APKs 6. kongres: På vej mod skærpede klassekampe

Arbejderpartiet Kommunisterne afholdt i pinsen 2015 sin 6. kongres siden partistiftelsen i 2000. Den var præget af optimisme, enhed og klarhed om, at både klassekampen i Danmark og internationalt vil blive skærpet i de kommende år.

Se også tema om kongressen på kpnet.dk

En uhørt nyliberal offensiv, orkestreret fra EU, og gennemført af både ’rød’ og blå blok og deres regeringer har betydet et kraftigt lønpres nedad, faldende realløn og et stort spark nedad mod fattigdomsgrænsen, eller under, for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere og andre på offentlige ydelser. Forringede offentlige ydelser på alle områder – men øget pres på de offentligt ansatte. Continue reading “APKs 6. kongres: På vej mod skærpede klassekampe”

APKs Handlingsprogram: Fælles kamp mod kapitalens offensiv og krigspolitik

Handlingsprogram

Vedtaget på APK’s 6. kongres maj 2015

(Hent teksten som pdf: Handlingsprogram_2015_pdf)

Nyliberalistisk konkurrencestat

Det danske klassesamfund har udviklet sig til en nyliberalistisk konkurrencestat og en krigsførende nation i de første årtier af det 21. århundrede. Kapitalens offensiv mod arbejderklassen er massiv og omfattende, med arbejdsløshed, nedskæringer og nyliberal krise- og reformpolitik.

Uligheden i samfundet vokser, og over en femtedel af befolkningen er helt udstødt fra det almindelige arbejdsmarked. Denne udvikling er blevet mødt med modstand fra de unge, arbejderklassen, de udstødte og brede dele af befolkningen.

Banker og koncerner har mangedoblet deres overskud og udbytte. Finanskapitalen suger milliarder ud af statskassen til sin spekulations- og kasinoøkonomi. Staten medvirker til et gigantisk milliardtyveri af samfundsværdier med udsalg af vitale samfundsopgaver, bl.a. inden for energi, sundhed, data og transport, til private aktionærer og multinationale kapitalfonde.

Kapitalens offensiv kan besvares ved at bygge en stærk og slagkraftig arbejderklassefront – arbejdere, arbejdsløse og udstødte. Ved at skabe kamporganer, som består af arbejdere fra alle politiske retninger, kan vi sammen forsvare os mod kapitalisterne, de rige og deres regeringer!

Kun ved at skabe og organisere modstanden i arbejderklassens brede lag i en enhedsfront vil det være muligt at slå den kapitalistiske offensiv tilbage og forhindre, at de rettigheder, som de arbejdende har tilkæmpet sig, bliver taget fra os. Kun sådan kan vi give ny kraft til kampen for at gøre en ende på et samfund, hvor mennesker udbytter andre mennesker.

FORSVAR ARBEJDERKLASSENS RETTIGHEDER OG VILKÅR

Hundredtusindvis af arbejdspladser og jobs er blevet nedlagt, ikke mindst for ufaglærte i den private og offentlige sektor. Den voksende arbejdsløshed skjules bag et offentligt organiseret tvangsarbejdsmarked og et udsigtsløst aktiveringssystem. Over en million danskere er sorteret fra arbejdsstyrken. Kapitalismen kan ikke sikre arbejde og en fremtid. Der er mere end 200 millioner arbejdsløse i EU og resten af verden.

Der føres klassekrig gennem øget kontrol, tvang, udstødelse, kriminalisering og retsløshed mod den store del af ungdommen, de arbejdsløse, de udstødte.

Løntrykkeri og social dumping er kernen i den nyliberalistiske krise- og konkurrencepolitik. Lavtlønnen skal trykkes ned på kontanthjælpsniveau. Mange må have flere jobs for at klare sig. Den danske produktivitetsstigning i industrien er en af de højeste i Europa, samtidig med at lønnens andel af værdiskabelsen er på samme lave niveau som midt i forrige århundrede.

Det sker samtidig med en øget udnyttelse af arbejdskraften, øget fleksibilitet i arbejdstid og ansættelsesformer, større uddannelse og større effektivitet. Pensionsalderen stiger år for år, mens efterlønnen udfases og afskaffes. Arbejdskraften skal udnyttes maksimalt.

Arbejdsgiverne kan frit hente arbejdskraft fra hele EU. I et edderkoppespind af legale forordninger kan hidtidige danske overenskomstmæssige vilkår omgås og udkonkurreres. Handel med illegal arbejdskraft og udlicitering af jobs til udenlandske arbejdsgivere hører også til kapitalismens orden. Arbejdsgiverne nægter samtidig at være med til at uddanne en ny generation af faglært og specialiseret arbejdskraft. Et stigende antal arbejdsulykker, nedslidning og et sygt fysisk og psykisk arbejdsmiljø hører til dagens kapitalistiske orden.

Velfærd er blevet til ‘workfare’, hvor kontanthjælpsmodtagere og andre systematisk bruges som social løndumping. Vejen fra at være i arbejde til at være på kontanthjælp eller helt uden forsørgelse er gjort kynisk kort og effektiv med striben af reformer. Arbejdende fattige er nu en realitet i Danmark.

Socialdemokratiets store løftebrud var at forsætte Venstres og Dansk Folkepartis kyniske dagpengereform med lappeløsninger for de 51.000, der indtil nu er røget ud af dagpengesystemet.

Dagpengeperioden bør fordobles til fire år, og genoptjeningsperioden halveres. Forbedringer af dagpengesystemet skal ikke betales af de arbejdsløse!

EU’s indre marked er gået direkte efter afskaffelse af arbejderrettigheder, overenskomster, løn og ansættelsesforhold, arbejdsmiljø, pensions- og arbejdsløshedsrettigheder. For at opnå dette er der sat hårdt ind for at nedbryde den faglige organisering og svække og kriminalisere arbejderklassens kampkraft og legale muligheder. Danske EU-politikeres snak om ‘den danske model’ som værn er et bedrag.
Det er ikke indvandrere, østarbejdere og kontraktarbejdere, der stjæler arbejde fra os. Det er arbejdsgiverne, der spekulerer i at skaffe billigere arbejdskraft med staten og EU i ryggen. Staten har tilmed sat det i system med tvangsarbejde og nyttejobs for offentlige ydelser.

Der er brug for solidaritet, og for at alle arbejdere står sammen, uanset om man har dansk eller udenlandsk arbejdsgiver, er offentligt eller privat ansat. Folk fra andre lande og himmelstrøg – uanset hvilke – kan tilmed give et internationalt udsyn og bringer nye erfaringer og inspiration med sig.

Stadig flere arbejder som en del af en international arbejdsstyrke i en multinational koncern. Udviklingen af den internationale solidaritet er afgørende for at forsvare arbejdernes rettigheder.
Den fælles solidaritet og enhed i kampen for arbejderklassens rettigheder og vilkår må sikres både på arbejdspladserne og i den faglige organisering.
Enheden skal bygges nedefra mellem arbejdende, arbejdsløse og udstødte – på tværs af nationalitet og etnisk baggrund. Kampen mod løndumping og for at sikre arbejdstid og overenskomst må føres i fællesskab.
Fagbevægelsens topfolk vil ikke løfte opbygningen af en solidarisk fælles kamp mod det nyliberale felttog. De kører selv efter en nyliberalistisk markedsmodel. Kollektive rettigheder erstattes af salg af individuelle serviceydelser og finansspekulationer med de gigantiske pensions- og ATP-fonde.

Det er en grundlæggende opgave for kommunister og kampvillige arbejdere at arbejde i klubber og fagforeninger for at forsvare rettigheder og levevilkår på en klassekampslinje. Der må skabes rammer, der kan udvikle enheden mellem arbejderne i og uden for fagforeningerne.

INDKOMSTER TIL AT LEVE AF!
STOP LØNTRYKKERI OG SOCIAL DUMPING!

Stop det nationale udsalg! Nej til privatisering af samfundsværdierne!
Skab regulære jobs til alle på arbejdsmarkedet på overenskomstmæssige vilkår!

Fælles kamp mod krise- og nedskæringspolitikken, for forsvar af arbejder- og sociale rettigheder!

Solidaritet i stedet for opsplitning og hetz!

Nej til offentligt tvangsarbejde og arbejdsordninger for kontanthjælp!

Praktikpladser til unge og voksenlærlinge!

6 timers arbejdsdag, 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation – nej til livstidsarbejdstid!

Forsvar retten til faglig kamp og organisering!

For en ny dagpengereform, der fordobler dagpengeperioden og halverer genoptjeningskravet for alle – de arbejdsløse skal ikke betale dagpengereformen!

STOP DEN NYLIBERALE OFFENSIV –
RUL DE ASOCIALE REFORMER TILBAGE!

Den offentlige sektor bliver betragtet som en milliardforretning, der yderligere kan privatiseres og udliciteres. Samtidig omdannes store dele på markedsvilkår efter den såkaldte New Public Management-model, med øget centralisering, kontrol af brugere og ansatte, bureaukrati, kassetænkning og uproduktive økonomiske resultater i centrum.

Bølgen af nyliberale asociale reformer, som Venstre satte i gang og Socialdemokratiet gennemførte, er rene tilpasnings- og diktatreformer fra EU. Det er socialpolitikken sat på rene markedsprincipper. Offentlig samfundsmæssig social sikring erstattes af privatiserede sociale ydelser for dem, der har råd. Resten af befolkningen er igen opdelt i værdigt trængende, der kan arbejde for offentlige ydelser, og uværdige, der er overladt til at klare sig selv uden selvstændig indkomst. Den sociale retssikkerhed er erstattet af individuelle skøn og er afhængig af, hvilken kommune du bor i.

Striben af asociale reformer smed i titusindvis af mennesker over på kontanthjælp. Dagpengeperioden blev halveret, sygepengeperioden blev halveret, førtidspensionen afskaffet for dem under 40 år, efterlønnen afskaffet. Som et sidste hug i en kynisk tilrettelagt serier af reformer gennemførtes kontanthjælpsreformen. Den skar ydelser ned til det halve, med ret til helt fratage folk alle ydelser. Gensidig forsørgerpligt for kærester satte det offentlige dyneløfteri og stikkeri i system.

Reformen afskaffede kontanthjælp for alle under 30 år uden uddannelse, hvilket var knap tre fjerdedele på det tidspunkt, og satte de unge på en ydelse svarende til SU, men uden at sikre uddannelse eller job.

Reformerne skaffer ikke flere i arbejde, der ikke findes. De skaber øget fattigdom, udstødelse og mistænkeliggørelse.

Reformerne skal rulles helt tilbage og skrottes, og i stedet må der udvikles en værdig social sikring som et offentlig retskrav for alle, der af den ene eller anden grund ikke kan forsørge sig selv i dagens kapitalistiske og menneskefjendske system.

Den voksende sociale bevægelse mod de nyliberale reformer og deres konsekvenser skal yderligere styrkes. Kampen mod de asociale reformer kan ikke vindes af de sociale bevægelser alene. Den må forenes og blive en del af hele arbejderklassens fælles kampfront.

Rul de nyliberalistiske reformer tilbage!
Væk med sygedagpengereformen, førtids- og fleksjobreformen og kontanthjælpsreformen!
Væk med den gensidige forsørgerpligt for alle!

Social genopretning nu!

NEJ TIL KONKURENCESTATEN!

STOP PRIVATISERING OG UDLICITERING!

Uddannelse for alle – ikke for eliten

Kravene til uddannelse på arbejdsmarkedet er hurtigt stigende, samtidig med at en stadig større gruppe slet ikke får nogen uddannelse. Fra børnehave til universitet har uddannelserne været gennem EU’s nyliberale tilpasningsreformer. Børn og unges ‘konkurrenceevne’ er et bærende princip, med et stadig mere omfattende karakter- og eksamensræs. Uddannelse formes ikke efter samfundets og menneskets behov, men strømlines efter erhvervslivets og profittens.

Enhedsskolen med den offentlige folkeskole for flertallet af børn er sprængt i stumper og stykker af offentlige nedskæringer, privatiseringsdirektiver og skattefinansierede privatskoler som sociale ghettoer for de bedrestillede og veluddannedes børn. Det er fortsat børn og unge af de rigeste og bedst stillede forældre, der kan købe sig til de bedste og højeste uddannelser gennem hele uddannelsessystemet.

Den ny folkeskolereform er på mange måder en videreførelse af den sorte skoles syn på børns indlæring og uddannelse. Reformen blev på den mest brutale måde med statens lærerlockout fuldstændigt udemokratisk dikteret lærere, elever og forældre, trods stor modstand. Mens lærere tales ned i den offentlige debat og deres arbejdsforhold er blevet drastisk forringet, gøres børns faglige læring og uddannelse til forældrenes individuelle ansvar.

Elever og studerende har begyndt en ny runde af protester og aktioner mod udviklingen og reformerne i uddannelsessektoren. Det gælder mod SU-reformen, erhvervsskolereformen og den kommende gymnasiereform, der alle udelukker endnu flere unge fra at få en uddannelse. Og det gælder ikke mindst universitetsbesættelserne mod den forhadte fremdriftsreform.

De enkelte bevægelser og protester kan kun udvikle sig, hvis de ikke ledes ind i parlamentariske blindgyder, men i stedet bliver en del af den samlede energi i den fælles kamp for at rulle de nyliberale reformer tilbage.

Væk med de nyliberale uddannelsesreformer!

For en ny folkeskole-, erhvervsskole- og gymnasiereform ud fra elevernes behov!

Skrot fremdriftsreformen!

Væk med SU-reformen – en SU til at leve af!

Kampen for sundhed er kampen for livet

Retten til et sundt liv og sundhed gennem livet er i høj grad et klassespørgsmål.

For kapitalismen er et ordentligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø konkurrenceforvridende. Kapitalismen ser arbejdskraften som noget, man kan bruge og smide væk, og der er nok at tage af. Bliver man syg i dagens Danmark, skal man ikke være uden arbejde, ældre, fattig eller på anden måde stemplet som ‘et dårligt liv’. Så bliver man sorteret fra, prioriteret ud og nægtet den tilstrækkelige behandling.

Den almene folkesundhed, de kroniske nedslidningssygdomme, sygdomme fra miljøforurening, giftstoffer i maden og de voksende psykiske stress-sygdomme gøres til individuelle livsstilssygdomme og folks eget problem.

Ligesom sundhed er sygdom en billionforretning. Medicinalkoncernerne, der er et af de store magtmonopoler, scorer de fleste af de offentlige sundhedsudgifter gennem monopolpriser på medicin, privathospitaler og tilskudsordninger. Medicinalindustrien sidder på forskningen, og på hvilken ny medicin og hvilke nye behandlingsmetoder der tages i brug, ligesom den kontrollerer offentlige styrelser i sundhedssystemet. Trods stor udvikling i lægevidenskaben dør folk af infektioner og resistente bakterier på hospitaler, hvor rengøringen er privatiseret og skåret i bund.

Hospitalspersonalet har for længst sagt fra over for den uforsvarlige faglige og menneskelige behandling af patienter på hospitalerne. Rundt om i landet protesterer befolkningen og lokalsamfund mod, at hospitaler, skadestuer, lægevagter og ambulancer lukkes ned eller står tomme. Nye centraliserede superhospitaler er blevet skandaler, allerede inden de er bygget færdige og taget i brug.

Stop privatiseringstyveriet, og stop offentlige tilskud til private hospitaler og medicinalindustrien!

Samme adgang til lægehjælp og behandling uanset bopæl, alder eller civilstand!

Opnormér sengepladser og personale på hospitalerne!

Dagens samfund producerer stressede og udbrændte børnefamilier. De voksne skal arbejde stadig flere timer og ofte med flydende arbejdstid ind over aftner, weekender og ferier. Både børn og voksne bruger mere transporttid hver eneste dag mellem hjem, arbejde, institution og skole. Med stadig voksende krav og konkurrence på arbejdsmarkedet, i skolen og i institutionerne med påtvungne læringsplaner har børnefamiliens ulvetime svært ved at leve op kravet og illusionen om den perfekte harmoniske familie. Det hænger ikke sammen.

Det er afgørende, at den daglige arbejdstid sættes ned til 6 timer dagligt for både mænd og kvinder. Indførelsen af en livsarbejdstid, hvor man arbejder mindre, når børnene er små, og desto så meget mere, når man selv er kommet op i årene, er ikke løsningen for børnefamilierne. Når familierne tvinges til individuelle løsninger, bliver det oftest kvinderne, der må gå på deltid og orlov for at få familie og børn til at hænge sammen.

Rigtig mange børnefamilier lever med en sådan økonomisk og social ressourceknaphed, at de helt har måttet opgive at leve op til nutidens families krav. Reformerne har øget antallet af fattige og låste familier og børn. De må knokle for at overleve og klare sig, som de bedst kan.

EU’s familiepolitik er ved at blive dansk virkelighed. Flere og flere sociale opgaver, uddannelses- og omsorgsopgaver pålægges den enkelte familie. Krav, der tilhører en anden tid, og som nutidens globaliserede familier ikke har tid og muligheder for at opfylde.

En afgørende forudsætning for at få børnefamiliernes hverdag til at hænge sammen er bedre og billigere daginstitutioner til alle børn, med langt højere personalenormering og antal kvadratmeter end i dag.

De sidste årtier har forældre kæmpet imod en udvikling med omfattende privatiseringer og massive nedskæringer på antal pladser, personale og budgetter. Børn er ikke burhøns, der blot skal opbevares og tilpasses konkurrencesamfundet!

Sikring af billigere og bedre offentlige daginstitutioner til alle børn!

Indfør fast forhøjet personalenormering i alle daginstitutioner!

Afskaf loven om, at firmaer må tjene på og hive profit ud af børnepasning og institutioner!

Kapitalismen lover den nye ungdomsgeneration uendelige valgmuligheder, fuld lighed og frihed. Det er kun et spørgsmål om at være den heldige vinder og gøre sig fortjent til det. Sandheden er, at de store klasseskel sætter ind fra start af. En femtedel er forhåndsdømte til at stå uden uddannelse og arbejde. Resten skal uddannes til soldater i konkurrencestaten og i imperialismens terrorkrige, mens den privilegerede del af ungdommen udelukkende ser verden ud fra deres eget lille individualistiske karrieresynspunkt.
Den ideologiske undertrykkelse er massiv for at skjule, at stadig flere unge spises af med dårligere forhold – både arbejds-, leve-, uddannelses- og boligforhold – end deres forældres generation. Den bruges til et forsøg på at erobre ungdommens hjerner og hjerter for en politik, der hører fortiden til, og få ungdommen til at opgive at kæmpe for forbedringer.

Arbejderungdommen må fortsat kæmpe for praktikpladser, så de kan gøre deres erhvervsuddannelser færdige, og for at unge ikke udelukkes fra reelt arbejde og kompetencegivende ungdomsuddannelser. De må kæmpe for økonomiske ydelser, der gør det muligt at bo og uddanne sig, også når man ikke har forældre, der kan betale.

Reformerne, der påtvinger unge tvangsarbejde og udsigtsløs aktivering, skal rulles tilbage! Nytteløse uddannelses-paratheds-projekter er blevet en millionforretning for private firmaer på de unges bekostning. De unge skal sikres reelle uddannelsesmuligheder og reelt arbejde i stedet for den skjulte ungdomsarbejdsløshed!

Ungdommens kamp for retten til selv at bestemme mødes med politivold og kriminalisering. Det sker også i forhold til strejker og universitetsbesættelser. Grupper af unge kriminaliseres af udstødelse, voksende kontrol og et magtsystem, hvor de mødes med mistillid og straf.

Reaktionen vil sænke den kriminelle lavalder ned til 12 år. I stedet bør den hæves til 18 år, så den følger myndighedsalderen, mens valgretten bør sættes ned til 16 år.

De nuværende magthavere og politikere kan ikke anvise nogen anden udvikling af samfundet. De kender kun én vej, og det er mere af samme slags: mere arbejdsløshed, mere krig, mere racisme, mere udplyndring af jordens ressourcer.
Ungdommen må kaste al sin energi og alle kræfter ind for at skabe et andet samfund, der kan sikre en anden fremtid. Ungdommens kampe må forbinde sig med og være en del af de afgørende klassekamps-spørgsmål.

Reelt arbejde og uddannelse til alle – rul reformerne tilbage!

Sikring af billige og tidssvarende ungdomsboliger og kollegieværelser!

Sikring af være- og kultursteder og ungdomshuse på de unges egne betingelser!

Voksende fattigdom blandt folkepensionister

I disse år vokser klasseforskellene blandt de ældre. Det gælder i forhold til økonomi, helbred, levealder, bolig, transportmuligheder, mulighed for pleje og omsorg og hjælp ved behov.

En ældre på folkepension skal leve resten af sit liv for ca. 8.500 kr. om måneden som enlig eller 6.000 kr. som samboende, når skatten er betalt. Det svarer til kontanthjælpen i dag. Man skal have boet her i landet i 40 år for at opnå folkepension. Mange ældre indvandrere må derfor leve for mindre.

Folkepensionen er blevet systematisk udhulet gennem mange år. Princippet om folkepension som en offentlig solidarisk kollektiv social rettighed og sikring er gradvist blevet erstattet af EU’s pensionsmodel. Det betyder arbejdsmarkedspensioner, der er afhængig af, hvor høj ens løn har været, hvor mange timer man har arbejdet, og hvor mange år man har haft uden arbejdsløshed, barsel og forældreorlov.

Det er et system, der ikke mindst rammer de lavtlønnede kvinder. Kontanthjælpsmodtagere og andre på tvangsarbejdsmarkedet og på overførelsesindkomster har ingen fremtidige arbejdsmarkedspensioner. Den nyliberale økonomiske politik giver derimod skattefordele for den gruppe af ældre, der har råd til private pensionsopsparinger og kapitalpensioner.

Denne asociale og usolidariske kurs, hvor ældre med et langt arbejdsliv bag sig skal opleve at blive fattige og ydmyges med kontrol og nedværdigende visitationsbesøg for overhovedet at få ekstra hjælp, f.eks. til den rengøring, de ikke selv magter, skal ændres. Mange ældre er helt afhængige af at have en familie, der kan tage over. Det sker i direkte modstrid med de ældres egne ønsker.

Ældreplejen er et af de områder, hvor privatiseringer og udliciteringer har stået på i mange år Pengene på de offentlige budgetter er blevet flyttet væk fra den offentlige ældrepleje og omsorg over i private firmaer og kapitalfonde. Resultaterne og skandalerne taler for sig selv. Det er uværdigt og kynisk over for de ældre, de pårørende og de ansatte varme hænder, der er tilbage.

Mens efterlønnen afskaffes, er pensionsalderen sat op til foreløbig 67 år. Den er skal fremover stige i takt med levealderen. Ingen ved, hvornår man i fremtiden kan gå på pension. Men det står klart, at gruppen af fattige pensionister bliver fattigere, større og mere nedslidt – hvis de overhovedet når til den tredje alder. Pensionsalderen med ret til at gå på pension skal sættes ned, og folkepensionen op.

Reguler folkepensionen, så den svarer til dagpenge!

Genindfør retten til folkepension til alle, fra de er 65 år!

Afskaf asociale private skattebegunstigende pensionsordninger!

Alle ældre skal have ret til en sund, billig og tidssvarende bolig!

For flertallet af dagens kvinder handler kvindespørgsmålet ikke om lige fordeling af magtpositioner på direktionsgange. Det handler om at få livet og hverdagen til at hænge sammen og fungere. Unge kvinder er i dag generelt bedre uddannet end unge mænd, men har alligevel ikke lige vilkår, ligeløn og lige pension. Arbejdsmarkedet og de nye arbejdsmarkedsreformer tager ingen hensyn til, at kvinder føder børn, går på barsel og har hovedansvar for arbejdet i familien. Kvinder straffes økonomisk gennem hele arbejdslivet, og pensionsalderen med. Både på verdensplan og i Danmark feminiseres fattigdommen.

Kvindernes dobbeltarbejde er ikke blevet mindre, men det er igen blevet kvindernes og familiernes individuelle problem. Kravene er vokset i takt med nedskæringerne i den offentlige sektor.

Tidligere vundne fremskridt trænges tilbage. Ikke mindst det mest fundamentale: retten til en selvstændig indkomst, til egne sociale ydelser ved arbejdsløshed og sygdom, er fjernet med den gensidige forsørgerpligt. Ligeværdighed i forhold kræver, at begge parter har en selvstændig indkomst.

Antallet af kvinder, der udsættes for vold og seksuel chikane og overgreb, er igen voksende. Seksualiseringen i medier og det offentlige rum er med fremme kapitalismens kvindesyn som en vare, der kan sælges, som en krop og et sexsymbol, der kan tjenes penge på. Ikke mindst unge piger og kvinder presses til at bruge mængder af tid og penge på at få den perfekte krop, det perfekte look og det perfekte liv, selvom det ikke findes.

Kvindekampen er kampen for kvindernes frigørelse, økonomisk, socialt, ideologisk og seksuelt. Kvindespørgsmålet er en central del af kampen mod det nyliberale felttog og nedskæringsreformerne og mod den reaktionære ideologiske offensiv. Kvindekampen må udvikles som en selvstændig del af arbejderklassens enhedsfront.

Reel ligeløn og markant lønstigning på lavtlønnen – nej til økonomisk diskrimination på livsindkomst og pension!

Stop det reaktionære kvindesyn – stop sexchikane og stop volden mod kvinder!

For retten til ikke at være perfekt!

INTET MENNESKE ER ILLEGALT

Flygtninge kan kun hjælpes i deres eget land eller nærområde, hvis de imperialistiske krige, ødelæggelser og destabiliseringer stoppes. Fred, genopbygning, arbejde og udvikling vil standse flygtningestrømmene og gøre en ende på de menneskelige tragedier.

At Middelhavet og Sahara forvandles til en gravplads for tusindvis af nødlidende mænd, kvinder og børn, er et udtryk for EU’s og Fort Europas kynisk politik. Sammen med USA og NATO fører EU en krigerisk, imperialistisk og kolonialistisk politik over for Mellemøsten, Nordafrika og andre naboregioner.

Danmark har som krigsførende part et stort ansvar for katastroferne. Den meget lille del af flygtningene, der kommer til Danmark, mødes med systematisk og kynisk magtmisbrug, ulovlige afvisninger og deportationer i alle led fra embedsmænd i ministerier og styrelser. Retssikkerhed er erstattet af skønsmæssige administrative afgørelser over menneskers liv og skæbne. Asylansøgere og afviste tilbringer mange år af deres liv her i uvished.
De skal have mulighed for at bo, arbejde og uddanne sig som en del af det danske samfund!

Stop kriminalisering, fængsling og deportation af papirløse flygtninge – nej til EU’s hjemsendelsesdirektiv!
Forsvar asylansøgeres, flygtninges og immigranters rettigheder!

De ulovlige udvisninger og deportationer skal stoppes! FN’s børnekonventioner skal overholdes!

Kapitalismen udplyndrer uhæmmet verdens ressourcer til fordel for profit. Selv luft og vand gøres til forretning. Miljøkatastroferne følger uundgåeligt i kølvandet på den kapitalistiske produktionsmåde, skønt den teknologiske viden og muligheden for at undgå dem eksisterer.
Kapitalismen betragter udelukkende grøn energi og grøn produktion som en ny forretningsmulighed. Energisektoren og dens infrastruktur er i gang med at blive moderniseret i hele EU på forbrugeres regning. Forbrugernes grønne afgifter er indirekte erhvervsstøtte, mens erhvervslivet friholdes for afgifter. Boringer efter og udledning af skifergas vil føre til nye miljøkatastrofer.

Globale frihandelsaftaler som TTIP bringer alle ressourcer – naturens såvel som menneskeskabte – under de multinationales kontrol.

Imperialismens krige verden over er en tikkende miljøkatastrofe.
Sikringen af miljøet kan ikke overlades til hverken de globale eller EU’s monopoler!

Omstil til vedvarende energi nu! Afskaf de grønne afgifter for almindelige forbrugere!

Forbyd gift i mad og miljø! Forbyd GMO – for retten til dansk forbud!

Stands forureningen af jord, luft og vand!

NEJ TIL MONOPOLERNES DIKTAT – STOP TTIP!

Monopolkapitalen i USA og EU tager nye skridt i retning af direkte styring af samfundsudviklingen. Gennem handels- og investeringsaftaler som TTIP (Transatlantisk handels- og investeringspartnerskab) forsøger monopolerne at diktere nye normer og standarder, som underminerer alle tilkæmpede rettigheder inden for miljø, sundhed, arbejdsforhold og fødevarer. De sætter brutalt det borgerlige demokrati ud af kraft, når parlamentariske beslutninger kan fejes til side af overnationale mekanismer. Aftalen forhindrer ethvert forsøg på at bringe tidligere privatiseringer tilbage i offentligt regi, om det enkelte land skulle ønske det.

De store danske industri- og finansmonopoler og virksomheder presser på for, at Danmark gennem EU tilsluttes TTIP, mens politikerne forsøger at undgå en offentlig diskussion herom.

Over det meste af verden ses voksende folkelige bevægelser for at stoppe og forhindre handelsaftaler som TTIP. Også i Danmark møder aftalen folkelig modstand.
Nej til de multinationales handelsaftale!

STOP TTIP!

DANMARK SKAL UD AF EU!

Den danske samfundsudvikling er uden nogen form for demokratisk proces bundet op på EU’s traktatfæstede nyliberalistiske økonomi og politik. Nye skrumpedemokratiske skridt er tilslutningen til finanspagten og de stadig tættere bånd til euroen og til traktater, hvorefter bl.a. danske finanslove skal godkendes i EU. Størstedelen af al lovgivning stammer fra Bruxelles.

EU er monopolernes union. Dens krise og nedskæringspolitik har haft katastrofale konsekvenser for befolkningerne. Alligevel fortsætter trojkaen (IMF, Den Europæiske Centralbank og EU) og EU-magteliten deres unionsopbygning og overnationale statsdannelse, deres fælles opbygning af en gigantisk krigsindustri og af EU’s militære gren.

EU kan ikke ændres indefra. Unionen er en konstruktion, som er totalt på monopolkapitalens præmisser. EU udvider ikke Danmarks muligheder i grænseoverskridende spørgsmål, men binder og indsnævrer derimod Danmarks muligheder for at handle selvstændigt.

Der skal arbejdes for at sikre og udvikle Folkebevægelsen mod EU som en bred folkelig bevægelse, der kan samle alle EU-modstandere på tværs af klasser og politiske partier, og for at Folkebevægelsen forbliver den konsekvente EU-bevægelse, der arbejder for at få Danmark ud af EU.
DANMARK UD AF EU!

Bevar retsundtagelsen!

For en folkeafstemning: Nej til bankunionen!

Nej til forsvarsunion og Europahær!

Styrk solidariteten mellem de europæiske arbejderklasser og befolkningers kamp for deres levevilkår og rettigheder!

Skrumpedemokrati – politistat – fascisme

Den herskende klasse gør demagogisk et stort nummer ud af sit ”demokrati”, og sin ” frihed”, ikke mindst ”ytringsfrihed” til at skabe had. Men den samme samfundsklasse sætter politiet ind mod arbejderklassen, mod arbejdskampe, mod ungdommens protester og mod universitetsbesættelser. Retten til social protest, til at strejke og til at føre klassekamp kriminaliseres. Terrorlovene er i sidste ende vendt mod befolkningen.
Nyliberalismen har udvidet og styrket sit statsapparat til kontrol og overvågning af borgerne. Der finder en stadig afdemokratisering sted, hvor retssikkerheden undergraves og forsvinder. Offentligt ansatte får mundkurv på.

I et forsøg på at undslippe krisen og den økonomiske og politiske ustabilitet tillader og fremmer borgerskabet fremmedfjendtlighed, racisme og nazistisk propaganda. Højrekræfterne bæres frem over hele EU.
BEKÆMP REAKTIONÆR IDEOLOGI!

Bekæmp nationalchauvinisme, racisme, sexisme og enhver form for religiøs fundamentalisme!

STOP POLITISTATEN!
Væk med terrorlovene!
Stop overvågningen af alt og alle på nettet og i samfundet!

STOP DEN FREMVOKSENDE FASCISME OG NAZISME!
Nazisme og fascisme er forbrydelse – ikke politik!
Forbud mod nazistiske og fascistiske organisationer og propaganda!

Som svar på imperialismens og borgerskabets antidemokratiske politik, som svar på afviklingen af vores friheder og rettigheder, må der arbejdes for at danne brede folkefronter og dermed give nye impulser og styrke til modstanden.

Kun ved at forene alle, der rammes af kapitalismens hærgen, omkring arbejderklassen, kun ved at organisere fronter og folkelige alliancer sammen med arbejderklassens kræfter og med venstrekræfter, med de antiimperialistiske og antifascistiske kræfter og de konsekvent demokratiske kræfter, vil det være muligt at standse den borgerlige reaktion og fascismen.

Skiftende regeringer har ændret Danmarks stilling til en permanent krigsførende del af USA- imperialismens, NATO’s og EU’s terrorkrig. Det er en krig, som føres på stadig flere kontinenter og krigsskuepladser i Mellemøsten og Afrika. Den har destabiliseret og ødelagt nationer og lande, kostet talløse menneskeliv og drevet millioner på flugt.

Faren for krig i Europa og en mere omfattende verdenskrig rykker i disse år nærmere. Konkurrencen og modsætningerne mellem de imperialistiske stormagter USA, EU, Rusland og Kina vokser og skærpes. Alle lande i de militære blokke har kastet sig ind i et gigantisk våbenkapløb, der giver næring til krigsindustrien, som er i hænderne på de multinationale selskaber og store statsforetagender.

Militariseringen gennemsyrer det danske samfund – også politisk, økonomisk og ideologisk.

En hel generation af unge er sendt i krig. Og med dansk udenrigspolitik som en del af NATO’s og EU’s såkaldte ‘samtænkte stabiliseringsindsats’ sker det ikke kun som soldater. ‘Sammentænkt stabiliseringsindsats’ er en krigsstrategi, hvor civil, bistands- og humanitær indsats spiller sammen med militære angreb og besættelser for at få kontrol over råstoffer, markeder, energi og andre strategiske områder.

Dette forhold er samtidig er med til at skjule krigenes virkelige økonomiske og ressourcemæssige omkostninger for det danske samfund.
Dansk krigsdeltagelse, den militære opbygning og underlæggelsen under EU’s og NATO’s imperialistiske militære og politiske interesser er langt mere omfattende og fremskreden end nogensinde. Norden bruges som et særligt brohoved for NATO vendt mod øst.

Befolkningen ønsker hverken oprustning eller krigsdeltagelse, og en ny antikrigsbevægelse er under opbygning.

STOP FOR DANSK KRIGSDELTAGELSE – NEJ TIL ET DANMARK I KRIG!
Nej til militarisering – nej til krigsindsats kamufleret som civil, humanitær og bistandsindsats, og sammenblandingen af disse!

Stop oprustningskapløbet – nej til flere angrebsvåben til den danske hær – nej til atomvåben!

Nej til de imperialistiske krige – ud af NATO!
Nej til NATO-styret nordisk militærsamarbejde mod Rusland!

Nej til NATO’s missilskjold!

FOR ET SELVSTÆNDIGT OG ALLIANCEFRIT DANMARK! UD AF EU OG NATO!

Vi skal blokere vejen for krigsmager-regeringerne med arbejderklassen og folkenes antiimperialistiske enhed og kamp, med de revolutionære kræfter for folkelig og national modstand.

Kun med arbejdernes enhed og internationale solidaritet kan vi sætte en stopper for imperialismens krigeriske og aggressive politik, for rovet af naturressourcerne, for våbenkapløbet, for den blodige reaktionære og imperialistiske terror, og dermed åbne vejen til socialisme, for en politik for fred, venskab og solidaritet mellem folkene.

Vi arbejder for en fremtid, hvor mennesker er sikret arbejde, fred og social sikkerhed. Hvor jordens ressourcer bruges af skabende mennesker til at sikre tilværelsen for sig og kommende generationer. En fremtid, hvor arbejderklassen ved magten skaber og opbygger et socialistisk Danmark.

INTERNATIONAL SOLIDARITET!

FÆLLES KAMP MOD KAPITALEN!

Ungdommen i kamp for en anden fremtid

Udtalelse besluttet på APK’s 6. kongres, maj 2015

Politikerne i begge blokke tilbyder kun én udviklingsvej for fremtidens samfund: Mere af det samme.

Ungdommen må gå en ny og anden vej, kæmpe for at skabe en bedre fremtid uden krige, racisme, miljøkatastrofer og de riges magt.

Den reelle ungdomsarbejdsløshed er den største i årtier. Den forsøges skjult bag den nye kontanthjælpsreform.  De arbejdsløse tvinges til at være gratis arbejdskraft for både det offentlige og det private arbejdsmarked – for en luset og diskriminerende ydelse, som de ikke kan leve af.

Nødudgangen er at starte på en uddannelse og få SU. Den er halveret med den nye SU-reform og må suppleres med løst lavtlønsjobs. Så er der råd til ketchup til spaghettien. Continue reading “Ungdommen i kamp for en anden fremtid”

Bevar retsundtagelsen!  Forsvar de danske undtagelser!

For en folkeafstemning om dansk medlemskab af EU!

Udtalelse vedtaget på APK’s 6 kongres, maj 2015

EU har på alle områder vist sig at være en ulykke for befolkningerne i alle medlemslande. Kun de store virksomheder og stormagterne profiterer af unionen, dens såkaldte fælles mønt og centralbank, og dens gigantiske bureaukrati. De mindste og fattigste bliver tromlet.

De største virksomheder udnytter uden blusel EU’s åbne grænser til at omgå lovgivning og arbejderrettigheder og flytter folk og dyr og virksomheder og skatter rundt nærmest efter forgodtbefindende – og altid for profit.

Ikke mindst ungdommen er blandt de mange millioner af europæere der siden krisens gennembrud for snart 10 år siden  er tvunget ud på evig vandring efter job i hele EU, så usselt betalt at man knap kan betale huslejen.

Mange millioner unge står uden indtægt overhovedet og er parkeret på uddannelser uden nogen fremtid.

Modstanden mod EU vokser

Men EU’s er slet ikke færdig med at afmontere nationalstaterne og befolkningernes rettigheder. Unionen er ved at opbygge sig med mere militær, et selvstændigt politi, retsvæsen, og privatiserede fængsler.

De uheldige, der blev født fattige, får aldrig del i den ´europæiske drøm´. For arbejderne og det store flertal betyder EU forstærket udbytning, reallønsfald, dårligere levevilkår, dårligere liv. For nogle – som de græske arbejdere og det græske arbejdende folk – er EU et mareridt, der tvinger pensionister til at sulte, offentlige ansatte og arbejderne til fattigdom, og arbejdsløse til emigration eller nød.

Derfor rejser arbejderne og folkene sig i protest. Derfor bliver hele EU og europrojektet stadig mere forhadt. Derfor vokser modstanden mod den nyliberale, krigeriske og asociale union overalt.


Gamle kolonimagter – Ny koloniherre

EU er ikke kun en ulykke for sine egne borgere, men en ulykke for arbejderne og folkene over hele verden. Europas gamle kolonimagter har ikke tænkt sig at slippe deres indbringende forbindelser. De stjæler og udpiner fortsat ressourcer, landbrug og fiskeri overalt, og står klar med militær til at få de rigtige magthavere installeret –  i tæt samarbejde med USA og NATO.

EU’s krigspolitik og udplyndring har et kæmpeansvar for den globale flygtningekrise og de enorme flygtningestrømme, der trodser risikoen for drukning i Middelhavet, ød, brutalitet og vilkårlighed. Unionen må påtage sig et humanitært ansvar. Og først og fremmest må der sættes en stopper for krigene og EU’s koloniherreoptræden.

Bevar retsundtagelsen!

Det EU-glade folketingsflertal og begge de danske regeringsalternativer har flere gange forsøgt og arbejder stadig på at afskaffe de danske EU-undtagelser – på trods af f.eks. det danske Nej til euro’en. Nu skal ’retsforbeholdet’ afskaffes ved en folkeafstemning kort efter folketingsvalget. Derefter vil man afskaffe den militære undtagelse og stille med soldater til Europahæren – og gøre euro’en også formelt til dansk valuta.

Hverken Danmark eller nogen andre vil få mere tryghed ved at EU får mere magt. Det vil stærkt begrænse de demokratiske muligheder, hvis Danmark ikke kan bestemme selv i spørgsmål om kriminalitetsbekæmpelse, asylpolitik og meget andet – og det overlades til EU’s bureaukrati og svindelregimente.

Retsudtagelsen skal bevares og Danmark holdes uden for EU’s juristerier og en såkaldt ’fritvalgs-ordning’ tilpasset de unionsglade i ’rød’ og blå blok. Alle de danske undtagelser skal forsvares!

Til gengæld må der stilles krav om en folkeafstemning om dansk deltagelse i Bankunionen – et nyt skridt i EU’s poltiske og økonomiske union og Angela Merkels tysk-dominerede superstat og supermagt.

For en folkeafstemning om dansk EU-medlemsskab

APK er medlem af Folkebevægelsen mod EU og støtter den brede folkelige modstand og dens kamp for at få Danmark ud af EU.

Befolkningen i UK er blevet lovet en folkeafstemning om britisk medlemskab eller ej senest i 2017. Det er ikke for briternes skyld, men fremtvunget af den voksende unionsmodstand – og den konservative regering vil gøre alt for at UK kan blive i EU og få ja ved afstemningen.

Danskerne har også krav på en ny folkeafstemning om  det danske medlemskab. EU er noget helt andet end det, der blev sagt ja til i 19972 – og noget helt andet end hvad ja-politikerne lovede. Der er blevet stadig mere EU og stadig mindre Danmark. Derfor skal danskerne også have mulighed for at tage stilling til Merkels nye Europa, monopolernes union.


Danmark ud af EU!

24. maj 2015

Stop krigsgalskaben! Stop købet af kampfly!

Udtalelse vedtaget på APK’s 6. kongres, maj 2015

Regeringen og et folketingsflertal på tværs af blokkene er ved at gøre klar til købet af superavancerede krigsfly, der skal bruges til angrebsoperationer og til at kaste bomber over lande og folk rundt om i verden, som Danmark vil gå i krig med.

Det er den dyreste våbenhandel nogensinde – til forventet langt mere end 30 milliarder kroner, hvortil kommer lang større drifts- og vedligeholdelsesudgifter. Dette køb følger i kølvandet på beslutningen om at indkøbe nye pansrede mandskabsvogne for op til 5 milliarder kroner, også til brug ved offensive operationer.

Dette sker samtidig med at de skiftende regeringer har gennemført en brutal spare- og nedskæringspolitik, hvor reallønnen er faldet for det store flertal og et stadigt større antal børn og voksne lever i fattigdom i Danmark. Og det sker på trods af at et stort flertal af danskerne ifølge opinionsundersøgelserne er imod købet at nye kampfly.

Både Helle Thorning og ’rød’ blok og Lars Løkke og hans blå blok fremturer alligevel med købet. Det viser, at begge regeringsalternativer har bundet sig til fortsat krigsdeltagelse sammen med NATO, USA og EU og til en politik for oprustning og militarisering af det danske samfund.

Det sker på trods af de katastrofale følger og negative erfaringer fra krigene i Afghanistan, Irak, Libyen og nu igen i Irak og Syrien.

Arbejderpartiet Kommunisterne udtrykker fra sin 6. kongres sin fulde støtte til kampagnen Nej tak til nye kampfly og til udviklingen af en ny og slagkraftig antikrigs-bevægelse.

Vi forlanger stop for oprustningen, militariseringen og forvandlingen af Danmark til en brutal krigerstat. Stop for de danske bombninger! Stop al dansk krigsdeltagelse nu!


Vi opfordrer det fredelige flertal til at gå i aktion og kæmpe for at skabe et alliancefrit, selvstændigt og neutralt Danmark.

Nej til oprustning og militarisering!

Stop krigene og dansk krigsdeltagelse!

24. maj 2015

Centralkomiteens beretning til APKs 6. kongres maj 2015

APKs 6. KONGRES
22.-24. maj 2015

(Uddrag af) Centralkomiteens beretning til APKs 6. kongres, maj 2015

Grenaa aflagde beretningen til APKs 6. kongres på vegne af den afgående Centalkomité.
Hun er valgt som partiets formand

 

Enten en fremtid med socialisme – eller ingen fremtid

Indledningen til CKs Beretning til Arbejderpartiet Kommunisternes 6. kongres


Enten en fremtid med socialisme – eller ingen fremtid. Det er det reelle valg, der stiller sig. Og ikke bare for den unge generation. For alle, og nu!
Det er tre år siden, vi afholdt partiets 5. kongres, og det er 15 år siden, vi i april 2000 stiftede APK med det faste forsæt at opbygge arbejderklassens revolutionære kommunistiske parti for det 21. århundrede.

Det er den vej, vi følger, og som vi skridt for skridt, fra kongres til kongres, arbejder videre på og stadig opnår nye resultater.

Opgaven er at skabe et stærkt, hærdet og kampprøvet parti, som vil være i stand til at lede arbejderklassen og dets allierede i en revolutionær situation. En situation kendetegnet ved, at de herskende ikke længere kan regere som før, og de beherskede ikke længere vil lade sig regere som hidtil.

Det er partiets opgave at sikre at den revolutionære situation udvikler sig til et stormløb mod kapitalismen og dens stat, for at sætte det gamle rådne system på porten, og opbygge et nyt socialistisk samfund under arbejderklassens ledelse.

Det er i lyset af dette, hele vores kamp for opbygningen af partiet skal ses.

Vi virker som marxist-leninister i en dramatisk tid, hvor det internationale bourgeoisi har udløst en vedvarende og altomfattende krig mod arbejderklassen og folkene. Den retter sig mod alle de resultater, der blev opnået gennem de store antifascistiske, antiimperialistiske og demokratiske kampe og de gigantiske kampe for at opbygge nye socialistiske samfund i det 20. århundrede.

De revisionistiske og kapitalistiske kontrarevolutioner i dettes sidste halvdel banede vejen for et fortsat felttog for at dreje historiens hjul tilbage og berøve det store flertal alle de tilkæmpede rettigheder og fremgange. Dette felttog blev til et lavineagtigt skred, da socialismen forsvandt som socialt system og imperialismen etablerede sin ’nye verdensorden’ af kriser og permanente krige.

Dennne kaotiske kapitalistiske ’orden’ har stødt det store flertal af mennesker i verden ned i øget fattigdom og elendighed, mens et fåtal milliardærer og mangemilliardærer ejer mere end klodens milliardmasser. Den har drevet millioner på flugt fra bomber og ødelæggelser i den største flygtningestrøm der er set siden afslutningen af 2. verdenskrig.

Løfterne om en ny og fredelig tid med sociale fremskridt og alsidig fremgang for folkene og nationerne viste sig at være bluff og propaganda.

Imperialismens kendetegn er intakte, siden Lenin analyserede dem, og de gør sig gældende i forstærket grad, når den ikke skal bekæmpe, konkurrere med eller tage hensyn til eksisterende socialistiske samfund i en skæbnekamp på liv og død.

Imperialisme betyder reaktion på alle felter, krig, forstærket udbytning, større elendighed, parret med åndelig formørkelse og hetz mod alt progressivt.

De reformer – i ordets virkelige betydning af sociale fremskridt – til gavn for arbejderne og folkene verden over, som den eksisterende socialisme var med til at fremtvinge, bliver rullet tilbage over hele linjen. De erstattes med nutidens asociale nedskæringer, som af demagogiske grunde også kaldes reformer, men kun har eet formål: at forgylde den herskende klasse, kapitalisterne, de rige – på arbejdernes og det store flertals bekostning.

De landvindinger, som var et resultat af de allieredes sejr over fascismen og Nazityskland, undermineres og er under voldsomt pres. På felt efter felt ses den reaktionære tendens og retningen baglæns, mod tidligere historiske perioder, før revolutionerne og arbejdernes indtog på den historiske scene.

Også de nordiske ’velfærdssamfund’, som blev oprettet for at dæmme op mod revolution og socialisme, er pillet ned igen eller ved at blive det. De erstattes med EU’s discountmodel, som i rasende fart er på vej nedad i et bundløst gab. ’Reformerne’, som de græske arbejdere, unge og pensionister, hele folket, er blevet påtvunget viser, at det asociale ræs nedad ikke stopper ved sultegrænsen.

Danmark er i takt med den nordiske, socialdemokratiske ’velfærdsstats’ demontering blevet forvandlet til en aggressiv, permanent krigsførende nation. Vores regeringer er uanset farven parat til at imødekomme enhver amerikansk opfordring til at sætte nye soldater og deres liv og lemmer ind i krigstogter mod andre lande, fjernt fra de danske grænser.

Ikke mindst siden Anders Fogh Rasmussen – krigsforbryder, imperialist og lakaj for USA – gennemførte det nyliberale ’systemskifte’ fra 2001 og efter starten på USA’s endeløse krig mod terror samme år.

Danmarks forsigtige deltagelse i USA’s og NATO’s krig mod Serbien blev afløst af en rolle i forreste række med kamptropper og bombefly i Afghanistan, Irak, Libyen og igen i den nuværende krig i Irak og Syrien. Danmark er i front i NATO og støtter en militær fremrykning til og langs den russiske grænse, med de nordiske lande som krigsalliancens nordflanke med en særlig rolle i de baltiske lande og Østersøen.

Det danske samfund oprustes og militariseres, med øget politi og overvågning. og nye enorme milliardudgifter til pansrede mandskabsvogne og nye kampfly – og det sker samtidig med, at den sociale nedrustning samtidig har taget fart efter EU’s nyliberalistiske anvisninger og diktater.

Et flertal i Danmark har igennem årtier sagt nej til unionsbygningen – fra Maastricht til euro’en.

I begge disse tilfælde vandt unionsmodstanderne folkeafstemningerne, selvom begge regeringsalternativer og store folketingsflertal ville integreres. Skepsis og modstand mod EU-projektet er ikke blevet mindre efter eurokrisen, hverken i Danmark eller andre EU-lande, eller nabolande som Norge, der har holdt sig udenfor.

På trods af det er de to blokke enige om, at de danske EU-undtagelser skal afskaffes. I første omgang er man enige om at gennemføre en folkeafstemning for at eliminere retsundtagelsen.

EU er monopolernes union, statsmonolkapitalismens overstatslige organisme, der udplyndrer arbejderklassen og befolkningsflertallet.

Reallønsnedgang, arbejdsløshed og bitter jobkonkurrence, nedskæringer af den offentlige sektor både med hensyn til ansatte og sociale ordninger (bortset fra militær og politistatsfunktioner) er EU’s politik. Den gennemføres punktligt af medlemslandene, mens den rådne bank- og finanssektor får stillet nærmest ubegrænsede midler til rådighed, som det skete under den økonomiske krise fra 2007-08 og frem. Det er fulgt op med stabilitetsmekanismer og senest en Bankunion.

EU og det indre marked sikrer ikke borgerne arbejdspladser og en anstændig løn.

EU sikrer ikke fred i verden eller bare Europa, som igen er skueplads for en reaktionær krig – nu i Ukraine, hvor EU støttede et statskup og spiller og en aktiv rolle i Kiev-regeringens krig mod sin egen befolkning i Donbass-regionen.

EU’s militær og politi trænes til at slå sociale opstande i medlemslandene ned, mens det er omskabt til et Fort Europa med bevogtede grænser, hvor militær kan sættes ind mod de krigsflygtninge, der krydserMiddelhavet i overfyldte både.

EU er de gamle europæiske kolonimagternes forsøg på endnu engang at spille en global rolle som imperialistisk supermagt. Det fører igen til katastrofe.

I perioden siden vores seneste kongres i 2012 har Danmark været regeret af socialdemokraterne i spidsen for ’rød’ blok. Først i koalition ikke bare med de radikale, men også med SF – og siden salget af DONG til den globale finansspekulant Goldman-Sachs med De radikale alene.

APK advarede ved folketingsvalget i 2011 mod illusioner om, at en socialdemokratisk ledet regering ville føre en progressiv politik og rulle den asociale EU-reformpolitik tilbage. Det blev forkyndt både af partnerne S og SF, men også Enhedslisten og dens trotskistiske og revisionistiske støttepartier forkyndte.

Ikke bare fortsatte SRSF og SR-regeringerne den nyliberale EU-dikterede politik på alle områder, den satte også tempoet op. Den viste sig snart som en brutal arbejdsgiverregering med den 25 dage lange lockout mod landets folkeskolelærere i 2013.

Den indledtes at gennemtvinge en folkeskolereform på lærernes bekostning i form af længere arbejdstid og ringere arbejdsforhold. Denne reform skal uddanne skoleungdommen som soldater i ’konkurrencestaten’ – et begreb som har afløst ’velfærdsstaten’ i socialdemokratisk retorik.

Folkeskolereformen var en del af en hastig gallop i retning af markedsgørelse af uddannelserne. En lang række andre ’reformer’ har samtidig forringet dagpenge, kontanthjælp, førtids- og fleksjobordninger, og hævet efterlønsalderen og pensionsalderen.

Alle disse asociale reformer- og ligeledes krigsdeltagelsen og EU-tilpasningen- gennemføres af brede flertal i folketinget. Enhedslistens rolle har været at afsætte et fingeraftryk for at afbøde enkelte kortsigtede virkninger af groveste nedskæringer – f.eks. af dagpengene – og fungere som det sociale alibi for en arbejderfjendsk og reaktionær nedskærings- og krigsregering.

Det må konstateres, at der i Danmark findes tre reformistiske socialdemokratiske partier med plads i folketinget.

I løbet af Thorning-Schmidts regeringsperiode er illusionerne om dens progressive karakter, eller muligheden for at få regeringen til at føre en progressiv politik, blevet stadig færre i takt med de reaktionære overgreb.

APK anbefalede ved valget i 2011 at stemme blankt, og gør det igen i 2015. Denne gang er der en væsentlig større forståelse for vores holdning. Kampen må rette sig imod begge regeringsalternativer og deres parallelle politik- for at skabe et folkeligt og revolutionært alternativ til dem begge.

APK og vores medlemmer har deltaget aktivt i mobiliseringen og kampene mod nedskæringsreformerne. Vi arbejder for at styrke kampenes deres militans og politiske karakter, uden taktiske parlamentariske hensyn til statsministeren og ’rød’ blok. Lærerlockouten var en øjenåbner for mange, og blev ført som en eksemplarisk forsvarskamp.

Lærernes fagforeninger spillede en positiv og progressiv rolle – i modsætning til det åbenlyse fravær af LO og store forbund i kampen mod dagpengereformen og de øvrige asociale reformer med brodden mod arbejdere og lønmodtagere.

Vores parti har spillet en betydelig rolle i kampen mod de imperialistiske krige og dansk krigsdeltagelse. Vi har i forbindelse med den fornyede deltagelse med fly, bomber og personel i Irak i den nuværende krig i Syrien og Irak deltaget i en række initiativer til styrkelse af krigsmodstanden. Heriblandt aktionsdagen Tid til fred den 6. april 2015 og kampagnen Nej tak til nye kampfly.

Kampen mod militarisering af samfundet og udviklingen hen imod en politistat er samtidig blevet stadig vigtigere.

Vi har siden partiets stiftelse være aktive i kampen mod genoplivning af fascisme og nazisme i Danmark og Europa, som ikke mindst har taget fart efter krisen i 2008. Vi støtter Folkebevægelsen mod Nazisme og det antifascistiske tidsskrift Håndslag, som fører modstandskampens historie og perspektiver op i dag – og vi støtter alle aktive antinazistiske og antifascistiske initiativer af folkelig karakter.

APK er medlem af og har altid støttet Folkebevægelsen mod EU som den konsekvente modstanderorganisation, der slås for at bringe det danske medlemskab til ophør og få Danmark viklet ud af Unionen. Vi er aktive i dens arbejde, i lokalkomiteerne og i kampagnerne. Også op til EU-parlamentsvalget i maj 2014, der sikrede et pænt valg for Folkebevægelsen med fortsat repræsentation.

Vi mener at spørgsmålet om dansk udtræden skal sættes på dagsordenen – blandt andet op til og i forbindelse med situationen i UK og den lovede folkeafstemning der.

I løbet af kongresperioden har partiet styrket sin position på en hel række områder. Vi oplever en større interesse for vores politik, linje og holdninger, og en større interesse for revolutionær teori og ideologi, for marxismen-leninismen.

Det afspejler sig blandt andet i en udvidelse af sympatisør og vennekredsen og en tilgang af nye medlemmer, i interessen for Oktober Støttekreds, vores butikker og arrangementer, seminarer og sommertræf.

1. maj på Den røde plads i Fælledparken og Rød 1. maj i Munkemose Odense er blevet faste etablerede bestanddele i klassekampsmobiliseringerne.

Vores revolutionære medier bringer partiets analyser og politik ud i stadig bredere kredse. Bladet Kommunistisk Politik er blevet til et månedsblad med udvidet sidetal, samtidig med at der er sket en kraftig udvikling af den daglige netavis KPnet og dens udgave på facebook.

Samtidig er der udvidet med en særlig blogsektion, som rækker bredt ud. Vi har også satset på at udvikle medier som KPnetTV, der har kunnet fejre sin fem-årsdag som en unik foreteelse i mediebilledet med sine klassekampsreportager, og det nye Oktober Radio, der kan gå i dybden med en lang række forhold og på nettet bringe oplæg, diskussioner og debatter rundt i landet.

De forskellige medier samles på KPnet og KPnetavisen på facebook og bliver stadigt mere aktive og skarpere elementer i en stadig skærpet klassekamp.

Det er en kort status over nogle af vores resultater, som bekræfter, at den linje, som blev lagt og besluttet på den 5. kongres har vist sig at være rigtig. Den er ført ud i livet med fine resultater på rigtig mange områder.

Her på den 6. kongres kan vi konstatere, at partiet står i en gunstig situation, med gode muligheder for fremgang og nye resultater. Det er en kendsgerning, at vores situation ikke har været mere positiv og løfterig end nu.

I 2014 fejrede vi sammen med vores broderpartiet 20-året for stiftelsen af Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer. Blandt andet med et flot festmøde med deltagelse af alle partierne i Istanbul, Tyrkiet.

Den er en bevægelse i fremgang – med flere partier og større indflydelse i de enkelte landes liv end nogensinde. I lande som Tunesien og Burkina Faso spiller partierne en nøglerolle i udviklingen af de revolutionære kamp.

Igennem de første 20 år er der skabt et stærkt kampfællesskab og en stadig større og gensidig forståelse af revolutionen og dens problemer globalt og i de enkelte regioner.

De årlige verdenskonferencer, som IKMLPO (der globalt er bedre kendt under dens spanske forkortelse CIPOML) analyserer og fastlægger de generelle opgaver for de marxistisk-leninistiske partier. Det samme gør de årlige regionale konferencer – herunder den europæiske – for deres regioner med deltagelse af partierne der.

Konferencen har udviklet en generel linje på forskellige områder – herunder en taktisk platform for den revolutionære kamp og platforme for udviklingen af revolutionære fagforeninger og faglige kamp og for kvindernes og ungdommens kamp.

Konferencen udsender tidsskriftet Unity & Struggle to gange om året på en række sprog. En del af artiklerne og konferencens dokumenter oversættes til dansk.Konferencen er også initiativtager og arrangører af de antifascistiske og antiimperialistiske ungdomslejre, som unge kammerater fra partiet og DKU og andre revolutionære unge deltager i med stort udbytte – senest i 2014 i Tyrkiet.

Vores parti har været medlem af IKMLPO siden sin stiftelse for 15 år siden, og forsøger at leve op til vores internationalistiske forpligtelser i bevidstheden om, at arbejderklassens revolutionære kamp er international, og at hver sejt, men også hvert nederlag, på international plan også er vores.

Det er i hele denne positive situation både for vort parti og vor bevægelse, at vi tager fat på den 6. kongres for at gøre status og fastlægge de grundlæggende retninger og retningslinjerne for den kommende tre-årige kongresperiode.

Kongressen er grundigt forberedt – gennem en lang række oplæg og diskussioner siden anden halvdel af 2014, som ikke bare har været holdt internt i partier, men inddraget sympatisører og venner.

En af kongressens vigtige opgaver er at vedtage et nyt generelt handlingsprogram til afløsning af det nuværende fra stiftelseskongressen i april 2000. Der er for længst er overhalet af de nationale og internationale udviklinger. Blandt andet med terrorkrigen fra 2001 og den økonomiske verdenskrise siden 2007-08.

Flere ungdomsgenerationer er vokset op. Dels generationen der måtte rejse sig mod krigene og dansk krigsdeltagelse og mod ødelæggelsen af de sociale landvindinger, som den gjorde under parolen ’Velfærd til alle’.

Dels den mishandlede nuværende krisegeneration, som måtte stå i kø for et job i Netto, og som kapitalismen ikke tilbyder en sikker fremtid. Det er en generation, der som den første i umindelige tider vil være ringere stillet end forældregenerationen.

APK har igennem denne periode fastlagt vores konkrete politik med en række udtalelser og mere begrænsede programmatiske platforme på forskellige områder. Men der er igen brug for et sammenhængende perspektiv og prioriteringer. Derfor vil vi drøfte og vedtage et handlingsprogram, der dækker hele den danske klassekamp på alle felter og for alle generationer.

Kongressen vil også arbejde videre med vores perspektiv – med retningslinjerne for og partiets program for opbygningen af et socialistisk Danmark. Hovedfokus er netop på opbygningen af socialismen – efter revolutionen, efter etableringen af arbejdernes klasseherredømme – også kaldet proletariatets diktatur – og afskaffelsen af privatejet af de afgørende produktionsmidler og deres samfundsgørelse.

Enten en fremtid med socialisme – eller ingen fremtid. Det er det reelle valg, der stiller sig. Og ikke bare for den unge generation. For alle, og nu!

Et system klar til revolution

Kapitalismen er et system, der er modent til forandring. Der er mere end klar til revolution.

 Det er umuligt at forstå klassekampssituationen i Danmark og fastlægge kampopgaverne uden at analysere den internationale situation og Danmarks placering i dagens internationale sammenhæng, i det imperialistiske verdenssystem.

Det danske samfund berøres og mærkes direkte af det kapitalistiske systems almene krise, som er en krise for alle elementer i det imperialistiske system i dag, og viser sig og slår igennem på specifikke områder.

De økonomiske kriser er generelle for kapitalismen, men antager specifikke konkrete udtryk, også i de enkelte lande. Klimakrisen er i den grad en voksende global krise, med uhyggelige perspektiver, som alle den kapitalistiske verdens ’statsmænd’ er ude af stand til at vende om. For det er selve profitsystemet, der umuliggør det. Enkelte tiltag til forbedringer overskygges langt af de hurtige negative udviklinger. Der er kun en retning for klimakrisen – den bliver stadig forværret.

Kapitalismens uløste problemer af ulige udvikling og global fattigdom, hele systemet af udbytning og udplyndring, er baggrunden for de talløse humanitære kriser, flygtningestrømmene, affolkningen af nogle regioner og storbyernes vækst.

De seneste årtier har set en uhørt hurtig udvikling af den globale ulighed – af uhyrligt svulmende rigdom i den ene lille pol og dyb forarmelse, nød og elendighed hos de store folkemasser på kloden.

En prognose fra Oxfam siger, at i 2016 vil den ene procent rigeste eje halvdelen af verden. Men allerede nu skal der kun de omkring 100 rigeste mennesker til, så ejer de det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning – altså omkring 3,5 milliarder mennesker. Og så er det endda en tilsnigelse, for den fattige halvdel ejer intet andet end deres arbejdskraft og er tværtimod forgældet.

Kapitalismen i dens imperialistiske fase er et system, der ikke fungerer, og det er ude af stand til at tilbyde menneskene en bedre fremtid, hvis det overhovedet er i stand til at tilbyde nogen.

Revolutionære situationer opstår og revolutionerne – de anti-imperialistiske og proletariske, socialistiske revolutioner – bryder ud, hvor de grundlæggende modsætninger skærpes til bristepunktet – i den imperialistiske kædes svageste led. De historiske udviklinger viser, at der er mange sådanne svage led i den imperialistiske kæde.

Det er et system, der er modent til forandring. Der er mere end klar til revolution.

Udviklingen på arbejdsmarkedet

Udviklingen i et nyliberalt Danmark betyder EU-‘reformer’ og pres på løn- og arbejdsvilkår

Danske regeringer og toppen af fagbevægelsen har tilpasset det danske arbejdsmarked til EU’s nyliberale ditto. I mange lande er lønninger presset ned under fattigdomsgrænsen, mens produktiviteten og mulighed for profit stiger.

Millioner er arbejdsløse, arbejderrettigheder ophæves, og den faglige organisering svækket alvorligt. Skattefinansieret social dumping med skabelsen af et stort uformelt tvangsarbejdsmarked, hvor hundredtusinder må arbejde for deres ydelser, presser lavtlønnen yderligere.

Et voksende antal ”arbejdende fattige” (Working Poor) efter den tyske Hartz 4 model er også en kendsgerning her.

Det er en udvikling der er blevet mødt med protester, strejker og arbejdskampe over hele EU.

Arbejdsløsheden fik et stort opsving med den økonomiske krise, flytning af arbejdspladser til udlandet og krisepolitikkens nedskæringer af tusindvis af job i den offentlige sektor. Det såkaldte flexicurity-system gør der nemt og billigt for danske arbejdsgivere at fyre folk. En meget stor del af den reelle arbejdsløshed er gemt bag tvangsarbejdsmarkedet og diverse aktiveringsordninger, der er blevet en hel skandaleindustri i sig selv.

De unge møder et arbejdsmarked, hvor løn, arbejderrettigheder, arbejdsmiljø er konkurrenceforvridende. Hvor atypiske ansættelser er det typiske med vikar-, deltids-, korttids- og timeansatte, praktik- og projektansatte og freelance. Det skønnes, at omkring 28 % af alle på arbejdsmarkedet i dag arbejder på disse vilkår. I attraktive fag må unge ofte arbejde gratis i lange periode for at gøre sig ”fortjent” til et vikariat.

Hele brancher, som f.eks. dagligvarebranchen, beskæftiger næsten kun unge på deltid og helst under 18 år.

Godt 1/3 af jobbene i industrien for både ufaglærte og faglærte er forsvundet siden 2000 med finanskrisen og den generelle kapitalistiske krise. Danmark har haft det næststørste fald i industriproduktionen (i eget land) i EU i denne periode, kun overgået af Irland. Ifølge arbejdsgiverne og borgerskabet skyldes det, at danske overenskomster, arbejdsmiljøregler og ”høje sociale ydelser” presser erhvervslivets ”omkostninger og konkurrenceevne”.

Men sandheden er, at arbejdsproduktiviteten og udbytningen er steget markant, ikke mindst siden krisen 2009. Industrivirksomhederne har gennemført den største produktivitetsstigning, som alene i 2013 steg med mere end 5 pct. Produktivitetsniveauet – den værdi, hver ansat producerer pr. time – er en af de højeste i EU.

Nye tal fra DA og Metal viser, at lønkvoten, den del af værdiskabelsen, der går til løn (værdien af varen arbejdskraft) ligger et godt stykke under sit historiske gennemsnit. Siden 1966 er den kun set lavere i 2000.

Det betyder, at merværdien – dvs. den andel af arbejdernes værdiskabelse, som kapitalisten tilegner sig, deres ubetalte arbejde – er vokset både relativt og absolut. Det understreger, at dansk industris konkurrenceevne er overordentlig god, med en høj udbytningsgrad af arbejderne, høj kvalitet og store fortjenester og profit.

Med truslen om at flytte endnu flere arbejdspladser ud af landet har virksomheder som Danish Crown fået staten og finansminister Corydon (S) til at lovgive om den såkaldte ”Bornholmer-model”, hvor slagteriarbejderne skal investerer en del af deres løn i virksomheden. Den skal nu gøres til et generelt tilbud til arbejdsgiverne. Samtidig er arbejdernes realløn faldet ved den ene ok-forhandling efter den anden.

OECD bedømmer, at de nyliberale arbejdsmarkedsreformer, der er blevet gennemført i Danmark fra 2000 til 2012, har skabt en langt bedre udnyttelse af arbejdsstyrken. Og dermed været til glæde for dansk erhvervslivs økonomi. Det gælder reformer som efterløn, dagpenge og pensionsalder, beskæftigelsesreformen, samt diverse velfærds og vækstplaner. OECD fremhæver samtidig, at der fortsat er et betydeligt ”reformpotentiale”, der kan mangedoble den økonomiske effekt for arbejdsgivere og investorer.

Det vil sige, at arbejderne kan trykkes endnu længere ned. Såvel blå som ’rød’ blok har da også bebudet nye arbejdsmarkedsreformer.

Ingen af reformerne har skabt flere arbejdspladser.

_ _ _

De ufaglærte

De ufaglærte har været og er stadig den mest klassebevidste gruppe. Det er også den gruppe, hvis sammensætning har ændret sig mest drastisk under Fogh, Løkkes og Thornings EU-nyliberalisme.

Flere hundrede tusinde ufaglærte jobs er blevet flyttet til lande med hurtigere superprofitter, især Asien og Østeuropa . Eller de er udliciteret på EU’s åbne marked til udenlandske underentreprenører med egen billig arbejdskraft.

Mellem 2000– 2012 forsvandt 24 % af de ufaglærte stillinger – 218.000 ufaglærte job. I industrien alene forsvandt over halvdelen af de ufaglærte jobs i den periode, ca. 90.000. Den omfattende arbejdsløshed har i høj grad ramt de ufaglærte kvinder både i den private og offentlige sektor. Ifølge DA er der fortsat 600.000 ufaglærte job i 2014.

Ikke mindst denne del af arbejderklassen er hårdt presset af EU’s sociale dumping af billig arbejdskraft. Og af det offentliges statsautoriserede social dumping med diverse workfare ordninger, hvor man arbejder for sin sociale ydelse. Det bruges ikke mindst til at erstatte offentlige ansatte efter diverse fyringsrunder.

Ufaglærte og folk uden kompetencer skubbes ud af arbejdsmarkedet.

Arbejdsgiverne har nægtet at bidrage til uddannelse af faglært arbejdskraft gennem tilstrækkelige praktiskpladser. Tusindevis af unge må hvert år opgive en faglært uddannelse af den grund.14.000 mangler akut praktikplads. Indenfor bygge-og anlæg, hvor regeringen gennemfører kæmpe byggeprojekter, er antallet af murerlærlinge, der får en praktikplads, faldet med 25% fra 2011-2013.

Tendensen er, at faglærte job erstattes af billigere ufaglært udenlandsk kontraktansat arbejdskraft på de store offentlige byggeri er som metro, broer og sygehuse. Nu undskylder arbejdsgiverne sig med, at de ikke kan få dansk faglært arbejdskraft nok – og derfor må importere den fra udlandet.

Danmark kan ikke længere føre en selvstændig politik

EU udvikler sig hen imod Europas Forenede Stater med stadig større kontrol over økonomi, retspolitik mm . NATO og USA styrer dansk udenrigspolitik med krigsdeltagelse og ekspansion mod øst.
Analysen af udviklingen på det europæiske kontinent – og ikke mindst af Den europæiske Union – antager stadig større betydning for fastlæggelsen af en marxistisk-leninistisk politik og taktik i Danmark.

EU er den dominerende kraft i udviklingen af politikken, økonomien og det danske samfund som helhed.

Ingen af de politiske blokke eller de dominerende regeringspartier Venstre og socialdemokraterne har en selvstændig dagsorden for Danmark. Hovedparten af dansk logivning stammer fra EU. En stor del af den bliver ikke engang behandlet i folketinget.

Skiftet fra en relativ fredsommelig udenrigspolitik og en politik for et kapitalistisk velfærdssamfund (afledt af borgerskabets frygt for en socialistisk revolution) til en aggressiv imperialistisk krigsmagt og afregningen med ’velfærdssamfundet’ til fordel for EU’s minimalvelfærdsstat med retning nedad er resultatet af dette.

Med opbygningen af unionen og den forstærkede i EU-integration og EU-landene imellem bliver den politiske situation og det politiske billede stadig mere lig hinanden i unionslandene. Dee dramatiske virkninger af krisen og krisepolitikken har dog givet en række hårdt ramte lande nogle særlige problemer og særtræk.

EU er i færd med at konsolidere opbygningen af unionsstaten med præsident, udenrigsminister, regering, parlament, overnationalt statsapparat, integreret politi, kimen til unionshæren og en eksisterende og ekspanderende våbenindustri. Bankunionen er et nyt vigtigt skridt i den retning.

Ikke bare den fælles lovgivning, men også de fælles institutioner og organiseringen af de toneangivende politiske partier på EU-plan spiller en vigtig rolle i den politiske, økonomiske og sociale harmonisering.

Der findes nu en hel falanks af eurokristelige, euro-konservative, euro-socialdemokrater, euro-højre, euro-venstre osv. De gamle nationale særpartier opløses.

Danske regeringer kan reelt ikke længere føre en selvstændig økonomisk politik. Trods euro-undtagelsen er den danske krone bundet til euro’en og trojkaen’s (Den Europæiske Centralbank, EU og Den Internationale Valutafond) ledelse og politik.

EUs finansoligarki og deres redskab EU kommissionen ønsker direkte magt over medlemslandenes banker og finanssystemer gennem den kommende Bankunion under ledelses af Den Europæiske Centralbank.

De to regeringsalternativer i dansk politik og et flertal af partierne i ’rød’ og blå blok er enige om at de danske EU-undtagelser efter Maastricht-afstemningen skal afskaffes så hurtigt, det kan lade sig gøre, startende med retsundtagelsen, der skal sendes til afstemning kort efter det kommende folketingsvalg. Til gengæld vil ingen af dem være med til en folkeafstemning om Bankunionen, selvom dansk deltagelse i denne er en klar suverænitetsafgivelse.

”EU skal blive stærkere både økonomisk og militært og skal i højere grad tale med én stemme – i samarbejde med USA og NATO”, hedder det i regeringen seneste udenrigspolitiske udspil.


Euroens og nedskæringspolitikkens fiasko

Men den økonomiske krise har rystet alle EU’s institutioner og strukturer og fået brede dele af befolkningerne til at miste tilliden til såvel det politiske unionsprojekt som europrojektet. Virkeligheden ligger milevidt fra løfterne fra unionspolitikere af enhver afskygning.

EU og euroen har ikke vist sig modstandsdygtig over for krisen, og nedskæringsreformerne har ikke bragt fornyet vækst eller skabt nye jobs. Både elendigheden og utilfredsheden er vokset.

Den europæiske Centralbank ECB har grebet til det tidligere utænkelige middel at gennemføre en gigantisk devaluering i form af QE – dvs at lade seddelpressen løbe. Der bliver pumpet mindst 500 milliarder lufteuro ind i især opkøb af statsopbligationer.

Det viser, at krisen i EU og eurozonen langt fra er overvundet. Depressionen og den deflation, som har stukket hovedet frem, er på vej til at blive kronisk, og derfor tyer man til drastiske metoder.

Arbejdsløsheden er generelt rekordhøj, i visse lande som Grækenland og Spanien har den slået alle tidligere rekorder. Fattigdommen er eksploderet i massemålestok.

Selv i det rigeste land i unionen – selve det tyske lokomotiv – er der 25 pct. flere arbejdende fattige i dag end i 2008 – altså folk som på trods af at de har arbejde lever under den officielle fattigdomsgrænse. Det er ere end 3.1 million mennesker. Der er rapporter om, at ikke bare i Sydeuropa, men også i UK dør folk af sult.

Nyliberale nedskæringsreformer, barbering af de offentlige budgetter og privatiseringer til gavn for selskabernes profitter har udpint den offentlige sektor, forringet alle velfærdselementerne – sundhed, social sikring, skoler og uddannelsesinstitutioner – fyret masser af offentligt ansatte, beskåret pensionerne og samtidig hævet pensionsalderen.

Samtidig er arbejdernes og de arbejdendes realløn generelt faldet, mens direktørlønning og kapitalisternes profitter aldrig har været større.

EU’s nyliberale reformpolitik kan man måske dårligt betegne som en fiasko, selvom den ikke har gjort, hvad dens fortalere lovede. For den har gjort, hvad den skulle: Sikret profitterne og fået arbejderklassen og den brede befolkning til at betale.

Men den har ikke skabt jobs og vækst, som dens fortalere lovede, men kun uddybet uligheden og fattigdommen. Stadig flere forstår, at EU er kapitalens og ikke folkenes projekt.

Det er EU, og ikke folkene i EU-landene, som indsætter og afsætter deres regeringer. I krisetider tager EU og EU-institutionerne over, som det er set i Grækenland, Italien og andre steder.

Den Europæiske Union vil også fremover diktere regeringerne en nedskæringspolitik, der går til benet. EU-kommissionen sikrer en hård kontrol med gennemførelsen af denne gennem bl.a. af finanspagten, hvis nyliberale retningslinjer for at beskære budgetterne og nedsætte statsgælden skal adlydes.

Også den danske finanslov bliver nu forhåndsgodkendt af EU kommissionen, der dermed er øverste myndighed for det danske statsbudget. Finanspagten udgør et våben mod sociale rettigheder, social beskyttelse og velfærdsrettigheder.


Opbygningen hen imod Europas Forenede Stater fortsætter

EU’s monopoler og finansoligarki opbygger i disse år en nyliberal forbundsstat med dertil hørende stats- og magtapparat for at styrke sig i konkurrencen og kampen med de øvrige imperialistiske blokke, og i forsøget på at overvinde den dybe økonomiske krise, der har hærget unionen siden 2008.

Der findes betydelige inter imperialistiske modsætninger mellem de gamle europæiske stormagter som Tyskland, Frankrig og UK, men ingen af dem har ikke længere deres gamle kolonibagland intakt, og ingen af dem er store nok til at klare at blive en ny imperialistisk verdensmagt alene. De har brug for den frie adgang til hele EUs indre marked og ressourcer.

Udviklingen frem mod Europas Forende Stater tager fart, trods mange indre modsætninger og modstand fra befolkningerne – trods euroens og nedskæringspolitikkens fiasko og upopularitet.

EU er i gang med at få centraliseret magten og ressourcerne i vitale dele af unionsopbygningen: Omlægningen af energiforsyning/afhængighed og modernisering sin energi infrastruktur, samling og rationalisering af våben- og krigsproduktionen (så flere lande ikke producerer det samme eller produkterne ikke passer sammen), udenrigs-, militær- og sikkerheds politikken (internationalt som internt i Unionen og dens medlemslande).

Det er alt sammen vitale områder for en kommende økonomisk og militær supermagt, som danske regeringer forsørger at sælge som særlige danske ’know how’– områder, ” hvor vi kan hjælpe verden til at blive klima smart”

På alle disse felter er Danmark, trods EU-undtagelserne, ikke alene dybt integreret med, men også underlagt megen EU-lovgivning. Danske kapitalinteresser arbejder hårdt på at komme til at stå centralt i denne udvikling, både inden for EU og som del af EUs imperialistiske politik i andre lande og på andre kontinenter.

EUs strukturelle udvikling af regioner på tværs af EUs landegrænser er yderligere med til at svække nationalstatens fundamentale økonomiske betydning og udvikling. Regionerne skal udgøre økonomiske markedszoner indenfor EU som yderligere vil skubbe til polariseringen i udviklingen mellem land og by, rige og fattige egne, højteknologiske områder uudviklede industriområder og skævvridningen mellem disse.

På store vitale samfundsområder som f.eks. tele og datatrafik har Danmark fulgt EUs privatiseringslinie og overgivet kontrollen over disse til internationale kapitalfonde og monopoler i et gigantisk tyveri af offentlige værdier. De mega-store offentlige anlægsarbejder, som broer og metro, fører på grund af EUs udliciteringsdirektiv ikke til en nedbringelse af arbejdsløsheden – men fører tværtimod med udlicitering og social dumping fra billigere EU-arbejdskraft uden danske ok-rettigheder derimod til yderligere pres på arbejdsløshed og lavtløn.

EU har indført en meget restriktiv retspolitik- og praksis vendt mod arbejderklassens og folkenes kampe for forandring, som er omfattende og voksende. Det gælder ikke kun for den såkaldte terrorlovgivning. Danmark har således indført en række af love, der betyder mindre retssikkerhed for borgerne – som eksempelvis ulovlige masseanholdelser med lømmelpakken og offentlighedsloven.

De stadige skridt mod politistaten betyder samtidig øgede straffe og øget kriminalisering af den almindelige befolkning, mens de riges svindel og økonomiske forbrydelser i mange tilfælde gøres lovlige og straffri.

Den danske retsundtagelse har betydet, at magten over retspolitikken ikke fuldstændig er overgået til fremmede magte som et tyskstyret EU.
Den kommende folkeafstemning om retsundtagelsen bliver en meget vigtig opgave for EU-modstanden for at sikre et nej.

Befolkningerne i EU skal gradvis bringes til at acceptere denne udvikling af EU hen imod ’Europas Forenede Stater’.

EU-kommissionen er det direkte redskab for de europæiske monopoler og finansoligarki, der sammen med EU parlamentet skal give EU et parlamentarisk og ’demokratisk’ skær.
Den nye centrale politiske trio – EU’s præsident Donald Tusk, EU- kommissionens formand Jean Claude Juncker og EU’s ’udenrigsminister’, den høje repræsentant Federica Mogherini, er uden politisk legitimitet i befolkningernes øjne, men spiller en stadig mere synlig rolle.

Også i det danske mediebillede forsøger magthaverne at vænne os til en europæisk overnational forbundsregering.

Det imperialistiske EU hånd i hånd med NATO

Et aggressivt og imperialistisk EU deltager også i imperialistiske krige rundt om i verden, i alliance med USA og reelt som en komponent i NATO. Det fører også sine egne kolonikrige, ikke mindst i Afrika, med Frankrig som spydspids.

I 1990’erne understøttede EU Sovjetunionens og østblokkens opløsningsproces med henblik på selv at kontrollere de lande, der ’gjorde sig fri af det sovjetiske åg’, og opslugte først DDR i Tyskland og siden de øvrige lande et for et i Unionen. Man opflammede krigene på Balkan for at opsplitte den jugoslaviske føderation.

I 2014 understøttede man kuppet i Ukraine og indsættelsen af et regime, støttet på åbenlyse fascistiske og nazistiske kræfter. Det har sluppet en ny borgerkrig løs mod befolkningen i Østukraine, der har ødelagt store områder, dræbt mange tusinde og drevet mere end en million på flugt.

Men propagandaen kalder stadig EU for ’fredens projekt’, en garant for fred i det mindste på vort kontinent. Det er den største af alle propagandaløgne om monopolernes EU.

USA og EU står sammen om NATOs ekspansion mod øst – hen mod den russiske grænse hele vejen fra nord til syd i Europa – og planerne om at befæste den med fly, raketter og baser hele vejen.

Det betyder stærkt øgede spændinger på kontinentet, og ikke bare mulighed for lokale krige og krige pr stedfortræder. Det betyder også mulighed for en ’varm’ krig mod Rusland, en krig som dor tredje og værste gang vil lægge kontinentet i ruiner. Atomkrigens mareridt tegner sig igen.

Danmark har sammen med de øvrige nordiske lande – Norge og det såkaldt neutrale Sverige og Finland – til opgave at være NATOs befæstede nordflanke langs grænsen til Rusland – det vil sige fra det yderste nord til de baltiske lande og Østersøen. Danske fly indgår i ’forsvaret’ af de baltiske lande.

Den nyliberale samfundsmodel og ’konkurrencestaten’

Nyliberalisme er EU’s grundlov som skiftende danske regeringer efterlever med deres nedsskærings’reformer’ og frihed til markedskræfterne. Den såkaldte velfærdsstat er EU-tilpasset og brudt ned gennem de sidste 30 år. Samfundsværdier privatiseres og ‘konkurrenceudsættes’

 I disse år ser vi konsekvenserne af store veltilrettelagte samfundsændringer, der er planlagt og sat i værk gennem de sidste 3 årtier af borgerskabet og det politikere. Danmark er blevet en aktiv krigsførende nyliberalistisk EU- stat, dybt integreret i det imperialistiske system og dets styringsmekanismer.

Som med det berømte første lille hul i en dæmning, der til sidst underminerer den og får den til at bryde sammen, har skiftende regeringer – Schlüter, Nyrup, Fogh, Løkke og Thorning indført privatisering og liberaliserings skridt, der i dag har accelereret til et nyliberalistisk ”konkurrence- samfund”.

EU har traktatfæstet nyliberalismen som den eneste mulige økonomiske udvikling i Unionen og unionslandene. Både blå og ’rød’ blok har bundet Danmarks udvikling til den. Dansk økonomisk og finanspolitik styres af EU’s budgetlov.

Men modstanden mod denne snigende EU-tilpasning har været så stor i befolkningen og arbejderklassen, at det har taget dem 30 år at nedbryde det, man kaldte ”velfærdsstaten”.

Nyliberalismen er udtryk for imperialismens udviklingstrin i dag, og for styrkeforholdet til kapitalens fordel i klassekampen. Borgerskabet afblæste ikke klassekampen, den forsvandt ikke, som de påstod.

De satte fuld power på angrebene på arbejderklassen og afblæste i stedet det tidligere klassesamabejde mellem arbejdsgiverne, staten og fagbevægelsen om den såkaldte velfærdsmodel, der havde givet en række midlertidige sociale goder.

For at skjule denne udvikling taler politikerne hele tiden om at bevare det Danmark, vi kender.

Liberaliseringen af reguleringen af finanskapitalen og sikringen af EU- kravet om kapitalens frie og uhindrede bevægelighed, har fået finanssektoren til langt at overstige de produktive erhverv i et endnu hurtigere tempo. Erhvervs-, landbrugs- og dele af den offentlige sektor bliver i stigende omfang solgt til danske og udenlandske kapitalfonde.

De ansvarlige bliver stadig mere usynlige og urørlige. Skridt får skridt har de fået uhæmmet adgang til at mangedoble deres profit, tømme selskaber for værdier, stjæle samfundsværdier gennem privatiseringer og skattely. Dong skandalen hvor regeringen forærede den amerikanske kapitalfond Goldmann Sachs 19% af aktierne i det danske energiselskab bag lukkede døre er bare et eksempel.

Monopoliseringen af bankvirksomheden har fået staten til under finanskrisen at give bankerne flere bankpakker med 100 milliarder kr. bankgaranti mod tabene i deres kasinospekulation. Det er sket og sker på de almindelige skatteyderes regning. Samtidig tillades bankerne årligt at opkræve millionbeløb på fiktive gebyrer i kraft af deres monopol på den digitale pengestrøm.

Staten og fagbevægelsens top har kastet arbejdernes og den øvrige befolknings hårdt tjente tvungne pensionsmilliarder ind i spekulationsøkonomien. Alene i kriseåret 2008 tabte bare en af fondene – ATP – 25,7 milliarder pensionskroner. Der sker gennem danske og snart også udenlandske kapitalfonde, der samtidig scorer millionkassen på at forvalte fondene.

Monopoliseringen og skævvridningen mellem land og by øges. Det kaldes udkantsdanmark men er en af kapitalismen utallige indbyggede modsætninger Arbejdspladser, uddannelsessteder, butikker, sygehuse, kulturinstitutioner koncentreres i stadig færre større byer.

Stadig større områder i landet er uden offentlig transport, ambulancer og skadestuer, børneinstitutioner eller digital dækning – og er reelt underafvikling. Landets dagligvareforretninger koncentreres i stadig færre butikskoncerner ejet af multinational kapital. Det betyder forsat butiksdød for de mindre butikker, og det er med til at skubbe til afviklingen af mindre byer og samfund.

Trods adskillige vækstpakker, hvor millionbesparelser og nedskæringer på SU, ældre og socialområdet er blevet foræret til erhvervslivet, har det økonomiske opsving indtil nu kun ramt aktieejerne.

Diverse kommissioner som ’produktivitetskommission’ og ’moderniseringskommission’ har kun én slags medicin for vækst: nemlig forsat mere af samme skuffe. Væk med alle hindringer for privat kapital og for arbejdsgiverne. Mere privatisering og udlicitering, øget markeds- og konkurrence vilkår, mere mål – og resultatstyring i det offentlige – og stadig større reduktion af fagforeningernes indflydelse.

Allerede for flere år siden er det blevet lovliggjort, at private må hive fortjeneste og profit ud på børnepasning, ældrepleje, aktivering af arbejdsløse og behandling af syge.

Årtiers erfaringer har vist, at argumentet om, at privatisering af uddannelse, omsorg og sundhed skulle gøre det billigere og bedre, var bedrag. Tværtimod har det suget pengene ud af den offentlige sektor, gjort det dyrere for brugerne og sænket kvaliteten både i den private og offentlige sektor, og for såvel brugere som ansatte.

Alligevel drives udviklingen videre ad privatiseringsvejen. Med den socialdemokratiske vækstministers ord, ligger der ”en forretning på 300 milliarder kr. og venter på udlicitering i den offentlige sektor”. EU’s privatiseringsdirektiv på tvinger medlemslandene til at sælge ud af de mulige profitgivende dele af den offentlige sektor.

Hvis EU og Danmark tilsluttes den planlagte traktat TTIP (det transatlantiske handels- og investerings partnerskab) vil TTIP gøre det ulovligt, hvis et land ønsker at ophæve en privatisering og eksempelvis gøre dagpleje til en offentlig kommunal opgave.

Befolkningens modstand mod privatisering og de dårlige erfaringer har fået staten til at træde ind i privatiseringsbølgen som en påstået neutral part. Det sker f.eks. gennem såkaldt offentlig-privat partnerskab, OPP. Stat og kommune påtager sig det økonomiske ansvar og tab uden modkrav og kontrol, mens en multinational kapitalfond som det skandaleramte Attendo kan stå for driften og hive fortjenesten ud.

Eller det sker ved, at stat eller kommune opretter sine egne offentlige koncerner, som ex. Koncernservice i Københavns Kommune, der kører helt på markedsmekanismer for skatteydernes penge.

Den offentlige sektor er blevet omdannet og skåret efter nyliberalismens New Public Management model. Det betyder, at alt måles og styres efter de økonomiske resultater og markeds-og konkurrence principper. At institutioner på den ene side splittes op i små isolerede enheder og samtidig er underlagt stram centralistisk styring. Øget kontrol med brugere og ansatte.

Topstyring hvor underordnede ansatte hverken har ytrings-eller handlefrihed. Større magt og fokus på ledelse, der samtidig bliver mere anonym, skjult og uden offentligt ansvar. Mørkningsloven sikrer mod borgernes aktindsigt i statens forvaltning af magten.

Statsapparatet er ikke blevet svagere eller mindre i den nuværende nyliberalistiske periode. Det er ingen minimalstat. Nyliberalismen har brug for et stærkt statsapparat til kontrol, overvågning, og magt vendt mod en stadig mere utilfreds befolkning.

Staten har givet sig selv bemyndigelse til helt at definere sine indre og ydre fjender, kriminalisere og stemple dem som terrorrister og sætte demokratiske og retssikkerheds-principper ud af kraft.

Staten skal bruges til at sikre den fri adgang til udbytning og omfordeling af samfundets rigdomme gennem eksempelvis finanslove, skatter og afgifter.

Statsmonopolkapitalismen står uindskrænket i den private profits tjeneste, og den danske kapitalistiske stat bliver stadig tættere integreret som en del af den europæiske monopolkapitals overnationale statsmekanismer og det internationale imperialistiske bourgeoisis globale magtapparat.

 

Borgerskabets ideologiske aggression

Det kapitalistiske samfunds idealer og filosofi afspejles i det olympiske motto: Hurtigere – højere – stærkere. I dag med tilføjelsen: For enhver pris! Det angiver både målet både for den kapitalistiske samfundsopdragelse og for individets selvudvikling. Sammenhold, solidaritet, samfundssind, kollektivitet er discipliner, der falder uden for rammerne.

Ideologier – forestillinger om verden, samfundet, mennesket, naturen, moral, godt og ondt – er knyttet til samfundsklasserne og gennemløber som alt andet historiske udviklinger. Den herskende klasses ideologi er i ethvert klassesamfund den herskende ideologi, og borgerlig ideologi er dominerende i det kapitalistiske samfund.

Den er ikke opstået gennem en kamp om ideer, men er et produkt af klasserne og klassekampen, og dens herredømme sikres gennem kontrollen med institutionerne, uddannelser, medierne, det offentlige liv i det hele taget, mens andre ideologier fortrænges og udgrænses.

Det kapitalistiske samfund søger at vinde den ideologiske kamp om hjerner og hjerter ved at organisere menneskenes ideer og beherske deres tanker og handlinger.

Ideer og tanker er ikke »neutrale«, de er ikke eviggyldige eller uforanderlige. De repræsenterer bestemte klasser og bestemte klasseinteresser. Det imperialistiske borgerskabs ideologi er reaktionær, den tjener til at bevare og befæste dets klasseherredømme, til at forberede aggression imod og slavebinde andre folk.

Arbejderklassens ideologi, marxismen-leninismen, er revolutionær, den sigter på at gøre op med borgerskabets og imperialismens magt og i stedet bygge et nyt, socialistisk samfund, hvor der ikke er plads til undertrykkelse og udbytning.

Det kapitalistiske samfund baserer sig på konkurrence – på alles kamp mod alle – på den kloge som narrer den mindre kloge – og har derfor Vinderen som helt og rollemodel. Fanden får taberen.

Nr. 1 – ligegyldigt i hvad! Berømt – ligegyldigt for hvad! bliver mål i sig selv.

Sportsstjerner, topskuespillere, musikalske superhits og elitesoldater er tilbedte helteskikkelser i symbiose med feudale levn, kronede hoveder og blåt blod. Størst af alt og alle er den svimlende rigdoms legemliggørelser, mangemilliardærerne, ejerne af alt, hvad der kan købes for penge.

Det kapitalistiske samfunds idealer og filosofi afspejles i det olympiske motto: Hurtigere – højere – stærkere. I dag med tilføjelsen: For enhver pris! Det angiver både målet både for den kapitalistiske samfundsopdragelse og for individets selvudvikling. Sammenhold, solidaritet, samfundssind, kollektivitet er discipliner, der falder uden for rammerne. Den herskende klasses børn er født til at vinde.

Den borgerlige ideologi sigter på også på at få de brede masser, der ikke født til at vinde, til at tilpasse sig og fungere efter deres tildelte roller i klassesamfundet. Den skal få dem til at acceptere den herskende tilstand og det eksisterende samfund som nærmest naturgivent og som det bedst tænkelige – og indrette sig efter det og i det uden protest.

En gigantisk underholdningsindustri er udviklet netop med dette formål – TV, film, serier, spil, konkurrencer, mode, musik, sport osv – tjener alt sammen til at drukne frustrationerne over den kapitalistiske virkelighed, udbytningen og elendigheden hos de brede masser, samtidig med at de dækker og opfylde reelle behov for arbejdskraftens regeneration, for hvile og for at samle kræfter til dagligdagen.

Masseunderholdningen og masseunderholdningsindustrien har i de senkapitalistiske samfund langt hen ad vejen overtaget religionernes rolle som opium for folket.
Deres væsentligste opgave er at udslette drømmen om og kampen for et andet samfund.

Et særligt vigtigt mål for den ideologiske aggression er arbejderklassens revolutionære teori, socialismen og kommunismen, herunder arbejderklassens historiske kampe og sejre og erfaringerne fra de socialistiske samfund.

Der føres en konstant propaganda for at forvanske alt dette og tegne et billede af kampen for socialisme som nyttesløs og de socialistiske samfund som dystre kapitler i menneskenes historie – på linje med fascistiske diktaturer. Det tjener alt sammen til kapitalismens bevarelse.

Det gør også udbredelsen af reaktionære og mystiske ideer, filosofier og religiøse forestillinger, der opstod i og er knyttet til tidligere historiske perioder. Fundamentalistiske religionsopfattelser inden for kristendom, judaisme, islam osv. udbredes sammen med nyreligiøse strømninger, horoskopi og spådomskunst, ånder og overtro. Middelalderen kommer igen på mode. Den hjælper til at holde kapitalismen på fode.

I takt med uddybningen af kapitalismens almene krise og den voksende sociale uro optrappes også den ideologiske aggression imod de sociale kræfter, der er de potentielle bærere af et andet samfund – arbejderne, ungdommen, almindelige folk, mænd og kvinder.

Bryd den kapitalistiske offensiv! Bryd med blokkene!

Valg udtalelse vedtaget på APK’s 6. kongres, maj 2015

Arbejderpartiet Kommunisternes 6. kongres erklærer, at det er nødvendigt der opbygges et bredt alternativ til de to dominerende blokke, og at den folkelige modstand mod de nyliberale angreb på arbejderne og det store flertal styrkes og synliggøres.

Valgkampen er i fuld gang og millioner ruller til annoncer og spindoktorer på overtid. For de to blokke gælder det om at overtrumfe hinanden i at banke hårdest på arbejdsløse og flygtninge. Til gengæld tales der ikke om den stadig mere reaktionære udvikling af  og i EU, eller om krigene, oprustningen og de planlagte 30 milliarder til nye krigsfly. Der tales ikke om Danmarks rolle i den ny kolde krig i Europa og NATO’s fremrykning til Ruslands grænser

Fire år med Helle Thornings regering og ’rød blok’ har været en skuffelse for de fleste af dem, som bragte dem til regeringsmagten og håbede, at en ny regering ville betyde et politisk kursskifte og en anden politik i forhold til blå blok, Fogh- og Løkke-regeringerne.

De to blokke er grundlæggende enige i retningen og i gennemførelsen af EU’s nyliberale økonomiske politik. Uenighederne drejer sig om tempo, om taktik, ikke om principperne.

Årene med SRSF og SR som regering har igen vist, at ’rød blok’ og ’blå blok’ i dansk parlamentarisk politik begge er udtryk for den herskende klasses, kapitalens og borgerskabets interesser.

Der findes ikke et parlamentarisk alternativ til de to blokke. Kun partier der tilhører eller støtter den ene eller den anden. Ingen som afviser begge blokkene og dermed det faktiske to-parti-system.

Arbejderpartiet Kommunisterne konstaterer samtidig, at det er ikke først og fremmest er i folketinget, at de asociale nedskæringer og løndumpingspolitikken, krigspolitikken, EU-politikken og de fremvoksende fascistiske og racistiske kræfter skal slås tilbage. Folketingsflertallet i ’rød’ og blå blok støtter disse politikker og denne udvikling.

Kampen afgøres uden for folketinget, på arbejdspladserne, på gaderne – ved organisering og aktion, gennem arbejdernes kamp, ved massekampe og folkelige bevægelser.

En stemme på ’rød’ blok er en stemme for fire år mere af det samme

Thorning-regeringen har gennemført den ene forringelse af de sociale ydelser efter den anden – dagpenge, efterløn, pensionsalder, kontanthjælp osv. Den har lockoutet skolelærerne og gennemført en hel stribe uddannelsesreformer, som skal tilgodese erhvervslivets krav. De gavner hverken børnenes udvikling eller de unges fremtidsmuligheder, og presser samtidig  ansattes arbejdsforhold til det yderste – for en ringere løn.

Den offentlige sektor udpines og underbemandes, mens de ansatte piskes til at arbejde mere og hurtigere – med brutale konsekvenser for syge, ældre, børn og unge, for det store flertal.

Regeringen har fortsat ophørsudsalget af den nationale selvstændighed – og af nationale værdier som ved salget af DONG til spekulantgruppen Goldman Sachs.

Den har også fortsat Danmarks rolle som amerikansk krigslakaj med deltagelse krigene i Mellemøsten og Afrika. Den har indført EU’s patentdomstol og vil indlemme Danmark i monopolernes bankunion og i handelsaftalen TTIP mellem EU og USA. Sammen med Løkke og Co. vil den have den danske retsundtagelse afskaffet ved en folkeafstemning kort efter folketingsvalget.

En stemme på ’rød blok’ er en stemme for fire år til med samme politik.

Blå blok er intet alternativ

Blå blok er intet alternativ. Den førte og vil fortsætte de samme nedskæringer, lidt værre. De samme stramninger, lidt styggere. Hvis de ellers kan komme igennem med dem, fordi Løkke og Co.  også fremprovokerer en kraftig folkelig modstand.

Anders Fogh fik for alvor Danmark ind på nyliberalismens og de imperialistiske kriges vej som drabant for USA og NATO. Luksus-Løkke beviste sin uegnethed til at lede landet, da den af begge blokke fuldstændig uventede kapitalistiske økonomiske verdenskrise brød ud i 2007-08 og Danmark tømtes for hen imod 200.000 arbejdspladser.
.
Blå blok har meldt ud, at man vil nedlægge de fem regioner, og overlade hele sygehusdriften til ’professionelle bestyrelser’. Det er et springbræt for totalprivatisering af hospitalsvæsenet så det også kan afhændes til udenlandske spekulanter. En kommende Løkke-regerings ’Dong-projekt’.

Stem blankt – og styrk kampen uden for folketinget

Både Løkke og Thorning vil lade arbejderne, almindelige ansatte, arbejdsløse og folk på overførselsindkomster betale, så kapitalisternes profitter sikres, og bankerne og børspillere  fortsat kan spekulere. De står sammen om at trykke arbejdsløse og folk uden for arbejdsmarkedet ned i skidtet. De fører klassekamp mod arbejderklassen og alle arbejdende og bruger arbejdsløse, bistandsmodtagere, flygtninge og indvandrere som syndebukke.

Resultatet er systematisk løndumping og reallønsfald,  systematisk skabelse af et dansk lavtlønsarbejdsmarked og en udstødt gruppe af ’working poor’ og en endnu mere udstødt gruppe af kontanthjælpsmodtagere på forskellige ydelser uanset etnicitet.

En øredøvende reaktionær propaganda bruges til at splitte arbejdernes modstand og forhindre en fælles kamp fra alle der rammes af de nyliberale kapitalistiske offensiv.

I begge blokke er der partier, som fungerer som regeringernes ’sikkerhedsnet’  og som en social profil, der skal lænke vælgerne til netop deres blok.

Det er for de blå Dansk Folkeparti, som ned fremmedfjendskhed sår splittelse i arbejderklassen og befolkningen.

For en ’rød’ regering er det SF og Enhedslisten, der fremstiller sig som garanter for, at den fører en progressiv politik, men når det kommer til stykket alene er garanter for mere Thorning.

Der er ingen af folketingsvalgets partier, der ikke er fanget i blokpolitikken og blokspillet. Heller ikke det nye Alternativet.

Det betyder at enhver stemme, der afgives på de opstillede partier, bliver en stemme for enten Lars Løkke eller Thorning Schmidt som statsminister.

Derfor opfordrer Arbejderpartiet Kommunisterne til, at der stemmes blankt ved folketingsvalget i protest mod blokregimentet og deres reaktionære politik – og til at styrke kampen udenfor folketinget.

24.  maj  2015

Solidaritet i stedet for opsplitning og hetz – Fælles kamp mod de nyliberale arbejds- og nedskæringsreformer!

Udtalelse vedtaget på APK’s 6. kongres

Arbejdsgiverne fører åbenlys klassepolitik. Politikerne følger diktaterne fra erhvervslivets top. De har gennemført benhårde arbejdsmarkedsreformer som dagpengereformen, efterløns- og beskæftigelsesreformen. Sammen med striben af de øvrige nyliberale reformer følger de arbejdsgivernes krav om at lønnen skal trykkes ned og arbejdskraften skal være så billig som muligt.

Når konkurrenceevnen skal op og lønnen ned, betyder det, at arbejderne i alle EU- landene skal konkurrere med hinanden på en stadig lavere løn og længere arbejdstid. Konkurrenceræset mod bunden skaber kun utryghed.

EU’s indre marked er gået direkte efter afskaffelse af arbejderrettigheder, overenskomster, løn og ansættelsesforhold, arbejdsmiljø, pensions- og arbejdsløshedsrettigheder.

Derfor har de sat hårdt ind for at nedbryde den faglige organisering, svække og kriminalisere arbejdsklassens kampkraft og legale muligheder. Danske EU-politikeres snak om den danske model som værn er et bedrag.

Det er ikke indvandrere, østarbejdere, kontraktarbejdere, der stjæler arbejde fra os. Det er arbejdsgiverne, der spekulere i at skaffe billigere arbejdskraft med stat og EU i ryggen.  Staten har tilmed sat det i system med tvangsarbejde og nyttejobs for offentlige ydelser.

Social dumping løses ikke ved at den enkelte selv må sige fra. Eller ved at den enkelte tillidsmand må forhandle sociale klausuler. De løn- og arbejdsvilkår, som arbejderklassen har tilkæmpet sig, skal gælde for alle, der arbejder i Danmark.

Fagbevægelsens topfolk har modsat sig opbygningen af en solidarisk fælles kamp mod det nyliberale felttog. Fagtoppen arbejder efter en nyliberalistiske markedsmodel. Kollektive rettigheder erstattes af salg af individuelle serviceydelser og finansspekulationer med de gigantiske pensions- og ATP-fonde.

Der er brug for solidaritet og for at alle arbejdere står sammen.  Folk fra andre lande og himmelstrøg – uanset hvilke – kan til og med give et internationalt udsyn og bringer nye erfaringer og inspiration med sig.

Den fælles solidaritet og enhed i kampen for arbejderklassens rettigheder og vilkår må sikres både på arbejdspladserne og i den faglige organisering.

Enheden må bygges op nedefra mellem arbejdende, arbejdsløse og udstødte – på tværs af nationalitet og etnisk baggrund.

Problemer som løndumping, arbejdstid og overenskomst må løses i fællesskab – ved at styrke klassekampslinjen.


Vi kræver:

Stop for social dumping.  Overenskomstmæssige løn- og arbejdsforhold skal gælde for alle der  arbejder i Danmark 

Skab regulære jobs til alle på arbejdsmarkedet på overenskomstmæssige vilkår

Nej til offentligt tvangsarbejde og arbejdsordninger for kontanthjælp og dagpenge

Praktikpladser til unge og voksenlærlinge

6 timers arbejdsdag – nej til fleksibel livsarbejdstid

30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation  

Forsvar retten til faglig kamp og organisering

For en ny dagpengereform, der fordobler dagpengeperioden og nedsætter genoptjeningsperioden for alle – de arbejdsløse skal ikke betale dagpengereformen

Rul de asociale nyliberale reformer tilbage

24. maj 2015

Solidaritet og fælles fremtid – En progressiv asyl-, flygtninge-, indvandrer- og integrationspolitik

Af Arbejderpartiet Kommunisterne APK
Forord til anden udgave

Udviklingen er gået hurtigt,  siden APK udgav sit program for en progressiv flygtninge-indvandrer-politik i april 2015.

I løbet af nogle septemberdage voksede en massebevægelse af civil ulydighed, humanitær indsats og protest mod EU’s og Danmarks reaktionære og menneskefjendske flygtninge- og krigspolitik frem over hele landet. Solidariteten blev konkret. Den forenede handlinger og mennesker på tværs af  generationer, etnisk baggrund, religiøse og politiske skel og blokke.

Det blev en levende folkelig integration af alt dette, skabt af respekt og et dybfølt ønske om menneskelig værdighed. Den blev organiseret nedefra og uden om det ”politiske establishment” og er blevet en kollektive erfaring for en ny generation.

Den 12. september gik mere end halvtreds tusinde mennesker i flere danske byer på gaden for at vise deres solidaritet og protestere Det samme skete i 74 andre byer rundt om i Europa i en fælles international aktionsdag.

Regeringen og politiet havde få dage forinden forsøgt at stoppe den lille brøkdel af flygtningestrømmen, der var nået op gennem Europa til den danske grænse og forhindre dem i at forsætte til Sverige og Norden. Flygtninge-  børn og voksne –  begyndte en vandring på motorveje op gennem landet for at nå deres mål.

I hundredvis af danskere trodsede myndighederne og hjalp flygtningene på rejsen gennem Danmark og videre til Sverige. På trods af at de i officielle medier blev hængt ud som ”kriminelle” og ”menneskesmuglere”. Tusinder var med at hjælpe flygtningene konkret med vand og mad, tøj og byde dem velkommen.

V-regeringen  nægter, at Danmark skal tage imod flere flygtninge. Integrationsminister Inger Støjberg kalder det for en succes for regeringens fremmedfjendske politik og  dens annoncekampagne i Libanon, fordi flygtningene vil videre, væk fra Danmark.

Reaktionære politikere er tavse om konsekvenserne af krigspolitikken. De overdriver til gengæld flygtningeproblemet i et EU, der barrikaderer sine grænser og sætter militær ind. De forsøger at bilde folk ind, at ’flygtningestrømmen’ kun kan løses med mere EU og tættere forseglede grænser og mere politi.

Hverken mere EU eller flere spærrebomme løser de problemer, som Vestens og EU’s politik for krige og udplyndring har skabt. Ikke mindst i Mellemøsten og Afrika. Virkelige løsninger må rette sig mod årsagerne til flygtningestrømmene – og sikre at krigene stoppes og landene genopbygges. Det vil sige bekæmpe imperialismen.

Disse udviklinger og den nye massebevægelse, der siger Velkommen til flygtninge, kommer oven på en sommer, hvor flygtningestrømme blev til stadig større menneskelige katastrofer langs EU’s ydre grænser og indre grænser. Hvor EU’s flygtningepolitik brød sammen. De kom oven på forårets folketingsvalg,  hvor partierne kørte et ræs mod bunden i fremmedfjendske udgydelser.

Den  ny V(DF)-re regerings første handling var et straks- indgreb, der skulle holde asylansøgere og flygtninge ude af landet. Integrations- ydelsen blev halveret sammen med en række andre stramninger, der med integrationsministerens ord skulle ”få udlændingeområdet under kontrol igen”.

Den store bevægelse, vi har set springe frem, peger på en helt anden vej. APK’s platform for en progressiv flygtninge-indvandrerpolitik er et bud på og bidrag til  denne vej. Der er lavet nogle enkelte tilføjelser til teksten til denne udgave i forhold til de nye udviklinger.

13.09.2015

Flygtninge- og asylpolitik

Flygtningene hjælpes bedst i deres egne lande og i nærområderne – men det forudsætter at krigene ophører og stop for ødelæggelserne. Fred, genopbygning, arbejde og udvikling vil stoppe millionstrømmene og gøre ende på de menneskelige tragedier.

EU’s ydre grænser er spækket med pigtråd, mure, miner og overvågning. Middelhavet er forvandlet til verdens farligste grænseovergang, til en massegrav for asylansøgere og krigsflygtninge. EU bruger milliarder af euro på at militarisere Fort Europa, grænsekontrollen Frontex og det særlige middelhavsprogram Triton, mod hvad de kalder ’illegale immigranter’, med krigsskibe, fly og militær. I Ungarn står soldater langs EU’s grænse.

Fremmedfrygt og racisme skal få os til at tro, at flygtninge og indvandrere fra de fattige, krigshærgede og ikke mindst muslimske lande udgør en trussel mod samfundet. Danske politikere er langt fremme og i front med en menneskefjendsk asyl- og flygtningepolitik.

FN anslår, at der er omkring 50 millioner flygtninge fra krige, forfølgelse og etniske udrensninger i verden. 95 % af alle verdens flygtninge lever i den fattigste del af verden.

Den danske stat yder sit store bidrag til nye krigszoner og til at skabe nye flygtningestrømme med sin permanente deltagelse i USA-imperialismens, EU’s og NATOs terrorkrige. Krigene, ødelæggelserne og udplyndringerne af landes ressourcer driver millioner på flugt fra deres hjem, i internt eksil eller til nabolande. Store befolkningsgrupper har ikke mad og vand til at overleve. En lille procentdel af flygtningestrømmen søger videre mod EU.

Kapitalismen med de multinationale monopolkoncerners og globale finansoligarkers kontrol og rovdrift forhindrer landenes selvstændige opbygning og økonomiske udvikling. Krigenes ødelæggelser sætter dem årtier tilbage. Det er nogle af de virkelige årsager til, at mennesker flygter og søger til andre lande. ’Velfærdsturisme’ er et kynisk begreb, som politikere, der rejser på 1. klasse på skatteborgernes penge, har opfundet.

Danmark har længe været et af de lande i Europa, der tog færrest flygtninge – og er det fortsat, når man tager landets ressourcer i betragtning. På trods af en voksende flygtningekrise ønsker regeringen at holde flygtninge og asylansøgere ude og gøre deres ophold her så vanskeligt som muligt.

Flygtninge- og indvandrer-kortet trækkes af de kapitalistiske partier og reaktionære kræfter for at splitte den voksende modstand mod den massive nedskæringspolitik, forringelser på arbejdsmarkedet og mod krigspolitikken og den nyliberale EU-politik. Det trækkes for at gennemtvinge lavere lønninger, skære i dagpenge, pensioner og andre ydelser og få nye asociale ’reformer’ igennem.

Men mange demokratisk indstillede mennesker vender sig i stigende grad mod den asociale og inhumane danske flygtninge- og indvandrerpolitik.

For at stoppe og ændre den nuværende asociale politik er det afgørende at udvikle solidaritet og enhed i arbejderklassen og befolkningen på tværs af etnisk baggrund, nationalitet, køn, alder, hudfarve og religion. Alle skal have samme muligheder, og vi har brug for alle i en fælles kamp for et bedre Danmark og en bedre verden at leve i.

 


ANNONCE PÅ ARABISK

Regeringens integrationsminister Inger Støjberg indsatte følgende annonce
i libanesiske medier 7. september 2015

”De danske udlændingemyndigheder oplyser om ændringer i vilkår for ophold i Danmark, som den nye danske regering gennemfører. Danmark har besluttet at stramme reglerne for flygtninge på en række områder.

Det danske parlament har netop vedtaget:

  • At beskære de sociale ydelser markant. De sociale ydelser til nyankomne flygtninge nedsættes med op til 50 procent.

Regeringen vil fastholde og sikre

At udlændinge, som opnår midlertidig beskyttelse, ikke har adgang til at få deres familie til Danmark i det første år.

 

  • At udlændinge tidligst kan få permanent ophold efter 5 år og risikerer indtil da at miste deres ret til ophold.
  • At der stilles sprogkrav om evne til at tale og forstå dansk for at kunne opnå permanent ophold i Danmark.
  • At der efter en særlig hurtig procedure gives afslag, når en asylansøgning betragtes som åbenbart grundløs.
  • At alle afviste asylansøgere skal sendes hurtigt ud af Danmark.
  • At der er et særligt udrejse center for afviste asylansøgere med henblik på at sikre, at asylansøgere, der får afslag på asyl i Danmark, så hurtigt som muligt sendes ud af landet. ”

Hentet fra Integrationsministeriets hjemmeside.

Retssikkerhed for asylansøgere

Danmark er blevet kendt som et land med gentagne alvorlige brud på menneskerettighederne og konventionen om børns rettigheder, når det gælder behandlingen af asylansøgere og flygtninge. En række kyniske udvisningssager har yderligere bekræftet dette.

Tamilskandalen er ikke bare fortid. Den nylige Eritrea-rapport var samme slags politisk bestilt bedrag. Det er desværre ikke enkeltsager. Der er tale en kontinuerlig praksis under skiftende blå og røde regeringer, med systematiske og kyniske lovbrud med menneskelige katastrofer og lidelser til følge.

Der er tale om magtmisbrug, sagsbehandling med ukorrekte og mangelfulde oplysninger og med tilbageholdelse af oplysninger fra embedsmænd i ministerier og styrelser. Retssikkerhed er erstattet af skønsmæssige administrative afgørelser over menneskers liv og skæbne på et sprog, de ikke forstår. Frem for ved klare love reguleres hele området af cirkulærer og ministrenes signaler om, hvor stramt disse skal fortolkes.

Afgørelser skal kunne afprøves ved civile domstole. Ansvarlige politikere og embedsfolk skal kunne stilles til ansvar for overtrædelse af love og menneskeretskonventioner og konventioner om børns rettigheder.

Den såkaldte mørklægningslov – dvs. den nye offentlighedslov fra 2014 – stiller politikere og embedsmænd uden for demokratisk og offentlig kontrol. Den gør det endnu sværere for befolkningen at få aktindsigt i, hvordan mennesker behandles i dette land.

Offentlighedsloven skal afskaffes.

Lige rettigheder for rige og fattige ved familiesammenføring, permanent opholdstilladelse og statsborgerskab.

Afskaf reglerne om, at man ikke må have modtaget sociale ydelser såsom kontanthjælp de sidste tre år inden ansøgningen, og at man skal kunne stille kontant økonomisk sikkerhed.

Afskaf 24-års-reglen og tilknytningskravet. Alle skal have ret til selv at vælge, hvem de vil giftes med, uanset alder og etnisk herkomst.

Tilknytningskravet bruges som diskrimineringselastik mod især mennesker fra de fattige lande.

 

Levevilkår for flygtninge- og asylansøgere


V(DF)-regeringens halvering af integrationsydelsen med dens straks-indgreb fra 1. september 2015 skal ophæves. Den gælder for nytilkomne udlændinge og danskere, der ikke har haft ophold i landet i mindst syv ud af de sidste otte år, og som ikke kan opnå status som vandrende arbejdstagere eller selvstændigt erhvervsdrivende i henhold til EU-retten.

Det betyder stor fattigdom og meget ulige vilkår for integration i det danske samfund for dem der skal leve af denne ydelse.

Dette indgreb må ophæves, integrationsydelsen skal fordobles og de opstillede sprogkrav afskaffes.
Regeringens planlagte nedskæringer på retten til sociale ydelser må afvises.

Asylansøgerne og afviste tilbringer ofte mange år af deres liv her i uvished og i en venteposion, fordi de hverken får opholdstilladelse eller kan sendes tilbage til krig og forfølgelse.

De skal ikke tvinges til at isoleres og stuves sammen i lejre.  De skal kunne flytte ud i det almindelige samfund og blive en del af dette. Det skal være muligt at bo hos de mange danske værtsfamilier, der tilbyder at åbne døren til deres hjem op for dem.

Asylansøgere skal have ret og mulighed for at arbejde og uddanne sig til at få et arbejde. Alle skal have ret til at få mulighed for at kunne klare sig selv og bruge sine ressourcer og evner.

De skal ikke bruges som billig arbejdskraft til erstatning for overenskomstmæssige regulære jobs. Ingen bør kunne tvinges ud i nyttejob, uanset dansk eller anden etnisk herkomst.

Asylansøgernes og flygtningenes ydelser skal ikke skæres længere ned og tilbage til starthjælpen.

Staten og kommunerne skal sikre flygtningenes og asylansøgernes ret og mulighed for relevant og kvalificeret danskundervisning, så de hurtigst muligt kan lære sproget. Det skal ikke udliciteres til private firmaer som skjult besparelse og forretning.

Flygtninge og asylansøgere er ofte traumatiserede af krigsoplevelser, forfølgelser, tortur og indespærring i lejrer. De skal sikres den nødvendige hjælp og behandling i forbindelse med dette.

Børn og unge


De mindste børn skal have mulighed for at gå i daginstitutioner uden for asylcentrene.

Alle børn – af både asylansøgere, afviste og flygtninge – skal have ret til at gå i dansk folkeskole med den nødvendig sproglige og anden støtte. Folkeskolen skal sikres ressourcer til at klare dette. Børn og unge skal ikke isoleres fra det danske samfund.

Børn og unge, der er født og opvokset i Danmark, skal automatisk tildeles dansk statsborgerskab ved 18 år, hvis de ønskes det.

Humanitært ophold må ikke kunne fratages børn, der er vokset op her.

Uledsagede afviste børn skal ikke yderligere straffes med midlertidig opholdstilladelse, der udløber når de fylder 18 år, hvorefter de udvises. De skal have permanent opholdstilladelse. Der skal ske en særlig hurtig sagsbehandling for de statsløse børn og unge.

De ulovlige udvisninger og deportationer skal stoppes. FN’s børnekonventioner skal overholdes.


Kvoteflygtninge og særlige krigsflygtninge


Staten udvælger hvert år 500 fra flygtningelejre i verden til ophold her i landet. Der sker ikke efter behov for hjælp og beskyttelse, men ifølge et krav om ’integrationspotentiale’. Kvoteflygtninges nytteværdi beregnes på bedste imperialistiske koloniherrevis.

Kravet om integrationspotentiale bør afskaffes.

I disse år kommer de fleste flygtninge fra Syrien, Eritrea, Irak og Afghanistan og som statsløse. Mange krigsflygtninge får ét års midlertidig beskyttelses-status i stedet for asyl. Især uledsagede børn rammes af, at de ikke kan søge familiesammenføring på midlertidig status.

Nej til Fort Europa


Titusinder er druknet i Middelhavet fra overfyldte kæntrende både eller dræbt på anden vis i forsøget på at finde asyl og sikkerhed i EU.

EU møder dem med brutal magt for at forhindre dem i at komme ind bag Fort Europa. De kostbare grænseoperationer tager sigte på at stoppe dem, ikke at hjælpe mennesker i nød.

Nej til Fort Europa.

Væk med Frontex og Triton. Hjælp asylsøgere i nød!


Intet menneske er illegalt

Men EU er ikke en frelsende havn, hvis det lykkes at komme ind, med eller uden papirer. Og stadig flere tvinges til at forsøge at overleve uden officielle papirer. I Ungarn sættes hæren ind bag pigtrådshegn langs hele EU’s grænse under påskud af ”at beskytte EU’s kristne værdier mod den muslimske trussel.

De kaldes illegale – men intet menneske er illegalt. Alle har ret til en tilværelse.

12 millioner papirløse immigranter og flygtninge bor og arbejder i EU. De misbruges som bunden af arbejdsarbejdsmarkedet og er totalt retsløse.

EU’s hjemsendelsesdirektiv kriminaliserer de papirløse, der kan anholdes, fængsles og deporteres.

Stop kriminalisering, fængsling og deportation af papirløse – nej til EU’s hjemsendelsesdirektiv.

Forsvar asylansøgernes, flygtningenes og immigranternes rettigheder.

 

En selvstændig dansk og solidarisk asylpolitik

Flygtningene hjælpes bedst i deres egne lande og i nærområderne – men det forudsættes af krigenes ophør og stop for ødelæggelserne. Fred, genopbygning, arbejde og udvikling vil stoppe millionstrømmene og gøre ende på de menneskelige tragedier.

Danmark er som aktiv deltager og medvirkende i bombardementerne sammen med de øvrige allierede i krigskoalitionerne direkte medansvarlig for de ulovlige krige, der strider mod international lov.

Det er krigsforbrydelser, og Danmark og de øvrige må betale krigsskadeserstatninger til genopbygning og kompensation.

I forhold til de akutte flygtningestrømme bør Danmark påtage sig sit humanitære ansvar. Medlemskab af EU er ikke en forudsætning for dette. Udtræden af EU er derimod en forudsætning for en selvstændig dansk og solidarisk asylpolitik.

Bevar retsundtagelsen!

Danmark ud af EU!

 

Indvandrer- og integrationspolitik

Den danske arbejderklasse i dag består ikke kun af ’etniske danskere’, men af folk fra forskellige nationaliteter, etniske baggrunde, sprog, faglig organisering og traditioner. Der er indvandrere, kontraktansatte og midlertidig arbejdskraft under danske og EU-firmaer, og der er østarbejdere, au pair-piger og arbejdere uden papirer og rettigheder.

I de over 150 år, kapitalismen har eksisteret i Danmark, har den aldrig kunnet løse arbejdsløsheden og sikre arbejde til alle. Det er ikke indvandrere og flygtninge, der stjæler arbejde fra os. Arbejdsgiverne har altid spekuleret i at hente billig arbejdskraft ind for at trykke lønnen. Staten har tilmed sat det i system med tvangsarbejde for offentlige ydelser.

På den anden side giver indvandringen et internationalt udsyn og bringer nye erfaringer og inspiration med sig.

Den fælles solidaritet og enhed i kamp for arbejderklassens rettigheder og vilkår må sikres både på arbejdspladserne og i den faglige organisering.

Enheden må bygges op nedefra mellem arbejdende, arbejdsløse og udstødte – på tværs af nationalitet og etnisk baggrund. Problemer som løndumping, arbejdstid og overenskomst må løses i fællesskab.

Retten til arbejde


De fleste mennesker med anden etnisk baggrund end dansk, der bor og arbejder her i landet, er hentet hertil som importeret arbejdskraft eller er efterkommere af dem, hvad enten det var som tyrkiske fremmedarbejdere i 1970’erne eller dagens østarbejdere. Arbejdere har altid måttet flytte hen, hvor arbejdet er.

Det er indlysende, at det at kunne arbejde og forsørge sig selv er den bedste forudsætning for en ligeværdig integration i samfundet og arbejderklassen. Langt de fleste indvandrere forsørger sig selv og deres familie.

Flere hundrede tusinde ufaglærte jobs og godt en tredjedel af jobbene i industrien er forsvundet siden år 2000. De er nedlagt eller flyttet til udlandet. Det har betydet massearbejdsløshed, og at store dele af befolkningen uanset baggrund er blevet udstødt af arbejdsmarkedet. I samme periode er kravene og uddannelsesniveauet på arbejdsmarkedet steget væsentligt.

EU’s fælles arbejdsmarked trykker arbejderrettighederne og den faglige organisering i bund. Det har haft store konsekvenser. Med det indre marked kan arbejdsgiverne hente endnu billigere arbejdskraft herop som midlertidige kontraktarbejdere, f.eks. på store anlægsarbejder som metroen i København. De får hverken overenskomstmæssig løn eller pension, ingen sikring af arbejdstider, og de stuves sammen i barakker og lagerbygninger. Og så kan de smides lovligt hjem igen, når de er brugt. De bruges nu til at erstatte faglært og specialiseret arbejdskraft.

Den stigende polarisering og skæve klassedeling i befolkningen er slået tydeligt igennem blandt indvandrere, der udsættes for særlig diskrimination.
Dette er en væsentlig årsag til, at en endnu større del af indvandrerne er havnet i arbejdsløshed og blandt de udstødte end i resten af befolkningen.

Diskriminerende socialpolitik


Ikke mindst indvandrerne er kommet i klemme i den nyliberalistiske socialpolitik og de mange EU-dikterede reformer. Krav, pligt, kontrol og skønsmæssige afgørelser erstatter tidligere sociale rettigheder.

Offentlige socialpolitiske tiltag til f.eks. at sikre relevant uddannelse og sprogundervisning er erstattet af private eller fondsfinansierede puljeprojekter med kort levetid.

En særlig pariagruppe, der lægges for had i dagens samfund, er de udstødte, der må leve af offentlige ydelser. Det gælder ikke mindst gruppen af indvandrerkvinder fra såkaldt ikke-vestlige lande.

Mange udstødte familier har i årevis været efterladt i udsigtsløse aktiveringsprojekter og ikke-fungerende uddannelsestilbud. Nu skal de som en særlig del af Underdanmark bruges som buffer i udbredelsen af såkaldte nyttejobs, hvor man arbejder gratis uden løn. De skal erstatte den del af arbejdskraften, der har mindst uddannelse. 25.000 indvandrere på kontanthjælp skal i nyttejob inden 2017 eller miste kontanthjælpen. Det er skattefinansieret løndumping.

Fælles kamp mod krise- og nedskæringspolitikken, for forsvar af arbejder- og sociale rettigheder.

Sanktioner og nul-tolerance-politik over for private og offentlige arbejdsgivere, der diskriminerer indvandrere i løn og ansættelse.

Sociale rettigheder til alle, og relevante socialpolitiske tilbud til dem, der har brug for støtte.


Stigmatiserende boligpolitik


Konsekvensen af de skiftende regeringers boligpolitik har været en stor koncentration af indvandrere i sociale ghettoer omkring de største byer i landet. Privatiseringen og udsalget af almennyttige lejeboliger til private ejerlejligheder i byerne har skab en akut og stadig voksende boligmangel for alle uden store indkomster.

Tusindvis af mennesker uden mange økonomiske og sociale ressourcer er stuvet sammen i sådanne ghettoer og må selv skabe fællesskaber, integration og tryghed. Nedskæringer på daginstitutionerne, folkeskolerne og børn og unges fritidstilbud har sammen med manglende arbejde og uddannelse ført til en stigende disintegration og rodløshed blandt unge, uanset etnicitet, i sådanne boligområder. Ghettoiseringen skaber utryghed blandt beboerne. Politiets og myndighedernes svar har stort set været mere magt og vold og har optrappet konfliktniveauet.

Stop etablering af sociale boligghettoer. Løsningen på ghettoiseringen er ikke at smide familier og utilpassede unge ud, men at forandre boligområderne efter menneskenes behov.

Billige almennyttige boliger! Sikring af tilstrækkelige og gode børneinstitutioner, folkeskoler og fritidstilbud til børn og unge


Unge indvandrere og efterkommere under massivt pres


Det nyliberalistiske konkurrencesamfunds pres på børn og unge i dag er enormt på alle områder og i alle aspekter af deres liv. En voksende gruppe unge er skubbet helt ud af arbejde og uddannelse.

Unge med anden etnisk baggrund udsættes for yderligere tryk. De mødes af kravet om hurtigst muligt at tage den højeste uddannelse og oplever alligevel at blive behandlet som ’en dum perker’. De stilles over for krav om at skulle tilpasse sig to kulturer og føler sig splittet mellem deres forskellige krav og traditioner.

Fælles er det oplevelsen af diskrimination, af at blive mødt med fordomme og ikke som et selvstændigt menneske. Altid at skulle forsvare sig og mærke omgivelsernes mistro og mangel på respekt.

Stop for radikaliseringen af hadpolitikken – Stop fascismen


Da indvandrerne begyndte at få de samme arbejdsmæssige og sociale rettigheder som resten af arbejderklassen, og især efter 2008, da krisepolitikken for alvor satte ind, blev fremmedhetzen for alvor en flertalsstrømning i dansk parlamentarisk politik. Racismen fik fripas.

Med Danmarks deltagelse i terrorkrigene blev arabere og muslimer udpeget som en særlig gruppe syndebukke.

Nyliberalismens kynisk imperialistiske menneskesyn spiller på frygt og racisme. Når den blandes op med feudal religiøs fanatisme, får man en giftig og farlig cocktail. Både reaktionære kræfter i det danske samfund og reaktionære kræfter i visse indvandrergrupper har interesse i at puste til gensidige fordomme og opflamning af had for at sikre deres egen politisk-økonomiske respektive religiøse magt.

Slogans om ’nazi-islamisme’ og lignende skal både lægge en gruppe for had og skjule, at højrekræfterne i hele Europa og herhjemme lader nazistiske og fascistiske grupper sprede deres propaganda stadig bredere ud og planlægge terrorhandlinger som Breiviks i Norge.

Der føres en ideologisk kamp ikke mindst om de unge mænd og drenge, der er udstødte og ikke kan se en fremtid. De udsættes for stadig strengere udstødning, krav, magtanvendelse og kontrol fra staten og myndighederne og en massiv globaliseret propaganda mod Vesten, Danmark indbefattet, fra fundamentalistiske islamister.

Den grundlæggende indsats for at løse dette problem er at sikre arbejde, uddannelse og boliger, så unge uanset deres baggrund kan skabe sig en tryg fremtid.

Integration i det danske samfund må ske på et demokratisk, solidarisk og verdsligt grundlag.

Alle skal – uanset etnisk baggrund, race, køn og alder – sikres de samme grundlæggende rettigheder og muligheder for at kunne arbejde, uddanne sig, bo og være en ligeværdig del af det danske samfund.

Forbud mod nazistiske, fascistiske og racistiske organisationer, udtalelser og propaganda! Fasthold racismeparagraffen!

Stop for institutionel diskriminering og racisme!


Den klassedelte danskhed


Magthaverne ynder at tale om den store fælles nationale danskhed, hvor kristendom og kongehus udgør vores fælles kultur- og værdigrundlag. Det er nationalisme og ikke danskhed.

Danmark består af forskellige mennesker og klasser.

Der findes en dyb folkelig, demokratisk ikke-religiøst funderet kultur med rige rødder og traditioner her i landet, hvor medmenneskelig respekt og anstændighed spiller en rolle. Der findes arbejderklassens verdslige kultur og rødder, der bygger på fællesskab, solidaritet og internationalisme, hvor arbejdet og ansvaret for hinanden og fremtiden er grundlæggende værdier.

Der findes også folk med forskellige religiøse overbevisninger. Og der findes ateister. Religion er og bør være en privat sag – og alle må mødes og virke i fællesskab på det samme ikke-religiøse grundlag, der ikke sætter den ene tro over den anden.

Integration handler ikke om at påtvinge andre en bestemt måde at leve på. Det handler ikke om dem og os. Det handler om, at vi skal sikre, at alle bliver i stand til at kunne skabe sig en tilværelse og fremtid som en del af det danske samfund.

Arbejdere i alle lande, foren jer!

Arbejderpartiet Kommunisterne – APK

April 2015


Se også
flygtninge- og indvandrerplatformen i pdf

Solidaritet og fælles fremtid

Denne platform er udarbejdet i forbindelse med kongresprocessen hen mod APKs 6. kongres i første halvår 2015