Dokumenter

Forsvar Nej’et: Ingen Nice-traktat! Nice betyder mere union!

Tre gange har vi sagt Nej. Alligevel arbejder regeringen og ja partierne for fuld tryk på at trodse Nej afstemningens indhold og bane vej for mere union ved en kommende Nice traktat.

Til decembertopmødet i Nice forberedes beslutningen om indførelse af flertalsafgørelse – væk med veto retten, dvs. accept af indblanding i et enkelt lands skattepolitik og socialpolitik. Mere magt til Tyskland og Frankrig gennem at de får større stemmeandel, mens de små lande får mindre stemmeandel, og gennem at de får lov at køre videre med turbofart med at lave mere Union, for senere at afkræve at resten af EU følger med.

Accept af indblanding i et lands indre anliggender gennem vedtagelse af et unions charter.

For Unionspolitikere er løfter til for at brydes. I dag er alle partier i Folketinget indblandet i EU-tilpasning : SF støtter regeringens Nice-mandat, Enhedslisten støtter regeringens EU-finanslov, Dansk Folkeparti vil støtte en kommende borgerlig EU-regering.

Nej’et ved folkeafstemningen den 28. september var i sit indhold et nej til unionsglidebanen – et Nej til mere union. Et Nej til veto rettens fjernelse og overgang til flertalsafgørelser, et nej til unionsharmonisering, af skatte-, social og indenrigspolitik.

Et Nej til “Europas Forende Stater” med egen stat, regering, mønt og militær, der stadig er på vej selvom de danske arbejdere og et flertal af befolkningen vil stå af.

Alle folkelige kræfter må stå sammen om : At Danmark ikke kan stemme for en ny unionstraktat i Nice for den danske befolkning har sagt nej til mere union.

Fremtidens Danmark : Ude af EU!

Hele unionsudviklingen forsøges gemt bag fraser om sikringen af “fredens projekt” og “østudvidelsen af hensyn til disse landes befolkninger.”

Men for den europæiske arbejderklasse har virkeligheden med EU været en styrkelse af monopolerne på arbejdernes bekostning. Privatisering, tempoopskruning, fjernelse af kollektive rettigheder, afskaffelse af velfærdssamfundet.

Indenfor de næste år bliver der ved med at komme mere Union, mere centralisering. Der er planer om at ændre traktaterne til en rigtig forbundsstats-forfatning inden 5 år. Så bliver Europas forenede Stater en realitet. En stat der undertrykker velfærdsrettigheder og demokrati. En stat med egen hær, skatteopkrævning, EU-nationalisme – der vil prøve at spille en rolle som supermagt overfor resten af verden.

Derfor ser vi nu Unionstilhængerne i Danmark forberede den afgørende folkeafstemning om at smide alle forbehold væk og blive en del af både Euro, Unionshær, Unionsstat.

Skal Danmark sige stop for mere Union er der kun et svar : Vi må ud af EU. Danmark kan ikke bremse Unionsrouletten, men vi kan sige ja til at blive et selvstændigt land igen.

Hvad vinder vi udenfor EU? Retten til velfærd, mulighed for at handle solidarisk og ligeværdigt med folk og lande i østlandene og ulandene. Frihed til at sige nej til en masse tåbelige og ubehagelige EU-regler. mulighed for at kæmpe for arbejderrettigheder. Mulighed for demokrati. Ret til at lave ligeværdige aftaler om handel, kultur, fred med vores nabolande, med de europæiske lande og fattige udviklingslande. Frihed for den endeløse Unionsskrue. National selvstændighed.

Det er slet ikke urealistisk. Og vi vil garanteret med tiden få følgeskab af andre EU-lande.

I oktober viste en Gallup-undersøgelse at 46 % af vælgerne er grundlæggende imod hele EU-medlemskabet. Så mange vil stemme nej hvis der var afstemning om Danmarks tiltrædelse af EU. En afstemning om medlemskab kan vindes!

For alle Nej-sigere må holdningen være klar:

Trodser regeringen afstemingsNEJ´et og underskriver Nice-traktakten må alle nej kræfter være forenede om kræve denne mere unionstraktat til folkeafstemning.

Nej til mere union! Nice traktaten må falde!

Stop for Unionen sikres, først når Danmark er ude af EU.

Arbejderpartiet Kommunisterne (APK)

24.10.2000

 

For tredje gang har danskerne sagt Nej til euro og ØMU. Et definitivt Nej!

En betydelig sejr

For tredje gang har danskerne sagt Nej til euro og ØMU. Et definitivt Nej!

Det er en betydelig sejr over magthaverne, over en ja-side, der bruger og misbruger statsapparatet til propaganda, kontrollerer hovedparten af medierne og har pengene. Det er en sejr for folket over pengemagten, over monopolerne og storkapitalen. Og det var først og fremmest arbejderklassens sejr. Fordi arbejderne sagde Nej, sagde Danmark Nej.

Ja-sidens skræmmekampagne, trusler og løfter blev fejet til side. De har truet med rentestigninger, arbejdsløshed og højere skatter. De har udstedt ‘garantier’ for folkepensionen og mod forringelser af velfærden. De har lovet en gylden fremtid for Danmark, bare vi opgav kronen og endnu mere suverænitet.

Nej’et har vist den dybe og berettigede mistillid, der er til unionspolitikerne.

Nej’et er ikke bare et ja til at bevare kronen, men et Nej til euro’en og til monopolernes unionsprojekt. Et Nej til afgivelse af mere suverænitet, til mere union. Og et Nej til nye forringelser af tilkæmpede velfærdsgoder.

Derfor skal Nej’et forsvares. Derfor skal ja-siden ikke have held til at luske en omafstemning eller nye traktater igennem. Nej’et er i sit indhold også et Nej til dansk tilslutning til den kommende Nice-traktat. Det er et nej til veto-rettens fjernelse og overgang til flertalsafgørelser. Et nej til unionsharmonisering af skatte-, social- og indenrigspolitik o.s.v.

Det må ikke glemmes, at ‘Europas Forenede Stater’ med egen stat, regering, mønt og militær, stadig er på vej – selvom de danske arbejdere og et flertal i befolkningen vil stå af. Unionspolitikerne vil med alle midler søge at luske Danmark med. Det skal forhindres.

Men Nej’et skal også bruges. Det skal bruges til at styrke kampen for bedre forhold for arbejderne og det store flertal. Til at bremse den direkte og indirekte unionsharmonisering til et lavere niveau på arbejdsmarkedet og det sociale område. Det skal bruges til at styrke dansk suverænitet, som et skridt på vejen til løsrivelse fra Den europæiske Union og bindingerne til den.

Et vigtigt slag er vundet – men den konsekvente unionsmodstands mål er stadig, at Danmark træder ud af EU.

Ja-siden, der stod samlede i en fælles front – regering og ‘opposition’, DA og LO – befinder sig chok. For anden gang har magthaverne tabt en folkeafstemning med et brag. Nu skyder de skylden for nederlaget på hinanden. Det kan hurtigt munde ud i et folketingsvalg for at ‘stabilisere’ situationen. Og på Nej-siden venter både Dansk Folkeparti og Socialistisk ditto på ministerposter i hver deres danske unionsregering. Og samtidig var ja-siden straks ude med snøren: Nu skal der skabes ‘bred enighed om den danske EU-politik’. Jens-Peter Bonde kvitterede med et forslag om at udforme en politik ‘med opbakning fra 80 pct. af befolkningen’. Der lægges op til en ny variant af det nationale kompromis, et ‘strategisk kompromis’.

At forsvare, styrke og bruge Nej’et er ikke så let som det lyder. Det betyder også, at kernen i unionsmodstanden: arbejderklassen Nej, og ligeledes det konsekvente folkelige Nej, der vil have Danmark ud af EU, må blive stærkere.

I den forbindelse er det værd at huske på, at det danske Nej har ikke bare betydning for vort eget land. Det er et solidarisk Nej, som vil styrke arbejderklassens og folkenes kamp overalt i Unionen, og udenfor, mod monopolernes projekt.

ARBEJDERPARTIET KOMMUNISTERNE APK

28.09.2000

Gør 1. maj til en kampdag

Arbejdere i alle lande, forén jer!

Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer appellerer til alle verdens arbejdere og folk om at gøre denne 1. maj til en kampdag. Vi må mobilisere og forstærke niveauet i vor kamp mod undertrykkelse og kapitalistisk udbytning.

Imperialismen befinder sig i en dyb krise – uanset alle forsøg på at få os til at tro det modsatte. Folkene må rette slag mod deres “egne” reaktionære og mod de opportunister af alle afskygninger, som støtter dem. Reaktionen vælter alle denne krises byrder og alle dens konsekvenser over på arbejdernes skuldre – det er dem, der kommer til at betale for alle konsekvenserne af dens plyndrings-, aggressions- og krigspolitik.

Vi står over for mange problemer – arbejdsløshed, sultelønninger, diskrimination af kvinder, ungdomsfjendskhed, reaktionære og klassebestemte uddannelser o.s.v – og oven i alt dette borgerskabets og kapitalismens brutale dominans og undertrykkelse.

Det er alt det, vi kommunister kæmper imod, og derfor er vi hovedangrebsmålet for reaktionen. Vi er blevet hårdt ramt, vi har lidt store tilbageslag og tab. Men kommunismens ånd og idealer er fortsat stærk og levende.

Over for reaktionens dystre udsigter, pessimismen og opgivenheden må vi rejse fremskridtets fane, for folkenes befrielse, for revolutionen. Fremtiden tilhører os, men vi må erobre den. Vore kampfaner er samtidig håbets faner.

Vore fjender søger at splitte folket, at sætte os op mod hinanden. De fremelsker racisme og nationale overlegenhedsfølelser. Også det må vi beslutsomt bekæmpe. Hverken hudfarve, sprogforskelle eller kulturelle forskelle kan retfærdiggøre konfrontationer mellem folk. Tværtimod må klasseenheden mod vore undertrykkere og solidariteten mellem arbejderne og folkene altid være til steder i vore kampe. Mere end nogensinde må parolen Arbejdere i alle lande, forén jer! rejses.

Denne 1. maj hilser Den Internationale Konference de folkelige bevægelser og kampe, som føres i Ecuador, Burkina Faso, i Colombia, Venezuela, Bolivia, Indonesien, Sydkorea og mange andre lande.

Verden over vokser og udvikler folkenes kamp mod kapitalens herredømme sig på trods af reaktionen og opportunisternes og de reformistiske fagbureaukraters forræderi.

Vi udtrykker vor solidaritet med de folk, der lider under imperialismens barbari, som det er tilfældet med Irak, Cuba og Jugoslavien, indbefattet folket i Kosova.

Vor tid er ikke “historiens afslutning” eller “ideologiernes død”, som reaktionen påstår.

Tværtimod lever vi stadig i den epoke, Lenin definerede som den døende imperialismes og de frembrydende revolutioners epoke.

Derfor holder vi på denne 1. maj – arbejdernes internatiale kampdag – arbejderklassens og de nationale frigørelseskampes fane højt. Vi appellerer til folkene om at mobilisere til kamp, øge dristigheden af deres kampe og vove at gå i konfrontation med den hjemlige og internationale reaktion. Arbejderne og folkene har – i dag som går – intet andet end vore lænker at miste – og vi har meget at vinde.
Længe leve den internationale solidaritet!
Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer:
Tysklands Kommunistiske Parti (KPD)

Benins Kommunistiske Parti (PCB)

Chiles Kommunistiske Parti/Proletarisk aktion (PC/AP)

Colombias Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister

Arbejderpartiet Kommunisterne (APK), Danmark

Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti (PCMLE)

Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti (PCOF)

Den Kommunistiske Organisation Oktober, Spanien

Irans Arbejdets Parti (Toufan)

Organisationen for Gendannelsen af Grækenlands Kommunistiske Parti

Organisationen til gendannelse af arbejderklassens kommunistiske parti i Italien

Mexicos Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister

ML-gruppen Revolution, Norge

Tyrkiets Revolutionære Kommunistiske Parti (TDKP)

Røde Fane (BR), Venezuela

Øvre Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti (PCRV)

KP9, 2000

Stiftelseserklæring fra APK’s stiftende kongres

Vi har stiftet Arbejderpartiet Kommunisterne.

Vi er fast besluttede på at opbygge partiet til at blive det kommunistiske parti for det 21. århundrede. Arbejderklassens kommunistiske parti. Det socialistiske Danmarks kommunistiske parti.

Vi har den danske arbejderklasses traditioner for at skabe stærke revolutionære partier med os – fra Frederik Dreiers signal til at stifte et klasseparti for 150 år siden over det revolutionære socialdemokrati, det revolutionære DKP og den marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse fra 60erne og frem. Vi har erfaringerne fra den danske arbejderklasses kampe, fra den spirende arbejderbevægelses første tid i slutningen af det 19. århundrede, til det 20. århundredes kampe mod kapitalistisk udbytning og arbejderfjendske tiltag, besættelsestidens modstand mod den nazityske besættelse og kollaborationspolitikken, til dagens kamp mod NATO og Den europæiske Union, der er på vej mod ‘Europas Forenede Stater’.

Vi er fast besluttet på at skrive et nyt kapitel i denne kamp, på at medvirke til, at de to forrige århundreder bliver de sidste, hvor kapitalmagten får lov til at bestå, hvor en klasse, der udgør en brøkdel af befolkningen, men kontrollerer statsmagten og bruger den til gavn for sine egne interesser, imod det store flertal.
Vi er fast besluttet på, at det 21. århundrede skal blive socialismens århundrede. Århundredet, hvor det socialistiske Danmark, som generationer af kommunister og klassebevidste arbejdere har drømt om og kæmpet for, bliver virkeliggjort. Hvor arbejdernes klasseherredømme afløser kapitalens klasseherredømme. Hvor der for første gang bliver demokrati, det store flertals demokrati. Hvor ingen får lov til at udbyttet og ingen bliver udbyttet. Hvor ingen fremmede magter eller udenlandske kapitalgrupper får lov til at diktere.

Vi afholder denne kongres samtidig med at vi kan fejre 130-årsdagen for Lenins fødsel.
Vi bygger på marxismen-leninismens revolutionære teori – og vi vil anvende den skabende på at løse revolutionens og socialismens problemer i vort land.

Vort parti er en del af den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse, som kæmper overalt i verden og søger at gå i spidsen for arbejdernes og folkenes kamp mod imperialismen og reaktionen – og vi er fast besluttet på at gøre vores pligt overfor kommunisterne og arbejderne verden over.
Vi er fast besluttet på ikke at lade det gå til i opportunisme og revisionisme, men altid holde den revolutionære ånd levende.

Vort århundrede kommer til at se mange store klasseslag.
Vort parti vil altid være at finde på klassekampens barrikader.

ARBEJDERPARTIET KOMMUNISTERNES STIFTENDE KONGRES

København d. 23. april 2000

Kampen for arbejderklassens kommunistiske parti og udviklingen af DKP/ML

En kritisk og selvkritisk analyse.

Af den partiforberedende kommunistiske organisation OKTOBER
Året 1999 markerer 80-året for stiftelsen af Danmarks Kommunistiske Parti – og dermed grundlæggelsen af arbejderklassens kommunistiske parti på marxismen-leninismens grund.

DKP blev den danske sektion af Kommunistisk Internationale og blev født i en periode af skærpet klassekamp i kølvandet på den første imperialistiske verdenskrig, Oktoberrevolutionen i 1917, som for første gang satte opbygningen af et socialistisk samfund på historiens dagsorden, i en periode af revolutionære kriser i det krigshærgede Europa.

Det revolutionære DKP genrejste kampen for et socialistisk Danmark, for arbejderklassens magterobring ad revolutionær vej og for tilintetgørelsen af det herskende borgerskabs klasseherredømme og dets statsmagt efter at Socialdemokratiet havde forladt marxismen og havde forvandlet sig til et reformistisk parti, et borgerligt arbejderparti. Som ved arbejderbevægelsens og de marxistiske arbejderpartiets fødsel i den sidste del af det 19. Århundrede sluttede alle det kapitalistiske samfunds kræfter – fra statsmagt, hær, politi og efterretningsvæsen, de politiske partier, arbejdskøberne og deres organisationer, og alle det borgerlige samfunds øvrige institutioner sig sammen om at bekæmpe arbejderklassens kommunistiske parti.

En særlig – og afgørende – rolle i kampen mod kommunismen og skabelsen af et socialistisk Danmark er op gennem århundredet blevet spillet af Socialdemokratiet, der har kontrolleret arbejderklassens vigtigste masseorganisation, fagbevægelsen, som helhed. Socialdemokratiet forvandlede fagforeningerne fra klassekamporganisationer til støttepiller for det kapitalistiske system.

Senere i århundredet, efter 2. verdenskrig, fik den socialdemokratiske reformisme en ‘lillebror’ i den moderne revisionisme – ‘kommunistisk’ reformisme – med samme rolle og opgave: at lænke arbejderklassen til den kapitalistiske udbytning.

Igennem de forskellige udformninger af revisionismen i Danmark er følgende træk altid gået igen:

Det er forestillingen om en fredelig og parlamentarisk vej til socialismen – uden revolution og uden at knuse den kapitalistiske statsapparat. Det er forestillingen om et ‘kommunistisk masseparti‘, først og fremmest forstået som et vælgerparti – og ikke som arbejderklassens fortropsparti og den revolutionære handlings parti. Og det er fagforeningslegalismen, den illusoriske og opportunistiske bestræbelse på at presse den socialdemokratiske fagtop og LO-apparatet til at føre kamp for arbejderklassens interesser – der afløser linjen for udvikling af en kæmpende og revolutionær fagbevægelse ved at fremme arbejderklassens løsrivelse fra arbejderaristokratiet og nedtoner kampen mod LO-toppen og LO-apparatet som redskaber for kapitalens interesser i arbejderbevægelsen.

Læs den samlede tekst her: Kampen for arbejderklassens kommunistiske parti og udviklingen af DKP/ML

Stiftelses erklæring fra august 1997 fra den partiforberedende organisation OKTOBER

Stiftelseserklæring

Den stiftende konference den 3. august 1997 beslutter at danne den partiforberedende organisation OKTOBER.

Forberedelsen og skabelsen af ét stærkt kommunistisk parti i Danmark er hovedopgaven for OKTOBER – som er en partiforberedende kommunistisk organisation på marxismen-leninismens grund. Continue reading “Stiftelses erklæring fra august 1997 fra den partiforberedende organisation OKTOBER”