Kapitalismen er en forbrydelse mod klimaet – APKs 4. kongres april 2009

Udtalelse vedtaget på Arbejderpartiet Kommunisternes 4. kongres 9.-10. april 2009

Klimakatastrofen er snart ikke til at undgå. Verdens førende klimaforskere har i de sidste årtier gentagne gange gjort opmærksom på, at der kræves omfattende og omgående handling, hvis klimakatastrofen skal stoppes.

Men de taler for døve ører – det kapitalistiske system og dets politikere har ikke noget tilovers for ideer, der vil bremse markedets vækst eller få de enkelte kapitalister til at tjene færre penge.

At klimaforandringerne først og fremmest vil ramme den hårdest udbyttede og mest forarmede del af verden – de såkaldte udviklingslande – øger ikke interessen for klimaløsninger uden profitmulighed hos den vestlige verdens kapitalister.

Men politikerne bliver nu nødt til i det mindste at lade, som om de tror på menneskeskabte klimaforandringer, men deres initiativer er individuelt funderede og derfor dømt til at fejle. Kampagner som ”Sluk lyset” og ”et ton mindre CO2” er moralprædikener uden indhold – for selvom den danske befolkning begyndte at bruge mindre strøm, ville de store energiproducenter DONG og Vattenfall ikke fyre mindre kul af.

Den kapitalistiske markedsøkonomis grundlov om, at markedet har brug for konstant vækst, står i vejen for reelle og langsigtede klimaløsninger og en reducering af forureningen.

Så længe det kapitalistiske system eksisterer, vil energiproducenter og alle andre producenter vælge at producere på den billigst mulige måde – uanset hvilke humane og klimamæssige omkostninger denne produktion måtte have.
Det er kapitalismens behov for vækst der har skabt klimakatastrofen i første omgang, og det kapitalistiske system står nu i vejen for løsningen. Hvis klimaproblemerne skal løses, kræver det altså et opgør med kapitalismen og indførelsen af et socialistisk, økologisk og lokalt baseret produktionssystem.

Til december mødes verdens ledere til FN’s klimatopmøde, der afholdes i Bella Centret. Her vil reelle og langsigtede klimaløsningsforslag blive blokeret af den rige verdens politikere, der er i lommen på de store energiproducenter.
Klimatopmødet har altså i sig selv ikke nogen legitimitet, idet det kun tjener til, at politikerne kan lade, som om de gør noget for klimaet.

I december og månederne før vil Danmark opleve fødslen af en antikapitalistisk klimabevægelse, og APK vil være at finde i denne og på klimabarrikaderne sammen med tusindvis af andre klimaaktivister. APK opfordrer fra sin 4. kongres både til store demonstrationer og civilt ulydige masseaktioner i månederne op til og under klimatopmødet.

Stop Unionen! Udtalelse vedtaget på Arbejderpartiet Kommunisternes 4. kongres 9.-10. april 2009

7. juni er der valg til EU-parlamentet i Danmark.
APK opfordrer fra sin 4. kongres til at stemme personligt på en kandidat for Folkebevægelsen mod EU – liste N.

Den Europæiske Union har i de senere år indlemmet en række nye lande fra den tidligere østblok. Disse lande blev lokket med påstande om evig velstand, da beslutningen om medlemskab skulle træffes, og truet med isolation, hvis de forblev selvstændige. Til den danske befolkning blev udvidelsen solgt som ”Europas heling”, som den kolde krigs endelige afslutning, og som en solidaritetsgestus.

Nu kradser krisen. EU’s økonomiske program for deregulering og privatiseringer har været med til at forstærke krisen og sendt millioner ud i arbejdsløshed og fattigdom. Især de nye fattige medlemslande er hårdt ramt og er frit bytte for udenlandske investorer, mens arbejdsduelige bliver tvunget til eksil for at sikre eksistensen.

Den fælles mønt, der skulle sikre stabilitet, har været en garanti for nærmest bankerot i de fattigste lande i eurozonen. Valutasamarbejdet forstærker en tendens til øget ulighed mellem de stærke og svage økonomiske lande. Helt modsat politikernes propaganda om velstand til de fattige lande er EU sikkerheden for, at alle arbejdere mister rettigheder.

Det er en politik, der garanterer en stadig strøm af immigrantarbejdere, som EU behændigt erklærer illegale, og dermed uden rettigheder. Hvert år dør mere end 500 mennesker i forsøget på at komme til et EU-land og arbejde under slavelignende vilkår.

Tilhængere af EU fremhæver, at internationalt samarbejde er nødvendigt, ikke mindst af hensyn til miljøet, selvom EU i virkeligheden er monopolernes sikkerhed for, at de kan fortsætte udpiningen af jorden og havene, og en garanti for, at samfundet også i fremtiden er afhængigt af atomkraft og fossile brændsler.

EU-landene samarbejder tæt med den amerikanske imperialisme, blandt andet gennem NATO. Dette samarbejde strækker fra direkte krigsdeltagelse i Afghanistan – som tidligere på Balkan – til WTO’s armvridning på udviklingslandene.

Som USA’s globale partner i kampen for kontrol med verdens råstoffer, markeder og geostrategiske områder fortsætter EU i dag, hvor de gamle europæiske kolonimagter slap, med supermagtsdrømmen i behold.

Stop unionen!
Folkeafstemning om forfatningstraktaten!

Danmark ud af EU!

APK’s opgaver og prioriteringer i den kommende kongresperiode

Resolution vedtaget i tilknytning til Beretningen til Arbejderpartiet Kommunisternes 4. kongres 9.-10.april 2009

APK’s 4. kongres finder sted på et tidspunkt, hvor kapitalismens nuværende globale økonomiske overproduktionskrise – der er flettet sammen med og skærper kapitalismens almene krise – i større eller mindre grad rammer alle landes økonomier, ruinerer hele lande, lukker virksomheder, kaster folk i milliontal på gaden og sætter skub i tvangsauktioner og fallitter.

Det er den dybeste økonomiske krise i 80 år – siden det amerikanske børskrak i 1929 og den efterfølgende langvarige depression – og der foregår en kamp i global skala om, hvem der skal betale krisen. Imperialismen og monopolerne forsøger at vælte byrderne over på de arbejdende, de arbejdsløse og på andre lande, især udviklingslandene, og samtidig sikre profitter og gigantiske direktørlønninger. De gigantiske ’hjælpepakker’ til bankerne og storkapitalen har ikke banet en vej ud af krisen, og samtidig er krisens ofre generelt set ikke blevet hjulpet overhovedet af de kapitalistiske stater.

I en lang række lande er arbejdere og brede masser gået på gaderne og i aktion mod at bære krisens byrder og i protest mod de kapitalistiske regeringers krisepolitik – i manifestationer, der har spændt fra hungerrevolter til generalstrejker og langvarige sammenstød med de kapitalistiske magtorganer.
Regeringerne frygter sociale revolter med skærpelsen af krisen, og i mange lande laves der planer om at sætte hæren ind, oprettelse af interneringslejre og om øget repression. Man forsøger også at kriminalisere arbejderklassens vigtigste kampvåben – strejkeretten.

Reaktionen forstærkes – og det fascistiske kort hives frem igen. Vi ser ikke bare ultrareaktionære, imperialistiske, chauvinistiske og racistiske krigsregeringer ved magten – men også regeringer med åbent traditionelle fascistiske og fascistoide træk. Gennem terrorlovgivningerne er der taget store skridt på vejen mod politistat. I EU og i en række EU-lande har åben eller let tilsløret fascisme, med rødder i italiensk og tysk fascisme, fået parlamentarisk repræsentation og deltager tilmed i reaktionære regeringer.

Imperialistisk aggressionskrig har altid været en hovedmetode i kapitalens ’vej ud af krisen’. De imperialistiske og kolonialistiske krige og besættelser af Afghanistan, Irak og Palæstina fortsætter, og nye forberedes – mens modstandskampen i disse lande retter hårde slag mod besættelsesmagterne.

Præsidentskiftet i USA har ikke betydet en ny strategi og reel tilbagerulning af Bushs ’krig mod terror’, reaktionære terrorlove og tortur.
NATO udvikles nu som det fælles militære redskab for den amerikanske imperialisme og EU-imperialismen til at sikre global dominans, mens imperialismens økonomiske redskaber som G8-G20, IMF og Verdensbanken sættes i bevægelse på de svagere og afhængige landes og verdens folks bekostning.

Ultrareaktionære politikere, der indtil for nylig benægtede, at der eksisterede nogen miljøkrise overhovedet, er pludselig sprunget ud som grønne klimaforkæmpere. Som den slidte menneskerettighedsdemagogi skal den grønne profil bruges til at kaste et progressivt slør over kapitalismens og imperialismens generelle reaktionære krise- og krigspolitik. Det er kapitalismen og imperialismen, som har skabt den globale miljøkrise og hindrer, at den bliver løst. De kapitalistiske ’løsninger’ er ikke reelle, men skal samtidig sikre ny profit til monopolerne.

Polariseringen og radikaliseringen forstærkes

Under imperialismen skærpes og uddybes alle de kapitalistiske modsætninger. De rige bliver rigere, og kløften mellem rig og fattig uddybes. De sociale budgetter beskæres til stadighed, den sociale udstødning forstærkes, marginaliseringen vokser, kvindeundertrykkelsen forstærkes, indvandrere bliver jaget vildt. Massearmoden vokser hurtigt. Også arbejderklassens job, lønninger og rettigheder kommer under pres. Også den bedst stillede del af arbejderklassen og store grupper af offentligt ansatte og småborgerlige lag – også denne ’amerikanske’ middelklasse rystes i sin eksistens under krisen.
Dermed skærpes klassemodsætningerne, alle sociale, politiske og ideologiske modsætninger, og klassekampene og konfrontationerne tager til. Den samfundsmæssige polarisering vokser. Radikaliseringen på begge sider af klassekampen forstærkes. ’Midten’ får ringere vilkår.

Kapitalismen spiller fallit for øjnene af folk – og under svære rystelser, som rammer overalt. Det har ikke kunnet bevise sin overlegenhed som system, som man påstod, da revisionismen i Østeuropa brød sammen 1989-91. De sidste 20 år har ikke skabt fremgang for verdens gigantiske ludfattige flertal.  Imperialismens plyndringstog og krige har samtidig vist, at kapitalismen bevarer sin rovdyrnatur. Det er et råddent og udlevet system – og verdens folk søger nye veje. Historien har vist – fra den ene store krise til den anden, fra den ene krig til den anden – at det kapitalistiske system og imperialismen ikke lader sig reformere. Det må sættes på porten, kastes i historiens skraldespand. Fremtiden kan ikke være andet end socialistiske samfund, opbygget på grundlag af den videnskabelige socialisme, under arbejdernes klasseherredømme.

I Danmark er Fogh-perioden ved at rinde ud, selvom Fogh har forsøgt at forlænge den ved at lade sig udskifte med Lars Løkke Rasmussen, der skal videreføre hans politik.
Fogh-regeringen fortsatte og uddybede den socialdemokratisk-radikale forgængerregerings nyliberale EU-politik. Resultatet har været ødelæggende for den danske ’velfærdsstat’ og den ’nordiske model’. ·Mange sociale fremskridt, opnået gennem årtiers eller generationers kamp, er blevet rykket lige så langt tilbage. Antallet af fattige i Danmark er stærkt forøget og vil slå rekorder under krisen. Bistandslovgivningen er så udhulet, at arbejdsløshed for mange bliver en regulær social katastrofe. Indvandrerfamilier på bistand og mange andre socialt udstødte lever et usselt liv. De arbejdsløse får pisken, mens understøttelser og vilkår forringes. Pensionsalderen er sat i vejret, efterlønnen er beskåret dybt. Skoler, uddannelses- og sundhedsvæsen er i større eller mindre forfald, mens infrastrukturen er eroderet – til fordel for oprustning, militarisering, forøgelse af politiet, og profitterne. Miljøkrisen er vokset.

Fogh-regeringen har ført Danmark ud i den dybeste økonomiske krise siden 2. verdenskrig – med hastigt voksende arbejdsløshed, fallitter og tvangsauktioner – og efterlader det store flertal i befolkningen, ikke mindst de yngre generationer, med en rekordstor gæld, bl.a. pga. boligprisernes ukontrollerede himmelflugt i Fogh-perioden.
Fogh-regeringen har med bl.a. terrorlovene lagt grunden til en politistat, gjort Danmark til en militaristisk og aktivistisk deltager i forreste række i imperialismens krige og en spydspids for racisme, fremmedhad og islamofobi.
På alle områder efterlader Fogh et land i en ringere tilstand.

Byg kampfronten mod krise krig og reaktion

Internationalt har der udviklet sig stærke bevægelser mod de imperialistiske krige, mod den reaktionære krisepolitik, mod fascisering (herunder terrorlove og tortur, politistatsudvikling, militarisering) og mod fremmedhad, racisme og islamofobi. I Europa ser vi en stadig stærkere modstand mod monopolkapitalens projekt for Europas Forenede Kapitalistiske Stater – som bl.a. kom til udtryk i det hollandske og franske folks nej til unionsforfatningen og det irske nej til den næsten identiske Lissabon-traktat.

Med kapitalens stadig større internationalisering i ét kapitalistisk verdensmarked bliver arbejderklassens og folkenes kampe også stadig mere sammenhængende og sammenvævede. Kampen for revolution, socialisme og national befrielse og uafhængighed mod imperialisme, kapitalisme og reaktion gennemføres i alle lande efter de konkrete omstændigheder, men er også en fælles kamp baseret på arbejderklassens internationalisme og international solidaritet.

Med den nuværende verdenskrise, den globale militarisering, imperialismens krige og besættelser, den fremadskridende ødelæggelse af klima og miljø samt den reaktionære opmarch over hele kloden er tiden kommet til en verdensomspændende kampfront mod krise, krig og reaktion, som den danske arbejderklasses og det danske folks kamp er en aktiv del af. For udviklingen af en sejrrig national befrielseskamp og/eller en socialistisk revolution er de indre faktorer afgørende, men de eksterne faktorer og klassekræfternes internationale stilling bliver af stadig større betydning.

Den globale kamp foregår under hovedparoler som ’Vi vil IKKE betale jeres krise’ (’Lad kapitalen betale krisen’), ’Stop imperialismens krige og besættelser’,Nej til racisme og fremmedhad’ osv. Kampen mod EU føres under paroler som ’Bekæmp monopolernes Forenede Europa’ og ’Nej til Europas Forenede Stater’.
Den internationale arbejderklasse udgør kernen i denne front, anført af dens marxistisk-leninistiske, kommunistiske og revolutionære arbejderpartier, som omkring sig søger at samle alle sociale kræfter og lag, som undertrykkes, udbyttes og/eller rammes af imperialismen og reaktionen, til den bredest mulige sociale og politiske kraft – arbejdere, arbejdsløse, fattige bønder, små håndværkere og handlende, studerende, ungdommen og kvinderne, pensionister osv.
Nutidens globale kampfront er en historisk parallel til folkefronten og enhedsfronten mod fascismen under den sidste store kapitalistiske krise i 1930’erne og 2. verdenskrig.

En hovedopgave i klassekampen

Opbygningen af fronten mod krise, krig og reaktion i Danmark, som en del af den internationale kampfront, er en hovedopgave for APK i den kommende kongresperiode. Denne front er ikke en organisation, man kan melde sig ind i, men en samling af forskellige politiske, faglige og andre organisationer og folkelige bevægelser og initiativer i en mangfoldighed med retning, som forenes stadig mere omfattende på basis af arbejderklassens selvstændige klassepolitik.

Det spænder fra enkeltstående initiativer til langvarige kampagner (f.eks. mod dansk krigsdeltagelse eller EU-traktaterne) og store mobiliseringer (som de store mobiliseringer omkring ’Velfærd til alle’ i 2007).
Hovedformen for opbygningen af denne front vil i den nuværende periode være omkring konkrete kampopgaver og mål, opbygget nedefra. Den vender sig mod kapitalistisk krise- og krigspolitik, dansk deltagelse i imperialismens krige, mod monopolernes EU og mod al reaktion – uanset hvilken kapitalistisk regering som er ved magten.
Fogh-regeringen afløste en nyliberal Nyrup-regering. Og en regering Thorning-Schmidt vil ikke bryde med det kapitalistiske Danmarks kurs og prioriteringer.

Igennem Fogh-periodens boom-år har arbejderklassens organiserede modstand mod den nyliberale privatiseringspolitik med de asociale beskæringer af alle sociale budgetter været beskeden. Den har også været beskeden i forhold til modstanden mod den danske krigsdeltagelse i Afghanistan fra 2001 og Irak fra 2003 og den stadig voldsommere militarisering, ligesom EU-modstanden er svækket. Det hænger nøje sammen med socialdemokraternes og deres støttepartiers parlamentariske strategi og med LO-toppens negative rolle.

Igennem de senere år er ungdommens uddannelsesorganisationer og faglige organisationer gået i spidsen i en hel stribe kampe imod de nyliberale angreb på de tilkæmpede rettigheder. Det var dem, som tog initiativet til de store protester mod privatiseringspolitikken og slagtningen af den offentlige sektor under parolen ’Velfærd til alle’, som banede vejen for hårde folkelige kampe om de kommunale budgetter og sosu-arbejdernes krav og strejkebevægelse. Den socialdemokratiske ledede LO-top har derimod virket som en bremse på udviklingen af arbejdernes forsvarskamp og en bredere kamp mod nyliberalisme, privatiseringer og Fogh-regeringens hærgen.

Den økonomiske krise og dens umiddelbare følger i form af fyringer, arbejdsfordeling, pres på lønnen og lønnedgang tvinger arbejderne til at føre organiseret kamp til forsvar for deres rettigheder. Mens bankdirektører og kapitalister forgyldes med krisehjælp for milliarder af skattekroner, får krisens egentlige ofre ingen krisehjælp. En fagtop, som ikke ønsker og magter at forsvare de arbejdendes rettigheder, må sættes på porten.

Arbejderklassens enhed må opbygges omkrig et kriseprogram til forsvar af dens interesser, som samtidig forsvarer og kæmper for parolen om ’velfærd til alle’.
Kampen mod krig og militarisering må forstærkes med det mål at trække Danmark ud af alle imperialistiske krige og imperialistiske militære organismer, herunder NATO. Forsøgene på at forvandle værnepligtshæren til en professionel angrebshær eller den socialdemokratiske ’værnerets’-variant må stoppes. Milliarderne til militarisering og krig skal gå til velfærd og social krisehjælp.

Storkonflikten i det offentlige i foråret 2008 viser, at der findes betydelig kampkraft og kampvilje i arbejderklassen, ikke mindst blandt de lavestlønnede, og det gælder både i den private og offentlige sektor. De kvindelige arbejdere er for alvor trådt frem i forreste række i klassens kampe.

Det er ikke mindst blandt ungdommen – som også har ført sine egne militante kampe, f.eks. i Ungdomshuskampen – og kvinderne, at hovedkraften i udviklingen af kampen mod krisepolitikken og skabelsen af enhed omkring en selvstændig arbejderklassepolitik skal findes.

Situationen i den danske klassekamp og venstrekræfterne

Socialdemokraterne og deres reformistiske støttepartier SF og Enhedslisten søger at dreje arbejderklassens og ungdommens kamp ind i parlamentariske baner som vejbereder for og støtte til en socialdemokratisk ledet regering. Det har betydet, at de konkrete kampe og bevægelsernes krav igen og igen er blevet solgt ud – til fordel for parlamentariske forlig med Fogh-banden.

Opbygningen af kampfronten mod krise, krig og reaktion må foregå i kamp mod reformistisk kapitulations- og udsalgspolitik og afvise alle sekteriske indskrænkninger af den sociale og politiske bredde – såsom de facto eksklusion af religiøse eller revolutionære politiske kræfter.

Behovet for et brud med Fogh-periodens nyliberale politik og for en helt anden politisk kurs er enormt – men en eventuel S-SF-R-regering vil ikke lægge op til et sådant brud, men til fortsættelse af den nyliberale politik i en lidt ændret form i takt med udviklingen af det internationale bourgeoisis kurs, signalerne fra Washington og ikke mindst diktater og beslutninger i EU. APK vil bidrage til at sætte Fogh på porten, men kan ikke som Enhedslisten anbefale eller fungere som støtteparti til en nyliberal, imperialistisk S-SF-R-regering og vil derfor heller ikke anbefale en stemme på Enhedslisten.

APK arbejder for at skabe arbejdernes og folkets selvstændige politiske alternativ til borgerskabets to alternative tilbud. Denne skabes netop gennem udviklingen af massekampen og bestræber sig på at opnå den bredest mulige sociale og politiske enhed og maksimal mangfoldighed.
Denne revolutionære taktik kommer igen og igen i konfrontation med de reformistiske partiers parlamentariske strategi og taktik, der sætter spillet i folketingssalen og studehandlerne bag kulisserne over støtten til de manges kampe og aktioner.

Ved det kommende valg til EU-parlamentet i juni 2009 anbefaler APK at stemme på Folkebevægelsen mod EU og dens kandidater som den konsekventeste EU-modstanderorganisation. Ved kommunalvalget anbefaler APK at stemme på progressive og revolutionære lister, hvor de findes.

APK’s rolle i den danske klassekamp

Det marxistisk-leninistiske APK blev stiftet i april 2000. Dermed stiftedes det kommunistiske parti for det 21. århundrede i Danmark. De daværende erklærede kommunistiske partier havde stillet sig på den moderne revisionismes og ikke marxismen-leninismens grund – og APK udviklede sit program og strategi på basis af de krav, der stilles til det kommunistiske fortropsparti i en periode, hvor imperialismen har etableret et virkelig globalt kapitalistisk verdensmarked og befæster sin såkaldte ’ny verdensorden’ med militær magt, og hvor der ikke eksisterer en modvægt af socialistiske lande.

Fra sin start blev APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (IKMLPO), der repræsenterer den internationale kommunistiske bevægelses politiske og organisatoriske samling i dette århundrede.

APK fortsætter, viderefører og videreudvikler det revolutionære DKP’s (1919-ca.1956) traditioner og det revolutionære DKP/ML’s (1978-1997) virksomhed.

Da DKP/ML blev splittet i 1997, betød det, at en revisionistisk likvidationspolitik blev fremherskende i dette parti, som ’stillede sig i spidsen’ for en såkaldt kommunistisk samlingsproces med KPiD og resterne af DKP. Det førte ikke til organisatorisk samling, men til den formelle likvidation af DKP/ML og oprettelsen af ’Kommunistisk Parti’. Disse tre anti-marxistisk-leninistiske og revisionistiske partier bærer hovedansvaret for den kommunistiske bevægelses spaltning, lidenhed og relative svaghed i dag. Ingen kombination eller samling af disse partier, som parlamentarisk støtter Enhedslisten og en ’arbejderflertalsregering’, vil føre til dannelsen af et ægte kommunistisk parti eller en seriøs revolutionær kraft i klassekampen.

Uden et stærkt marxistisk-leninistisk kommunistisk parti forrest i arbejderklassen og folkets kamp vil denne tabe målet – revolutionen og socialismen – af syne og let lade sig forvirre af borgerskabets politiske agenter og medier. Det kommunistiske parti samler de bedste klassekæmpere blandt arbejderne og de øvrige arbejdende og folkelige lag i sine rækker for at samle den nødvendige styrke til at lede de brede folkelige kampe, som er uundgåelige i den kommende tid, hvor den danske og globale økonomiske krise, krigene og reaktionen løber amok. Vi opfordrer alle klassebevidste arbejdere og revolutionære arbejdere til at slutte op om APK – arbejderklassens kommunistiske parti.

Vi vil IKKE betale kapitalens krise – APKs 4. kongres

Resolution vedtaget på Arbejderpartiet Kommunisternes 4. kongres 9.-10. april 2009

Den omfattende verdenskrise uddybes til stadighed, på trods af de kapitalistiske regeringer og kapitalcentrenes forsøg på at afbøde dem, gennem overførsel af enorme milliarder af dollar fra verdens arbejdende folk til kapitalen verden over. De kapitalistiske regeringers milliardudskrivninger rammer folkene på kloden hårdt. Levestandarten overalt falder drastisk, og usikkerheden om hvor det næste måltid mad skal komme fra, hvordan familien skal få tag over hovedet, i det hele taget hvordan man skal overleve, bliver et problem for stadig flere tusinder og millioner af mennesker.

I Danmark har krisen nu varet i over et halvt år. Den havde sit udspring i USA for over et år siden, hvor store dele af det spekulative boligmarked kollapsede. Konsekvenserne af dette kender vi nu alle, med krise og krak for de største banker, forsikringsselskaber og realkreditinstitutioner.

Den aktuelle kapitalistiske verdenskrise er så skærpet, at den kan sammenlignes med krisen i nittenhundrede og trediverne. At det kunne komme så vidt skyldes til dels, at de mindre økonomiske kriser igennem de sidste 20 år er blevet udskudt af monopolerne og deres regeringer gennem øgede muligheder for at spekulere og udskyde lån, således at forbrugerne i stadig højere grad kunne købe for lånte penge. Det igangværende kollaps på det danske boligmarked, er blot et lysende eksempel på dette.

Krise som verden står i er grundlæggende en overproduktionskrise. Monopolherrerne forsøger hele tiden at opnå maksimal profit ved at skrue op for vareproduktionen og afsætte den til stadig højere priser. Fødevarer, tøj, bolig og transport osv. bliver stadig dyrere. Det sker samtidig med at de herrer monopolister konstant forsøger at sænke prisen på arbejdskraft, skære ned på social sikring og alle de af samfundets sociale goder, der ikke kan skabes profit på. Det betyder, at svælget mellem den jævne befolknings købekraft på den ene side og varepriserne på den anden bliver stadig større, og der derfor bliver købt færre varer. Kapitalismens planløse og anarkistiske produktionsmåde skaber kæmpe overskud af varer, samtidig med at købekraften daler, så disse varer ikke kan købes.

Mens nogle danskerne oplevede en 4 til 6-årig velfærdsstigning uden sammenligning, vel at mærke for lånte penge, var f.eks. Tyskland præget af åbenlyse krisetegn i de seneste år. De nåede aldrig de danske belånte `velfærdshøjder`. Derfor har den kapitalistiske krise ramt de tyske arbejdere hurtigt og hårdt. Vi har i Frankrig, Tyskland og mange andre lande set omfattende strejker, protester og sågar hungeropstande mod krisens konsekvenserne for de arbejdene og fattige.

I Danmark rammer krisen nu også stadig hårdere, og også her er borgerskabets udvej af krisen al lade arbejderklassen og det arbejdende flertal betale. Dette foregår gennem direkte pengeoverførsler af skattekroner fra statskassen til bankerne, forsikringsselskaber og storkoncernerne og deres direktører og aktionærer, som vi har set det det sidste halve år. Og det foregår indirekte ved at de sidste 20 års regeringer har lempet virksomhedernes beskatning, ligesom mange andre tiltag der har gjort livet lettere for borgerskabet. Alt sammen penge der tages fra flertallets skatter og afgifter. Fogh-regeringerne bærer selv et meget stort ansvar herfor, idet den selv har været den varmeste fortaler for at fjerne alle barrierer for en nyliberalistisk, rovkapitalistisk udvikling, som blot vil betyde at krisen vil blive endog meget skærpet i Danmark.

Fogh-regeringens stort opreklamerede nyliberale politik til en påstået forbedring af det danske samfund har vist sig som et stort fupnummer. De i forvejen allerrigeste i Danmark har fået øget deres formuer. Det store flertal af danskerne har derimod betalt en høj pris. Velfærden er ikke længere eksisterende i Danmark. Fattigdommen er en realitet for stadig flere, og oveni kommer den aktuelle økonomiske krise.

Fogh-regeringerne har også udskrevet milliarder af danske skattekroner til ulovlige krige, i USA’s tjeneste, i håb om at der ville falde smule af det røvede gods af til det danske borgerskab. Mere end 50.000 danske soldater er sendt ud for at stjæle fremmede landes råvarer. Også dette er sket gennem løgn og bedrag. Mange of os husker endnu krigsforbryderen Fogh messende gentage superkrigsforbryderen Bushs ord om, at krigene blev indledt for at bevare vestlig livsstil og for at ødelægge masseødelæggelsesvåben rettet mod Vesten.

Fogh har nu fået topposten i krigsalliancen NATO. Han har gjort sig fortjent til posten gennem otte års tro lakajagtig tjeneste for krigsforbryderne Bushs og Obama. Hans fornemme opgave i Nato bliver at samordne USA’s og EU’s hære til fortsatte røverkrige, i et samarbejde og konkurrence med Rusland. Herfra vil vi opfordre verdens befolkninger til forstærket kamp mod Nato, og dens nye chef Anders Fogh Rasmussen.

Med Lars Løkke Rasmussen som statsminister vil regeringen stadig varetage de allerrigestes interesser.
Men en regering Helle Thorning, Grete Vestager og Villy Søvndal-regering vil ikke gøre det meget bedre. En sådan regering vil ligesom den nuværende være en regering der varetager de allerrigestes interesser. En sådan ny regering vil ikke trække de danske tropper hjem, ligesom vil den ikke vil genoprette det sociale område i Danmark. Nogen vil anse sådan en regering for en arbejderregering. Men den vil ikke være en grundlæggende anderledes regering. Men en sådan ‘arbejderregering’ vil også være for krisepolitik til fordel for de rige, for EU og for NATO.

Som marxistisk-leninistiske parti erklærer vi vores totale afvisning af de ansvarlige, der tjener på og er årsag til krisen, imperialisterne og monopolisterne, de fleste amerikanske.

Vi fordømmer den politik der forsøger at overføre krisen til arbejderne, og på grund af dens konsekvenser kæmper vi for at lade monopolerne og de rige betale.

Vi opfordrer arbejderne til at danne en bred front mod fyringer og beskæringer af tilkæmpede sociale og faglige rettigheder. Vi kræver højere løn.

Det er nødvendigt at opnå en stor enhed blandt folkene imod imperialismen imod betaling af udlandsgælden og privatisering af centrale offentlige tjenester.

Vi opfordrer til enhed blandt alle folkelige, demokratiske og venstrekræfterne for at stå op imod krisen.

Vi mener at der må bygges en kampfront mod krise, krig og reaktion.

Denne front må blandt andet opbygges omkring nedenstående paroler og krav:

Vi vil ikke betale de riges krise. Ingen nødhjælp til kapitalen.

Opbyg den offentlige sektor for flertallet. Ingen profit på velfærd. Stop privatiseringerne.

30 timers arbejdsuge.
Stop massefyringerne, arbejde til alle.

Væk med alle begrænsninger i retten til at få understøttelse ved arbejdsløshed. Understøttelse til at leve af.

Højere løn og reguler pensioner, sygesikring osv. op i forhold til prisstigninger.

Bolig til alle. Ingen skal gå fra hus og hjem.

Arbejde og praktikpladser til alle unge.

Invester milliarder i velfærd, ikke i krig. Træk alle danske tropper hjem fra Afghanistan, Irak og andre lande.

Nej til monopolernes EU.

Nej til Nato.

Social genopretning, velfærd til alle.

Krisen viser endnu engang, at udvikling og varige sociale fremskridt for folkene under kapitalismen ikke er mulig. Den viser også, at arbejderklassens og folkenes befrielse kun kan opnås ved revolution og socialisme.

Arbejderpartiet Kommunisterne har i påsken 2009 afholdt sin 4. kongres

APK’s 4. kongres

En ny generation til kamp mod krise, krig og reaktion

En ny generation af unge oplever nu kapitalismens mest destruktive sider. Den økonomiske verdenskrise hærger og har allerede tvunget flere lande økonomisk i knæ. Store multinationale virksomheder er på randen af konkurs. Med krisen følger arbejdsløshed, fattigdom og sult overalt i verden.

Den nuværende generation af unge, der er vokset op med beskåret velfærd i forhold til forældregenerationen, er også arvtager til årtiers forfejlet miljøpolitik, integrationspolitik og ti år med imperialistiske krige med dansk deltagelse. Den rammes hårdt af konsekvenserne af kapitalismens kriser. Derfor er rigtig mange unge gået til kamp mod krisen. Det er ungdommen, der skal overtage og forandre verden.

APK’s 4. kongres i påsken satte spørgsmålet om krise, krig og reaktion og udvejen for arbejderklassen og ungdommen, et socialistisk samfund, i centrum.

Kongressen udvidede sit handlingsprogram fra stiftelsen i 2000 væsentligt, bl.a. på baggrund af det sidste årtis krige, de reaktionære terrorlove og uafbrudte nyliberale angreb på den kollektive velfærd og arbejdernes og de unges rettigheder. Den vedtog også et særligt aktionsprogram mod krisen og en udtalelse om perspektivet for et socialistisk Danmark – og afskibede den danske udgave af den internationale marxistisk-leninistiske, kommunistiske bevægelses politiske og organisatoriske platform.

Kongressen godkendte endvidere centralkomiteens virksomhedsberetning og gennemførte ved valget af ny ledelse et omfattende generationsskifte.

”Vi skal have en ny generation på banen nu,” udtaler afgående formand for APK Dorte Grenaa.
”Derfor har partiet også besluttet at igangsætte et generationsskift i partiets ledelse, hvor vi giver plads til unge kammerater i mere centrale roller.”

Dorte Grenaa gik af som formand på APK’s kongres i påsken. ”Men,” understreger hun, ”jeg fortsætter i centralkomiteen og vil selvfølgelig fortsat kæmpe socialismens sag.”

”Vi er faktisk heldige,”
udtaler tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund DKU, Troels Riis Larsen.
”For den nye generationen af unge i APK har masse af erfarne kræfter at trække på, og det skal vi benytte os af. De har i årtier kæmpet imod kapitalismen og har tidligere mærket konsekvenserne af de økonomiske kriser. De erfaringer skal vi bruge, når vi skal organisere unge og ældre til kamp mod krise, krig og reaktion,”
forklarer Troels.

APK’s centralkomité har valgt at dele formandsrollen op på flere yngre kræfter. Troels Riis Larsen er nyvalgt talsmand for APK.

APK’s 4. kongres var utrolig positiv. Den var præget af enighed, gåpåmod og revolutionær gejst.  Vores analyse og politik, baseret på marxismen-leninismen, har igen under krisen bevist sin rigtighed.

Krigene og kriserne demonstrerer kapitalismens fallit. Socialismen er mere aktuel end længe, ikke bare som et perspektiv, men som konkret alternativ.

Tidens centrale opgave er at smede en bred front mod krise, krig og reaktion, hvor den nuværende generation af unge vil spille en afgørende rolle. APK vil give sit bidrag hertil.

Arbejderpartiet Kommunisterne

(Læs også omtale i kpnet.dk)

Partiet for det 21. århundredes unge – APKs 4. kongres beretning

Fra Centralkomiteens virksomhedsberetning til APK’s 4. kongres

Det følgende er indledningen til den afgående CK’s beretning til Arbejderpartiet Kommunisternes 4. kongres i påsken 2009.

Kære kammerater,

Der er kun gået to et halvt år, siden vi sidst samledes til den tredje kongres. Men det har været år med dramatiske omsving og ændringer i både den internationale og nationale situation. Det er en periode, som har betegnet den ynkelige afslutning på de mørke Bush-år internationalt og den dystre Fogh-periode i Danmark – men på den anden side har det ikke været starten på en virkelig forandring, på en ny kurs og en ny ære med fremgang for arbejderklassen og folkene, for en positiv og fredelig global udvikling.

Først og fremmest har den forløbne kongresperiode været vidne til et gigantisk globalt krak, hvor de oppustede økonomiske bobler, fostret og næret af imperialismens ryggesløse neoliberalisme, sprang, og den reelle globale økonomi viste sig at være i den dybeste krise i al fald siden 1920’ernes og 30’ernes krise og depression. Krigsøkonomien kunne forlænge boomet, men det har kun betydet, at krisen bliver så meget dybere.

Krisens udbrud omdefinerede øjeblikkelig den globale dagsorden: Kampen om, hvem der skal betale krisen – dens kapitalistiske ophavsmænd eller arbejderne og folkene verden over – kom direkte i centrum af den internationale klassekamp. De store magter i G20 har rottet sig sammen om at give ubegrænset støtte til banker og kapital og lade arbejderne, verdens fattige og de fattige lande betale, men i G20-landene selv og i verdens øvrige lande rejser arbejderne sig til protest under parolen ’Vi vil IKKE betale for jeres krise’.

Der har været megen snak om, at krisen var uforudsigelig og kom som en total overraskelse. Fogh-regeringen lukkede øjnene for realiteterne og fremturede med flomme af selvros, indtil kendsgerningerne blev så påtrængende, at det ikke længere var muligt at ignorere dem. Derpå fyldte den medierne med beroligende forsikringer om, at krisen snart ville være overstået, og at Danmark var godt rustet, indtil den i panik vedtog omfattende bistandshjælp for skatteborgernes regning til bankkapitalen. Den største danske bank, A.P. Møllers Danske Bank, skrev lovene. Den var ved at krakke på grund af sine vanvittige spekulationer.

Men for marxisterne, for arbejderklassens kommunistiske parti, kom krisen ikke som en overraskelse. Den var ventet og den var forudsagt. Hovedresolutionen fra APK’s tredje kongres i december 2006 indledtes med et højaktuelt Lenin-citat om boom og kriser (fra 1897) og en konstatering af, at arbejderne og deres parti måtte forberede sig på en snarlig omstilling til krisebetingelser.

Kongressen fandt sted på toppunktet af det kapitalistiske boom og de kapitalistiske politikeres og klakørers salige rus og drømme om evig fremgang.

Resolutionen citerede Lenin for følgende:
”For tiden oplever vi øjensynlig den periode i den kapitalistiske cyklus, hvor industrien ‘blomstrer’, handlen går livligt, fabrikkerne arbejder på livet løs, og utallige nye værker, nye bedrifter, aktieselskaber osv. skyder op som paddehatte efter regnvejr. Man skal ikke være profet for at forudsige et uundgåeligt krak.”

Og vor kongres tilføjede:
”De kapitalistiske kriser er i dag en lige så uundgåelig følgesvend til perioder med opsving, som de har været i hele den kapitalistiske epoke. Øjeblikkets boom i Danmark vil igen blive afløst af nedtur og stagnation. Både i perioderne med opsving og nedgang følger kapitalen en kurs for omfordeling til fordel for de rige og på arbejdernes, ungdommens og det store flertals bekostning.”

Krisens udbrud kan ikke forudsiges på dato, måned eller år, men de cykliske kriseperioder er accelereret, varer tilnærmelsesvis syv år – og der var god grund til i december 2006 at forvente, at krakket og krisen ville komme inden for de næste tre år, hvad de da også gjorde. Allerede fra sommeren 2007 var krisetegnene tydelige både i amerikansk og dansk økonomi.

Det blev fortrængt, for sandheden har trange kår i de kapitalistiske samfund, der domineres af borgerlig ideologi og politik, hvis hovedformål er at skamrose det kapitalistiske system og bilde den internationale arbejderklasse ind, at det bringer stigende velstand, fred og social fremgang, mens marxismen søges kastet på historiens skraldespand som en uvidenskabelig teori og de revolutionære kommunister, marxist-leninisterne fremstilles som overlevende anakronismer.

Men det er en kendsgerning, at vort parti og vor globale marxistisk-leninistiske, kommunistiske bevægelse forudså den økonomiske krise og søgte at forberede arbejderklassen og det store flertal på den.

Det vil huskes, at heller ikke udbruddet af den ny serie imperialistiske krige i Bush-perioden efter 11. september 2001 kom bag på vort parti og den internationale bevægelse, og vi var i stand til øjeblikkelig omstilling til en ny taktisk situation og handle i den for at opbygge en slagkraftig antikrigsbevægelse. Ligesom dengang har vi med den kapitalistiske verdenskrises udbrud været i stand til at reagere øjeblikkeligt og konsekvent til forsvar for arbejdernes, ungdommens og de brede massers interesser.

Vi har taget initiativ til opbygningen af en bred kampfront mod krise, krig og reaktion på baggrund af parolen ’Vi vil IKKE betale for jeres krise’. Krisens bagmænd og ansvarlige må betale – ikke de arbejdende med fyringer, lønnedgang, uendelig forgældelse, tab af bolig og andre sociale ulykker, som følger med, når krisen tørres af på det store flertal. Denne front vi for alvor søge at bringe til udfoldelse i den kommende periode, eftersom den kapitalistiske overproduktionskrise og dens konsekvenser vil være mærkbare i hele den næste treårige kongresperiode.

Krisen startede i USA med den såkaldte subprime- og finanskrise og bredte sig som en løbeild over hele verden. Den har berørt samtlige landes økonomier, i større eller mindre grad, fordi den internationale kapital er tæt sammenvævet globalt, og dens udbrud i en eller flere store økonomier som den amerikanske og kernelandene i Euroland kan derfor fremskynde og påvirke det cykliske forløb i andre økonomier. Udviklingen af den globale krise viser, at der i dag ikke eksisterer noget land med en krisefri socialistisk økonomi.

Den kapitalistiske verdenskrise har også sat nye spørgsmålstegn ved selve det kapitalistiske verdenssystem. Tiden med den såkaldte ’krig mod terror’ beviste, at imperialismen – kapitalismens nuværende, højeste og sidste fase – ikke er i stand til at sikre fred i verden. Den understregede tværtimod dens indbyggede aggressive, krigeriske og kriminelle natur med krigene og besættelserne af Afghanistan og Irak, den fortsatte undertrykkelse af palæstinenserne, torturen og terrorlovene.

Den nuværende økonomiske verdenskrise afslører igen, at dens løfter om social fremgang, velstand og velfærd for verdens ludfattige milliardmasser er løgn og propaganda. Krise og spekulation har presset fødevarepriserne i vejret, lagt nye snesevis af millioner til antallet af sultende og udløst hungerrevolter i en række lande. Krak, fyringer, nedskæringer af den offentlige sektor og øget gæld er det samfundsmæssige nettoresultatet af boomet. Det er en tragedie for rigtig mange millioner mennesker, også i de rige lande.

Vi er vidner til, at kapitalismens almene krise, som indtrådte med den første imperialistiske verdenskrig og den første vellykkede socialistiske revolution, Oktoberrevolutionen, uddybes og skærpes på stadig flere felter, krise på krise: fødevarekrise, klimakrise, miljøkrise, flygtningekrise osv.

Kapitalismen i dens imperialistiske fase er et rådnende og døende system, ude af stand til at løse eller undslippe sine dybe indre modsætninger. Derfor kaldte Lenin det tærsklen til den socialistiske revolution, og derfor mister stadig større masser verden over tiltroen til dette giftige sociale system og søger mod virkelige løsninger – som kun kan være den antiimperialistiske og antikapitalistiske revolution, som kun kan være et ægte socialistisk samfund.

Den dramatiske kollaps for den nyliberalistiske kapitalistiske ideologi og dens guruer af i går som Milton Friedmann og hans eftersnakkere har også givet ny grobund for reformistiske og revisionistiske plattenslagere, der ’opfinder’ nye systemer, nye og bedre ’socialismer’, som blot er sminkede udgaver af kapitalismen.

Men den betyder også en reel og forstærket søgning mod marxismen og leninismen. Interessen for Marx’, Engels’, Lenins og Stalins lære er stærkt øget.
Dette er af den største betydning i en tid, hvor faktorerne for revolution vokser, den endelige udvej af kriserne og til overvindelse af kapitalismen.

Arbejderpartiet Kommunisterne er stolt over at være en del af Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (IKMLPO). Det er en organisering, der omfatter revolutionære kommunistiske partier på alle kontinenter, og det er den eneste, der kan give globale, revolutionære svar på kapitalismens kriser og krige og vejledning til verdens proletariat.

Antallet af tilsluttede partier og organisationer vokser, og konferencens globale aktivitet og autoritet vokser ligeledes. De tilsluttede kommunistiske partier og konferencen som helhed bliver for alvor sat på prøve i disse år, hvor spørgsmålet om, hvem der vinder ledelsen af arbejderklassens kamp – revolutionære eller reformister og revisionister – er af afgørende betydning for revolutionens udvikling og skæbne.

På denne kongres kan vi fremlægge den danske udgave af konferencens politiske og organisatoriske platform, ’Den internationale situation og vore opgaver’. Den er blevet til gennem en flerårig kollektiv arbejdsproces i konferencen, og selvom den blev afsluttet før udbruddet af den nuværende verdenskrise, er den en pålidelig vejledning til den globale klassekamp. Den udgør en del af vort partis programmatiske grundlag – sammen med bl.a. Manifestet for et socialistisk Danmark, vort fremragende og stadig aktuelle program, som blev vedtaget på stiftelseskongressen i april 2000.

Vi erklærede dengang, at vi med stiftelsen af APK havde lagt grunden til det ny århundredes, det 21. århundredes kommunistiske parti i Danmark.

Partiet havde selvfølgelig sine rødder i det 20. århundredes kampe og erfaringer. Den første gruppe ledere kom derfra og havde det som ballast. Men allerede året før partistiftelsen blev det nye kommunistiske ungdomsforbund DKU dannet, og i løbet af det ny århundredes første årti er der vokset en ny ungdomsgeneration frem. Den er blevet konfronteret med imperialismens endeløse krige og har nu for alvor fået den systemindbyggede økonomiske krise at føle.

I Danmark er en betydelig del af ungdommen gået mod venstre. Radikaliseringen er blevet forstærket ikke mindst af den borgerlige regerings, de reaktionære politikeres og politiets veritable krig mod ungdommen, som den kom til udtryk i kampen omkring Jagtvej 69 – ungdommens og arbejderbevægelsens historiske bygning, der endte med at blive foræret til og nedrevet af en fundamentalistisk, fascistisk kristen sekt.

Det er den nuværende generation af unge, ikke mindst arbejderungdommen, der vil udgøre en afgørende kraft i kampen mod krisen og dens virkninger og for et andet økonomisk og socialt system.
Det er den allerede i betydeligt omfang blevet det i antikrigsbevægelsen, i nutidens antiimperialistiske solidaritetsbevægelser og i klima- og miljøbevægelserne.

APK har hele vejen prioriteret at styrke ungdommens kamp, rodfæste sig i den nuværende ungdomsgeneration og forny sine rækker med nogle af de bedste af generationens klassekæmpere. Derfor bistod partiet også med at sikre, at 20. internationale antifascistiske og antiimperialistiske ungdomslejr, med DKU som vært, blev en stor succes og en lærerig og inspirerende oplevelse, da den blev afholdt i Nordsjælland august 2006.

Partiet mangler endnu at opleve en større medlemstilgang blandt dagens unge. Når folk radikaliseres og bevæger sig mod venstre, er der andre kræfter, der promoveres og er lettere at få øje på, selvom deres reelle bidrag til klassekampens udvikling er sørgelige og modproduktive. Men vi har mærket en væsentligt forøget interesse for vor politik og teori, og partiet har i den sidste periode rekrutteret en del unge til sine rækker, ikke mindst fra DKU.

Tiden er nu inde til, at dette generationsskifte, der har forynget den gennemsnitlige partialder væsentligt, også giver sig udtryk på ledelsesplan, i Centralkomiteen og de øvrige ledelser, hvor kammerater fra den nuværende generation af unge, der er vokset op og har udviklet sig med partiets kampe, også får en afgørende indflydelse i partiet selv.

Det er ikke bare det 21. århundredes parti, vi er i færd med at opbygge, men også partiet for det 21. århundredes unge. De skal se sig repræsenteret af og afspejlet i dets ledende repræsentanter. Uden at 68-generationen i partiet sættes på pension, vil den efter denne kongres ikke længere besætte dets vigtigste ledende poster. Det er en af hovedopgaverne for denne kongres.

At vi kan gøre det, er et af de vigtigste resultater af Centralkomiteens arbejde, ikke mindst i den forløbne kongresperiode.

Også i denne kongresperiode har partiet taget del i de vigtigste klasse- og massekampe. Vi har været med i kampen om Ungdomshuset, og vi har taget det i de offentligt ansattes storkonflikt i foråret 2008 med dens krav om væsentlige lønstigninger, ligeløn og flere hænder i den offentlige sektor, der var en fortsættelse af de foregående års kamp for ’velfærd til alle’.

Vi er indgået i kampen mod EU-forfatningen og Lissabontraktaten, mod fremmedhad, racisme og fascisering. Vi har været aktive i antikrigskampen, i støtten til det irakiske og afghanske folks modstandskamp mod imperialismen og NATO med USA i spidsen, samt i solidariteten med det palæstinensiske folks modstand mod det zionistiske Israels fascistiske besættelse og massakren i Gaza.
Vi indgår i udviklingen af klimakampen op mod FN-topmødet i København sidst på året.

Disse kampe og initiativerne til at udvikle en mere omfattende platform for kampen mod den kapitalistiske krise, som APK arbejder for, peger hen mod etableringen af en bred kampfront mod krise, krig og reaktion.
Det er den centrale opgave i klassekampen, som APK vil arbejde for bliver påbegyndt for alvor i kongresperioden.

Til den ende foretager vi en række ændringer og tilføjelser til vort handlingsprogram, som i sin nuværende form blev vedtaget på den stiftende kongres i 2000. Erfaringerne fra Bush- og Fogh-årene skal integreres i en revideret udgave af programmet og i kongresresolutionerne. Det vil sige fra de dystre år med evige imperialistiske krige og krigsforbrydelser, med tortur og terrorlove, med store skridt hen imod politistaten, med styrkelsen af den åbne reaktion, samfundets militarisering og fremvæksten af fascistiske og nazistiske kræfter.

Med det udbyggede handlingsprogram, aktionsprogrammet mod krisen osv. rustes arbejderklassen og de folkelige bevægelser med en progressiv politik, der imødegår det herskende og stadig mere reaktionære bourgeoisi og dets købte politikere og presse.

Den parlamentariske modstand mod VK-regeringens velfærdshærgen, fremmedfjendske ’integrationspolitik’ og aggressive krigspolitik i imperialismens frontlinje, solidt støttet af Dansk Folkeparti, har været yderst beskeden.
Socialdemokraterne satsede hårdt på at vinde folketingsvalget i 2007 – og tabte. De har i stedet søgt at bremse massebevægelserne for at vælte Fogh og Co.

I sin nyliberale højredrejning har de fået selskab af SF, der er rykket radikalt til højre og nu støtter de imperialistiske alliancer, EU og NATO, i håb om regeringsposter. Enhedslisten drømmer til gengæld stadig om at dreje S og SF til venstre og om at blive støtteparti for en socialdemokratisk ledet krigs- og EU-regering, der vil slutte op om Anders Foghs og USA’s NATO og deres afghanske krig og dermed fortsætte krigsforbryderregeringerne Fogh/Løkke Rasmussens kurs.

Løkke Rasmussen-regeringen er et forsøg på at føre Fogh-politik uden Fogh. Den er svag og kan kun takke en uduelig ’opposition’, hvis den overlever ret længe.

Det er muligt at udvikle en selvstændig arbejderklassepolitik imod dette forræderi. Ikke bare for arbejderne, men for de stadig flere arbejdsløse og folk på overførselsindkomster, for de unge, for kvinderne, for det store flertal.
Det er også en af vor 4. kongres’ store opgaver.