Internationale hilsener til APKs 3. kongres

Hilsen til APKs 3. kongres fra Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti PCMLE

Kammerater i Arbejderpartiet Kommunisterne

I hele PCMLE’s navn sender centralkomitéen sine varmeste revolutionære hilsner til APK’s 3 kongres.

Denne kongres er uden tvivl en begivenhed af stor betydning for kommunister i alle lande, for arbejderklassen i jeres land, for arbejdere og folkene i hele verden.

Kongressens debatter, diskussioner, konklusioner og opgaver kommer til at være vigtige skridt for at styrke den danske arbejderklasses partis ideologi, politik og organisering og for konfrontationen med hele det undertrykkende kapitalistiske system, mod borgerskabet og imperialismen.

PCMLE hejser, som en del af den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer, IKMLPO, og som forkæmper for den proletariske revolution i vores land, sit røde flag som hilsen til denne sejrrige kongres. Vi ser den som et skridt fremad i den fælles kamp mod menneskehedens fjender.

Kammerater, modtag vores bedste ønsker om succes for jeres kongres og for styrkelsen af det kommunistiske broderskab mellem vores partier, der vil være med til at fremme proletariatets verdensrevolution.

Leve Arbejderpartiet Kommunisternes 3. kongres!

Leve det internationale proletariat!

Længe leve Marxismen-Leninismen!

Quito, Ecuador
6. december 2006

Ecuadors Kommunistiske Parti Marxister-Leninister

Centralkomiteen

www.pcmle.org

Hilsen til APKs 3. kongres fra Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti PCOF

Til de delegerede til Arbejderpartiet Kommunisternes 3. kongres

Kære kammerater,

På vegne af medlemmerne af vores parti, Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti, overbringer vi jer vores broderlige hilsener og de bedste ønsker om succes for jeres kongres.
Kongressen vil gøre status over den rige politiske erfaring, som jeres parti har vundet på forskellige af klassekampens fronter.

I de senere år har vi haft lejlighed til at føre fælles kampe med jeres kammerater, jeres parti, dets ungdomsorganisation og dets faglige aktivister.
Sammen med jeres parti og andre marxistisk-leninistiske partier i Europa og Afrika og med demokratiske kræfter har vi fordømt den Europæiske Unions forfatningsprojekt. Af denne grund betragter vi ”Nej”-sejren i Frankrig som en fælles sejr. Vi har kæmpet sammen mod Bolkestein-direktivet. Og vi har kæmpet sammen for, at den internationale Antifascistiske og Antiimperialistiske Ungdomslejr, som blev afholdt i jeres land, skulle blive en succes.

Denne praksis af fælles kamp bliver mere og mere nødvendig, fordi vi konfronteres med de samme politikker, med de samme reaktionære og imperialistiske institutioner som den Europæiske Kommission i Bruxelles.
Det er særlig nødvendigt for vores politiske arbejde i forhold til arbejderklassen. Det er arbejderklassen, som er det første angrebsmål for de store monopolers politik – en politik, som er identisk med den neoliberale politik, som er udviklet i verdensmålestok af imperialismen. Denne politik stiller arbejderne i indbyrdes konkurrence på nationalt, europæisk og globalt niveau og forringer arbejdsforholdene, lønnen og de vundne sociale fremgange for alle arbejdere.

Vore partier har som arbejderklassens partier den særlige opgave at udvikle international solidaritet og åbne politiske perspektiver for arbejderklassen, der bidrager til at fremme klassens enhed og får den til at spille den ledende rolle i frontpolitikken mod monopolborgerskabets diktatur.

I anledning af jeres kongres vil vi udtrykke vores stærke vilje til at udvikle kampfællesskabet med jeres parti i tæt sammenhæng med de øvrige partier og organisationer i den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer.

Vi hilser den nye centralkomité, som vælges på denne kongres, og ønsker al mulig fremgang for jeres revolutionære arbejde.

Længe leve Arbejderpartiet Kommunisternes 3. kongres!

Længe leve Marxismen-Leninismen og den internationale solidaritet!

Paris 9. december 2006

Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti

Centralkomiteen

www.pcof.net

  Hilsen til APKs 3. kongres fra Irans Arbejderparti (Toufan)

Kammerater fra Arbejderpartiet Kommunisterne,
Workers’ Communist Party of Denmark

Irans Arbejderparti (Toufan) sender sine broderlige hilsener ved afholdelsen af jeres tredje partikongres. Vi lykønsker de revolutionære aktivister og de danske arbejdende med denne historiske og glædelige begivenhed i jeres organisations liv.

Irans Arbejderparti (Toufan) hilser de kampe, I har ført mod det danske bourgeoisi, repræsenteret af Fogh-regeringen, imod imperialismen, anført af USA, mod zionisme og al reaktion, og for opbygningen af et samfund befriet for racisme, undertrykkelse og udbytning.
Kære kammerater,

Den amerikanske imperialisme fik udsigt til et forsmædeligt nederlag, da den indledte en reaktionær krig mod Irak. Det irakiske folks modstandsbevægelse har gjort landet til det rene kviksand for besættelsesmagterne. Solidaritetsbevægelsen med det irakiske folk, den globale antikrigsbevægelse, vil og må blive videreført, styrket og radikaliseret.

Denne bevægelse vil og må i endnu større omfang afsløre de forbrydelser, som Bush og Blair-regeringerne og deres danske allierede, den kriminelle Fogh-regering, har begået.
Besættelsestropperne må forlade Irak og Mellemøsten, de amerikanske imperialister må betale krigsskadeserstatninger til det irakiske folk, og krigens arkitekter må stilles for en domstol.

Irans Arbejderparti (Toufan) værdsætter den betydningsfulde rolle, som kammerater fra APK spiller i antikrigsbevægelsen.
Den globale bevægelse mod imperialisme, krig og bourgeoisiets neoliberale politik har international karakter og udtrykker solidariteten mellem verdens arbejdende. Denne solidaritet må yderligere styrkes, kommunisternes rolle i bevægelsen yderligere udvikles, krænkelserne af arbejderklassens rettigheder må besejres, og demokratiets og socialismens kræfter må presse sig frem!
Kære kammerater,

FN’s Sikkerhedsråd har for nylig og under amerikansk pres vedtaget en resolution mod Irans fredelige atomforskning og udvikling. Vores parti anser dette som en imperialistisk sammensværgelse mod det iranske folk og som et forsøg på at bane vej for et ‘regimeskifte’ i Iran og for at gennemføre den amerikanske politik for en ‘Ny Verdensorden’.
Denne sammensværgelse må afsløres.
Kun det iranske folk, som beslutsomt modsætter sig udenlandsk indblanding, har retten til at vælte den Islamiske Republiks forbryderiske styre. De amerikanske imperialisters hensigter i Iran må gøres klare for verdens folk.

Kammerater fra APK,

Vi er overbevist om, at APK’s 3. kongres har fremlagt en vej frem for revolutionen og socialismen i Danmark. Vore to marxistisk-leninistiske partier er forenede i kampene mod imperialismen, som anføres af USA, og mod bourgeoisiet.

Vi ønsker jer alt det bedste for jeres revolutionære virksomhed.

Længe leve Arbejderpartiet Kommunisternes 3. kongres!
Længe leve solidariteten mellem arbejderklassen i Iran og Danmark!
Længe leve socialismen!

30. december 2006

Irans Arbejderparti (Toufan)

www.toufan.org

Udtalelse om den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer

Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (IKMLPO) blev dannet i 1994 på grundlag af ‘ Kommunistisk appel til verdens arbejdere og folk’ (‘Quito-erklæringen’) af en række anti-revisionistiske, marxistisk-leninistiske partier og organisationer. Ved Arbejderpartiet Kommunisternes stiftelse i april 2000 blev partiet optaget som medlem af Konferencen.

Den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse bygger på verdens arbejderklasses revolutionære erfaringer, på erfaringerne fra Oktober-revolutionen og opbygningen af socialismen og på Internationalernes teori og praksis (herunder 2. Internationales revolutionære periode samt Kominform-perioden). Dette udgør dens historiske basis og arv. Den videnskabelige (proletariske) socialisme – marxismen-leninismen – er essensen af den internationale kommunistiske bevægelses generallinje.

APK vil bestræbe sig på at udbrede kendskabet til den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse, dens historie og partier, og herunder sikre, at IKMLPO’s grundlæggende dokumenter – som udtryk for den internationale arbejderklassens analyser, teori og praksis af i dag – i den kommende periode oversættes til og udgives på dansk.

APK’s 3. kongres

APKs 3. kongres: Resolution om klassekampens opgaver

Resolution vedtaget på APKs 3. kongres

”For tiden oplever vi øjensynlig den periode i den kapitalistiske cyklus, hvor industrien ‘blomstrer’, handlen går livligt, fabrikkerne arbejder på livet løs, og utallige nye værker, nye bedrifter, aktieselskaber osv. skyder op som paddehatte efter regnvejr. Man skal ikke være profet for at forudsige et uundgåeligt krak.”
Lenin, 1897

De kapitalistiske kriser er i dag en lige så uundgåelig følgesvend til perioder med opsving, som de har været i hele den kapitalistiske epoke. Øjeblikkets boom i Danmark vil igen blive afløst af nedtur og stagnation. Både i perioderne med opsving og nedgang følger kapitalen en kurs for omfordeling til fordel for de rige og på arbejdernes, ungdommens og det store flertals bekostning.

Opgaven i dag står i høj grad på at vække klassebevidstheden og dermed solidariteten i alle dele af arbejderklassen – og erkendelsen af, at målet for kampen er et samfund baseret på den videnskabelige socialismes teori og praksis.

Offentligt ansatte har efter års nedskæringer og mere og mere omfattende kampe genvundet en selvbevidsthed og en fornemmelse af klassekampen. Arbejderklassen i industrien, for slet ikke at tale om byggeriet, er kun på nippet til at erkende, at behovet for strejke og kamp ikke tilhører fortiden.
Støtte til folkenes modstandskamp –
Stop dansk krigsdeltagelse

Danmarks deltagelse i den amerikansk ledede koalition i den ulovlige krig mod Irak er den direkte forlængelse af Danmarks blinde underkastelse under den amerikanske politik gennem et halvt århundrede, af tilslutningen til NATO, amerikanske militære baser i hele kongeriget, og af tilslutningen til den Europæiske Union.
De skiftende danske regeringer har alle været enige om at slutte op bag ved den selvopkastede leder af ‘den frie verden’. Danmark har støttet og deltager i krigene på Balkan, Afghanistan og i Mellemøsten, ikke mindst de to krige mod Irak og den langvarige embargo i halvfemserne.

APK’s holdning til krigsmodstanden og i fredsbevægelsen er baseret på to hovedretninger:
støtte til og forsvaret af folkenes ret til væbnet modstand mod besættelse, samt Danmarks fuldstændige tilbagetrækning fra krigsdeltagelse og støttepunkt for imperialismen.

Det indbefatter også modstand mod ‘krigen mod terror’ i alle dennes aspekter, også den udemokratiske undertrykkelse af folkelig modstand, som udtrykkes i terrorlove, der baner vej for politistat og fascisering af statsmagten.
Den langvarige ‘krig mod terror’ er et hovedelement i og et væsentligt påskud for USA-imperialismens forbryderiske plan om at oprette sit hegemoni over verden, som det reaktionære Danmark er medskyldig og medaktør i.

Kampen mod krigen er en væsentlig del af kampen for at skabe en bred front mod imperialismen.
APK afslører og bekæmper i denne sammenhæng

– A.P. Møller-Mærsk-koncernens og andre industrigiganters store økonomiske interesser og politiske involvering i fortsat krig,

– Fogh-regeringens og folketingsflertallets rolle som krigsforbrydere, samt

– Natos og EU’s delagtighed i oprustning til imperialistisk krig og til rumkrig.

Kampen mod krigen er først og fremmest en massekamp. APK har spillet og vil også fremover spille en væsentlig rolle i mobiliseringen af den danske krigsmodstand til globale gigantdemonstrationer som 15. februar 2003 op til starten på Irak-krigen og en lang række senere manifestationer.

Den nye konsekvente antikrigsbevægelse har med modige malingsaktivister, FredsVagten ved Christiansborg og mange andre nye aktionsformer vist, at der er basis for en ægte kamp mod de amerikanske imperiedrømme og imperialistiske krigseventyr i almindelighed.

Danmark skal trækkes ud af rollen som amerikansk alliancepartner, dansk territorium skal ikke kunne bruges som udgangspunkt for aggression, og Danmark skal udtræde af den aggressive imperialistiske krigsalliance Nato, som i Afghanistan og andre steder gennemfører ulovlige kolonikrige i det 21. århundrede.

Færøerne og Grønlands folk har ret til selvbestemmelse også på det udenrigspolitiske område. Det er i disse folks, det danske folks og alle verdens folks interesse at opsige kontrakten med USA om leje af baseområder.

Israel har gennemført en ny optrapning af krigen mod deres naboer. De palæstinensiske selvstyreområder bliver konstant terroriseret af israelsk militær, palæstinensiske områder annekteres af Israel ved bygningen af apartheidmuren , politiske ledere myrdes med raketangreb, og den demokratisk valgte selvstyreregering efter Arafat har fået smækket kassen i.

Israels krig mod Libanon i sommeren 2006, med den undskyldning, at Hizbollah-bevægelsen kidnappede to soldater, er et led i en konstant krig og indblanding i hele regionen. Under påskud af ‘demokratisering’ gennemføres en del og hersk -politik, der sætter etniske grupper op mod hinanden og tilsigter en opsplitning af landene i regionen på etnisk og religiøst grundlag for at sikre amerikansk og israelsk herredømme på de arabiske og mellemøstlige folks bekostning. Solidaritetsbevægelsen med Palæstina kan ikke ses uafhængigt af situationen i hele Mellemøsten. APK understøtter kraftigt opbygningen af en dansk og international bevægelse for boykot af Israel .
‘Velfærd til alle’
– Stop den nyliberale offensiv

Arbejderklassen og ikke mindst de offentligt ansatte har mærket det virkelige indhold af kommunalreformen, der træder i kraft til nytår, af den såkaldte ‘velfærdsreform’ og de øvrige anti-reformer, Fogh-regeringen har gennemført som en del af nedslidningspolitikken over for den offentlige sektor, ofte i form af brede forlig med deltagelse af S og R.
Kampene mod nedskæringerne og nedslidningen, ikke mindst i efteråret 2006, udmærkede sig ved at være usædvanlig omfattende og vedholdende. Der var tydeligt tegn på en ny selvbevidsthed, nye kampformer og fremadrettede formuleringer om et samfund, der giver penge og plads til børn, ældre og de fattigste.

Bevægelsen udviklede sig fra første færd i modsætning til Socialdemokratiet og LO-toppen og de socialdemokratiske proselytter i det parlamentariske og fagligt legalistiske bagland, hvis holdninger og handlinger spændte fra åben sabotage til manglende eller kun forbeholden støtte.

Nedlæggelse af det eksisterende lokaldemokrati betyder en omfattende bureaukratisk og antidemokratisk centralisering. Kommunesammenlægningerne er dikteret af erhvervslivets krav om effektivitet, stordrift og ingen politisk kontrol – i samklang med udviklingen af en europæisk statsdannelse. Antallet af embedsfolk, der kontrollerer og administrerer, er støt stigende, mens privatisering af den faktiske offentlige service er på vej mod 100 %.

Resultatet er, at ‘velfærdssamfundet’ er nedlagt. De ansatte i den udførende offentlige sektor bliver udsat for dårligere arbejdsvilkår og lønnedgang, og den administrative del bliver stadig mere udemokratisk, i takt med at de ledende ansatte får støre magt, og åbner for lobbyisme og virksomhedernes direkte indflydelse på beslutningsprocesser.

Kampvilje og kampevne er i øjeblikket det eneste, der forhindrer Fogh-regeringen at gennemføre en endnu voldsommere ødelæggelse af den offentlige sektor – i retning af den ‘minimalstat’, man offentligt afskriver, men fortsat arbejder for.

Kampen om den offentlige service er i sit indhold både en økonomisk kamp om fordeling af samfundets penge og en kamp for demokrati.

De revolutionære må arbejde for, at en modig strejkeånd og begyndende civil ulydighed øges, og hjælpe til alternativ organisering uden for kontrol af forrædere og pampere. De må bidrage med klare idéer til en selvstændig kampplatform, der kan udvikle den solidariske grundidé med et antiimperialistisk udgangspunkt.

De store demonstrationsdage i 2006 – 17. maj og 3. oktober – var afgørende for udløsningen af den masseprotest, der afslørede regeringens demagogi om mere velfærd som den løgn, den er. De landsdækkende markeringer blev først og fremmest drevet frem af ungdommen og dens organisationer, ikke mindst uddannelsesorganisationerne. De faglige kræfter har været med og har forsøgt at holde trit.

De store protester stoppede ikke velfærdsreformen eller de store nedskæringer i kølvandet på kommunalreformen. Utilfredsheden med regeringens politik og de kommunale nedskæringer er dog langtfra forsvundet. Bevægelsen er ved at rejse sig igen i lokale initiativer, der ikke har opgivet at slås mod de konkrete nedskæringer. Samtidig er der et voksende behov for at formulere en række positive krav for den fortsatte kamp, et manifest for et alternativ til den nyliberale syndflod af reformer.

Det vil være unaturligt og i strid med arbejderklassens interesser, hvis massebevægelsens krav ikke rejses som en del af overenskomstforhandlingerne 2007 – herunder kravet om nedsættelse af arbejdstiden, som er vokset og ikke faldet i de sidste mange år.

– SKROT VELFÆRDSREFORMEN – indbefattet angrebene på efterløn og pensionsalder

– ANNULLER DE KOMMUNALE SPAREFORLIG . Strukturreformen og storkommunerne skal ikke bruges til nedskæringer, privatiseringer og yderligere forringelser. Åbn for kasserne! Og lad de rige betale …

– STOP FOR DANSK KRIGSDELTAGELSE – i Irak, Afghanistan, Libanon, og hvor kanonaktivisten Fogh og hans ven Bush har eller vil sende danske militær

– VELFÆRD TILALLE – Flere penge til kvalitet i uddannelserne – Boliger til alle – Gratis uddannelse til alle – For en SU, man kan leve af …

AFSKAF STARTYDELSEN – menneskerettigheder gælder også flygtninge og asylansøgere

– NEDSAT ARBEJDSTID – Hen imod 30 timers-ugen, med fuld lønkompensation
Borgerskabet er fyldt af angst og foragt over for den progressive kultur. Det er uanset, om udtrykket er Christianias alternative tradition, Ungdomshusets modkultur eller bare det, at folk kan komme fra gaden og selv arbejde med skabende håndværk som i Kulturcenter Huset i Århus.

De steder skal lukkes og smadres, renskures og sælges. Alt progressivt, der er resultat af arbejdernes, ungdommens eller folkets kamp, skal ødelægges for at etablere monopolernes totale kontrol og fjerne enhver forestilling om, at det nytter at kæmpe imod. Dette opmuntrer også nazibøller og højrerabiate voldsmænd, som trives i den slimede atmosfære, til at gennemføre både racistiske angreb og angreb på progressive initiativer.

Forsvaret af disse folkelige bestræbelser og initiativer en vigtig del af forsvarskampen mod den nyliberale offensiv.


Stop den Europæiske Union

I 2005 sendte befolkningerne i Frankrig og Holland Unionsforfatningen til tælling, og siden er unionstilhængerne blevet meget forsigtige med at fortælle, hvad de tænker. Først engang i 2008 er der udsigt til at en nylancering af forfatningstraktaten. Udviklingen kan dog pludselig gå hurtigt.

EU’s imperialistiske supermagtsdrømme er ikke ændret, selvom forfatningstraktaten er lagt på is.
Det betyder også, at militariseringen og forberedelsen af nye militære eventyr fortsætter. I Afghanistan er det i første række tropper fra afgørende EU-lande, som har afløst USA i den ulovlige kolonikrig, der fortsætter på sjette år.

Og EU’s generelle nyliberale offensiv fortsætter med uformindsket styrke. Behandlingen af Bolkestein-direktivet (‘Service-direktivet’) giver et meget godt indtryk af, hvad der er i vente. Direktivet om tjenesteydelser har været sendt i udvalg, efter at det røg ind i folkelig modstand blandt de arbejdende i hele den Europæiske Union. Men uden den store opmærksomhed er det nu vedtaget med mindre væsentlige ændringer. Direktivet spiller en central rolle i Lissabon-strategien 2010 om mere union og mere liberalisme (‘EU som verdens stærkeste økonomi i 2010’ ).

Det er samme nyliberalistiske strategi, der taler for at stramme grebet over for pensioner, arbejdsløshedsunderstøttelse og offentlig service i det hele taget, og som har vakt voldsomme protester i de fleste unionslande – herunder mod Hartz IV i Tyskland.

De danske ‘velfærdsprotester’ i 2006 skal også ses som en del af protesten mod EU’s nyliberale offensiv og nyliberale strategi og de direktiver, der forringer arbejdernes og den brede befolknings stilling og levevilkår og undergraver tilkæmpede rettigheder.

Mens EU bestemmer mere og mere, er fokus på EU i medierne, omtale af topmøder og vigtige beslutninger, forsvundet til stort set ingenting.

APK støtter Folkebevægelsen mod EU som den eneste bevægelse, der rejser en demokratisk kamp for selvstændighed imod EU-medlemskabet.

 

Foghs krigsforbryderregering skal tvinges væk

Fogh-regeringen har ingen legitimitet. Den er en krigsforbryderregering. De ansvarlige for den danske deltagelse i den kriminelle og folkeretsstridige krig mod i Irak skal stilles for en domstol. Foghs regering er den mest reaktionære regering, Danmark har lidt under siden Scavenius-regeringen under den tyske besættelse.

Den tætte alliance med USA-imperialismens fundamentalistiske førstemand George W. Bush, med Storbritanniens kolonikriger Tony Blair og det zionistiske israelske regime har medført umådelig skade for Danmark. Fogh har fulgt den amerikanske taktstok i tykt og tyndt, og som juniorpartner i denne reaktionære alliance har Danmark sine særlige opgaver i det imperialistiske og nykolonialistiske globale felttog, som bl.a. gennemføres som en ‘kamp mellem civilisationer’ og angiveligt til forsvar for ‘Vestens demokratiske værdier’ mod det ‘mindreværdige’ islam. Det var ikke tilfældigt, at Jyllands Postens provokation med Muhammed-karikaturerne blev organiseret fra Danmark, eller at den fra starten havde Fogh-regeringens fulde støtte.

Den reaktionære og arrogante Fogh-regering lyver uhæmmet om alt, fra ‘irakiske masseødelæggelsesvåben’, der ikke eksisterede, som påskud for krig, til falske påstande om, at ‘velfærden’ og den ‘offentlige service’ er forbedret. Modstandere betegnes som ‘støtter for Saddam Hussein’ eller ‘socialistiske ballademagere’.

Ikke den parlamentariske opposition anført af Helle Thorning Schmidts socialdemokrater, men derimod de stadig mere omfattende massekampe har rystet Fogh-regeringen, ikke mindst krigsmodstanden og ‘velfærds’-bevægelsen. Den fortsatte udvikling af den folkelige masseprotest er vejen til at vælte Fogh og Co.

APK kan ikke støtte en socialdemokratisk ledet regering, heller ikke, hvis den omfatter SF. Socialdemokratiet ved regeringsmagten vil fortsætte sin hidtidige politik, hvilket betyder, at den vil være en regering, som er bundet til EU og Nato og til en fortsat alliance med USA, en imperialistisk regering, som også vil føre krig i fremmede lande. Det vil være en regering, som i monopolernes interesse vil videreføre og uddybe den nyliberale offensiv mod arbejderklassen, ungdommen og det store flertal i overensstemmelse med den Europæiske Unions anvisninger.

APK vil fortsætte sit arbejde for at mobilisere alle folkelige kræfter for en politik, som bryder med imperialismen og nyliberalismen, en politik i arbejderklassens og det store flertals interesse.

Folkenes kamp vokser og styrkes

De stadig stærkere folkelige bevægelser og aktioner, vi har set i Danmark, er kun en lille del af det opsving i folkenes kamp, som vi oplever overalt i verden i disse år, hvor store folkelige bevægelser mod imperialismen og dens krige og mod nyliberalismens diktater har været synlige.

I Europa er arbejderklassens og folkenes kamp i vækst, som det er kommet til udtryk i store aktioner mod nyliberalistiske reformer i en række lande, i det nye franske ungdomsoprør og i det franske og hollandske Nej til unionsforfatningen. Det latinamerikanske kontinent gærer i forventning om revolutionær forandring. Klassekampen skærpes på alle kontinenter og i alle lande.

Folkenes kampe og modstand har skabt alvorlige vanskeligheder for den amerikanske imperialisme og dens plan for verdensherredømme. Ikke mindst den beslutsomme væbnede modstandskamp i Irak har krydset USA’s planer og truer med at forvandle Bushs triumftog til et bittert nederlag af endnu større rækkevidde end nederlaget i Vietnam.

APK arbejder for skabelsen af en stor og verdensomspændende folkelig anti-imperialistisk front. Folkene bekæmper ikke bare udslagene af imperialismen, fattigdommen, masseelendigheden, rovdriften på natur og mennesker, udbytningen og undertrykkelsen eller de imperialistiske krige. De indser, at kapitalismen og imperialismen som system er i krise, at de ikke udgør en holdbar model for menneskesamfundets udvikling.

Forståelsen for, at en anden verden og et andet samfund er nødvendigt, og at dette samfund ikke kan være andet end et ægte socialistisk samfund, vokser til stadighed. Også i arbejderklassen, ungdommen og brede lag i Danmark.

Solidaritetshilsen til Arbejderpartiet Kommunisternes 3. kongres fra IKMLPO

Kammerater, delegerede og gæster til APK´s kongres!

Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer IKMLPO sender en militant solidarisk hilsen til jeres vigtige kongres.

Vi ønsker, at afholdelsen af denne vores klassefællers og broderpartis kongres bliver vellykket, og at den vil tage nye skridt i udviklingen af strategien og taktikken for arbejderklassens og alle arbejdendes sejr i Danmark.

Denne kongres vil få stor betydning, ikke mindst for jer i Danmark, med hensyn til, at arbejderklassen kan opnå større politisk enhed og kan svare igen på de imperialistiske monopolers, på USA’s, EU’s og andres angreb, som tager sigte på at tilintetgøre alle arbejderes historiske erobringer.

Imperialisternes største ønske er at opnå størst mulig udbytning. Og for at opfylde dette er de parat til at gennemføre krige, ødelægge økosystemet og slavebinde arbejderne. Men vi er overbeviste om, at det danske folks modstand vil kunne blive stærkere end imperialismens ønsker. Denne modstand er allerede blevet demonstreret ved adskillige enhedsmanifestationer i kampen mod krig og ‘velfærdsbevægelsens’ forsvar af de sociale rettigheder.
Denne bestræbelse vil til slut betyde imperialismens og kapitalismens nederlag og bane vejen for, at vi kan opbygge socialismen og kommunismen i verden.

Vi ønsker for jer, at denne kongres vil videreudvikle partiets faste politisk og ideologiske enhed for at styrke partiets organisatoriske opbygning og dets evne til at rodfæste sig blandt de arbejdende masser i Danmark.

Kommunistiske hilsner

Brasiliens Revolutionære Kommunistiske Parti (PCR)

Øvre Voltas Revolutionære Kommunistiske Parti ( PCRV)

Chiles Kommunistiske Parti/Proletarisk Aktion (PC/AP)

Colombias Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (PCdeC/ML)

Den Dominikanske Republiks Kommunistiske Arbejderparti (PCT)

Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti (PCMLE)

Spaniens Kommunistiske Parti (marxister-leninister) (PCE(m-l))

Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti (PCOF)

Mexicos Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (PCM/ML)

Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti (PCOT)

Tyrkiets Revolutionære Kommunistiske Parti (TDKP)

Tysklands Kommunistiske Parti (KPD )

Brasilien, november 2006

Reportage fra APK’s 3. kongres – Ungdommen rykker

Den stadig voksende modstand mod krig og nyliberalisme a la Fogh må forstærkes og den kæmpende ungdom vindes for kommunismen, for den videnskabelige socialisme og den marxistisk-leninistiske bevægelse, som også internationalt er på vej mod nye gennembrud.

Det var nogle af hovedkonklusionerne på Arbejderpartiet Kommunisternes 3. konges, som blev afholdt den 9.-10. december i København, hvor delegerede fra hele landet gjorde status over de seneste tre års arbejde, fastlagde hovedlinjerne for arbejdet i den kommende periode og valgte ny ledelse.

Efter åbningen og afholdelsen af et minuts stilhed for Thomas Koppel og andre revolutionære i ind- og udland, som var døde i den forløbne periode, aflagde partiets formand Dorte Grenaa virksomhedsberetningen på den afgående Centralkomités vegne.

Beretningen analyserede bl.a. den massebevægelse, som har udviklet sig siden starten på Irak-krigen i marts 2003, og som ikke mindst i 2006 blev udvidet med masseprotesterne mod Fogh-regeringens nyliberale politik for velfærdsslagtning.

– De velfærdsprotester, som er vokset frem i løbet af 2006, er først og fremmest båret frem af de unge. Fogh kan nok så mange gange stemple dem som ‘socialistiske ballademagere’, men de repræsenterer et opgør med Foghs fejlkurs, som deles af et flertal i befolkningen, konkluderede Dorte Grenaa, som fremhævede, at protesterne må fortsætte, til Fogh er sat fra magten.

Samtidig understregede hun, at den danske krigsdeltagelse er det største og mest presserende problem:
– Den danske deltagelse i Bushs og Blairs terrorkrig skal nu bringes til ophør. Det har den danske antikrigsbevægelse og også vores parti sagt hele vejen i mere end fem krigsår. Dansk krigsdeltagelse er dansk krigsforbrydelse. Nu skal de danske tropper ud både fra Irak og Afghanistan og Fogh-regeringen stilles til ansvar.

Beretningen gennemgik APK’s omfattende arbejde for at udvikle masseprotesterne i bredden og i perspektiv.
– Der er kommet en ny generation på banen, og det er den, som vil bære kampen fremad, sagde APK’s formand, som pegede på, at partiets arbejde måtte indrette sig efter denne positive realitet.

Beretningen udløste en grundig debat omkring beretningen med en lang række indlæg, der behandlede særlige spørgsmål fra partiets indsats på klassekampens forskellige felter og arbejdet med at opbygge partiet selv og styrke den kommunistiske bevægelse, før den blev enstemmigt vedtaget.

Den internationale marxistisk-leninistiske, kommunistiske bevægelse, som APK er en del af, er i vækst over hele verden, hvad der bl.a. udtrykkes ved, at nye partier dannes, senest i Spanien for nogle måneder siden, hvor organisationen Oktober gik sammen med en række regionale kommunistiske organisationer om at (gen)danne Spaniens Kommunistiske Parti (marxister-leninister).

IKMLPO’s årlige konference blev afholdt i november i Brasilien og sendte derfra en hilsen til APK’s kongres. Stadig flere partier og organisationer verden over retter øjnene mod denne konference og ønsker nærmere kontakt eller ansøger om observatørstatus eller medlemskab.

APK’s 3. kongres vedtog en særlig udtalelse om konferencens og den internationale kommunistiske bevægelses betydning også i den danske klassekamp.

Der er to hovedresolutioner fra kongressen – henholdsvis ‘Arbejderpartiet Kommunisterne og dets opgaver’ om partiets situation og opgaver i forhold til partibygningen samt dets holdning til en række vigtige aktuelle problemer, samt ‘Resolution om klassekampens opgaver’ om retningen for APK’s deltagelse i kampene på de forskellige felter.
De blev begge enstemmigt vedtaget efter tilføjelse af nogle ændringsforslag.

Kongressen valgte også den nye Centrale Kontrolkommission og den nye Centralkomité. I sidstnævnte foregik der et større generationsskift. Mere end halvdelen af den nye CK’s medlemmer er under 30 år, men har allerede adskillige års erfaring fra massekampe og langvarig organisationserfaring fra DKU og partiet.

Centralkomiteen genvalgte på sit første møde (under kongressen) Dorte Grenaa som formand for APK samt nedsatte et sekretariat som daglig ledelse.

Partiets 3. kongres var en vigtig arbejdskongres. Den afspejlede stor enhed og et væld af praktiske erfaringer fra omfattende aktiviteter på mange af klassekampens felter. APK har taget vigtige skridt fremad i den forløbne kongresperiode og har med kongressen lagt grunden til nye fremskridt for den danske arbejderklasses og ungdommens kamp.

(Se også Tema på kpnet.dk)

(Se også artikel på kpnet.dk)

APKs 3. kongres: Arbejderpartiet Kommunisterne og dets opgaver

Resolution vedtaget på APK’s 3. kongres

APK har i den forløbne kongresperiode sat udviklingen af en folkelig massebevægelse og masseaktioner mod krig og imperialisme og mod kapitalens nyliberale offensiv i centrum for sin virksomhed.
Dette er et udtryk for udviklingen af arbejderklassens selvstændige politik, som ikke er bundet til det parlamentariske spil eller nogen af kapitalens regeringskonstellationer.

Ikke mindst fra den 15. februar 2003, hvor den hidtil største antikrigsdemonstration i Danmark blev organiseret mod krig mod Irak som en del af den hidtil største globale protestbevægelse nogensinde, er massedemonstrationer og masseaktioner igen blevet almindelige kampformer, som arbejderklassen, ungdommen og brede folkelige lag benytter, selvom den borgerlige propaganda og tilmed LO-toppen har kaldt disse for ‘forældede’.

Med protesterne mod ‘velfærdsreformen’ den 17. maj 2006 og udviklingen af protesterne mod kommunalreform og nedskæringer op til 3. oktober har Danmark oplevet massekampe, som ikke er set i de foregående årtier. En ny generation er gået på barrikaderne. Ikke mindst de uddannelsessøgendes organisationer, herunder arbejderungdommens, har været aktive i udviklingen af protestbevægelserne mod den nyliberale nedskæringspolitik.

APK arbejder for at gøre disse protester og bevægelser mere bevidste, mere militante og mere kampdygtige, og for at uddybe kampenes omfang og perspektiver. APK afviser rollen som halehæng til den spontane bevægelse, sådan som reformister og opportunister er det, da de søger at vinde indflydelse for at stække og nedlægge kampen.

Der er gennem de senere år således foregået en skærpelse af klassekampen, en radikalisering og polarisering af dens fronter. Efter en periode, hvor Fogh-regeringen og den borgerlige reaktion har været nærmest enerådende i mediebilledet og offentligheden, med Dansk Folkeparti og George Bushs neokonservative kloner i spidsen, forekommer nu en tydelig drejning mod venstre.

APK stiller sig som opgave at styrke denne tendens og føre den hen imod et brud med al borgerlig og proimperialistisk politik og ideologi, herunder den socialdemokratiske, og at bidrage til opbygningen af en bred front mod imperialisme og krig, mod nyliberalisme og reaktion også i Danmark.

Vind ungdommen for kommunismen, for den videnskabelige socialisme

Det er også APK’s opgave at sikre en bred forståelse for kapitalismens og imperialismens fallit som systemer – og for, at revolutionen og opbygningen af socialisme er vejen ud af barbari og kaos.

Trods fortsat og intensiv borgerlig propaganda om ‘socialismens fallit’ gennem de sidste 15 år, siden Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud, og længere tilbage endnu, har socialismens idealer ikke mistet deres tiltrækningskraft. Arbejderne og ungdommen verden over søger et alternativ til de kapitalistiske modeller, og det kan kun være samfund opbygget på grundlag af den videnskabelige socialismes teori og praksis, på basis af marxismen-leninismen.

Der råder betydelig usikkerhed om socialismens teori og praksis. Den videnskabelige socialismes udbredelse er begrænset, selvom den eksisterer i dele af arbejderklassen og andre folkelige lag. Det er en vigtig opgave for det kommunistiske parti at udbrede kendskabet til den, at vinde ungdommen – og i første række arbejderungdommen – for kommunismen.

Det er i denne sammenhæng vigtigt at trække en klar skillelinje mellem den videnskabelige socialisme og de reformistiske og revisionistiske ‘socialisme-doktriner’. De sidstnævnte forkynder i et forsøg på at modgå marxismen-leninismen, at det er muligt at opbygge et socialistisk samfund uden at tilintetgøre kapitalismen og dens stat, uden revolution, og/eller at det er muligt at lave revolution/opbygge socialismen, uden at der eksisterer et stærkt kommunistisk parti væbnet med den revolutionære teori til at lede kampen. De afviser, at arbejderklassen er den eneste konsekvent revolutionære klasse, og benægter, at arbejderklassen må være tyngdepunktet og den ledende kraft i den brede folkelige front mod imperialisme og nyliberalisme og i kampen for revolution og socialisme.

Det er også af stor betydning at sikre en forståelse af, at det ikke var socialismen, der faldt med Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud 1989-91, men at det var den moderne revisionisme , der spillede fallit. Efter Stalins død og SUKP’s 20. kongres i 1956 bevægede Sovjetunionen og alle de lande og partier, der fulgte det, sig hen imod en genoprettelse af kapitalismen. Hvad der faldt i 1991, var kun socialismens tomme hylster, dens former, blottet for reelt indhold.

I dag udvikles forestillinger om ‘det 21. århundredes socialisme’ i modsætning til den videnskabelige socialisme, og der forekommer forskellige nyopkog af gamle sovjetrevisionistiske teorier om ‘antimonopolistisk demokrati’, der druknede i det chilenske folks blod i 1974.
Disse teorier må afsløres som det, de er: farlige vildveje, som fører arbejderklassens og dens kamp ad nederlagets vej.

Nej til revisionistiske omgrupperinger! For en stadig bredere kampenhed!

Den moderne revisionisme (dvs. påstået marxisme-leninisme, marxisme-leninisme i ord, men reformisme i praksis) har i mere end et halvt århundrede udgjort hovedfaren for den danske og internationale kommunistiske bevægelse.

I Danmark fik den revisionistiske platform sit mest omfattende udtryk med DKP’s program for ‘antimonopolitisk demokrati’ fra 1976. Den marxistisk-leninistiske bevægelse i 60’erne og 70’erne udviklede sig i kamp mod denne revisionistiske degeneration. I 1978 dannedes DKP/ML, som i de følgende årtier, indtil 1997, fortsatte og forsvarede arven fra det revolutionære DKP. Fra 1997 opgav partiet under ledelse af Jørgen Petersen-gruppen sit marxistisk-leninistiske grundlag og placerede sig på den moderne revisionismes og ‘det antimonopolistiske demokratis’ grund.

Da DKP/ML i 2006 nedlagde sig selv og sluttede sig sammen med en fraktion fra KPiD til ‘Kommunistisk Parti’, var det således ikke, som det påstår, en sammensmeltning af to strømninger med forskellige udgangspunkter, noget enestående i verden, men en sammenslutning på revisionistisk basis. I dag findes der således tre partier med et fælles revisionistisk udgangspunkt i DKP’s 1976-program: DKP, KP og KPiD. En ‘samling’ mellem disse partier er blot en del af en revisionistisk omgrupperingsproces.

Ingen af dem har gennemført noget, der bare ligner en seriøs eller selvkritisk analyse af, hvorfor DKP gik i opløsning i forbindelse med det revisionistiske Sovjetunionens og ‘østlandenes’ sammenbrud. De har ikke undersøgt den moderne revisionismes rolle eller draget den nødvendige lære af dens fallit. De er i stedet parate til at fortsætte i DKP’s og den moderne revisionismes fodspor og begå de samme fejl igen og igen.
APK erklærer fra sin 3. kongres, at vi ikke vil deltage i disse ‘samlingsprocesser’ på revisionistisk grundlag, fordi de ikke fører til en styrkelse af kommunismen og den revolutionære bevægelse i Danmark.

APK erklærer ligeledes, at vi ikke kan støtte og anbefale Enhedslisten ved folketingsvalg. Enhedslisten er ikke, som det påstås, ‘en fællesliste for venstrefløjen’. Samtidig udgør Enhedslisten ikke en konsekvent antiimperialistisk kraft, og den afviser at støtte den væbnede modstand mod imperialistisk aggression, som i Irak. Den er et reformistisk parti, som i sig samler gamle og nye revisionistiske og trotskistiske grupperinger. Enhedslisten er et støtteparti for de socialdemokratiske EU- og Nato-regeringer, en strategisk allieret med de to lidt større socialdemokratier S og SF.

Vi kæmper for at tvinge den kriminelle Fogh-regering væk, men ikke for at indsætte en anden regering, der fører samme grundlæggende politik for Unionen, Mærsk og USA.

APK ønsker at og vil – som hidtil – arbejde for den bredest mulige aktionsenhed på et klassekampsgrundlag i de konkrete og stadig voksende massekampe og -aktioner, også med de nævnte reformistiske og revisionistiske partier og organisationer. Vi afviser samtidig alle forsøg fra enkelte partiers eller grupperingers side på at udnytte disse bevægelser og kampe til snævre partitaktiske formål.

Vi arbejder for en stadig styrkelse af venstrekræfterne og for en styrkelse af kommunisternes stilling.
For et stærkt kommunistisk parti: Styrk APK og DKU

APK har siden sin stiftelse i 2000 stået som den revolutionære kommunistiske og den marxistisk-leninistiske bevægelses arvtager i Danmark. Internationalt markeres dette ved medlemskab af den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (IKMLPO).

For at udvikle kampen mod krig, imperialisme og den nyliberalistiske offensiv er det nødvendigt at styrke det kommunistiske parti væsentligt, at opbygge stærke afdelinger over hele landet, at øge dets rækker med mange klassebevidste kæmpere, ikke mindst mange nye unge militante aktivister, som mobiliseres gennem de skærpede klassekampe, og det må forbedre sit rodfæste blandt masserne, styrke sine positioner i arbejderklassen og blandt de unge og i deres organisationer.

Derfor må partiet søge at revolutionere sit arbejde og konsekvent indrette det i retning arbejderungdommen og andre kæmpende kræfter.

Det organisatoriske arbejde må udvikles med nye metoder, der passer til disse opgaver og denne situation. Samtidig med, at APK arbejder for at styrke DKU som det kommunistiske ungdomsforbund i Danmark og støtter udviklingen af en række nye ungdomsorganismer og initiativer, vil APK også oprette skoling i marxisme-leninisme og klassekampens problemer specielt rettet mod unge.

Også agitation og propaganda, herunder bladet Kommunistisk Politik, internetavisen kpnet.dk og partiets øvrige hjemmesider, skal hurtigt udvikles i denne retning.

APK vil også i den kommende periode støtte progressive masseorganisationer og deres udvikling, faglige organisationer, uddannelsesorganisationer, solidaritetsbevægelser og folkelige bevægelser såsom FMN (Folkebevægelsen Mod Nazisme), Thomas Koppels flotte initiativ ‘Budskab fra Græsrødderne’, Folkebevægelsen mod EU, Landsorganisationen af Arbejdsledige, Boykot Israel, FredsVagten ved Christiansborg og andre progressive antikrigsbevægelser, initiativer som tidsskriftet Det Ny Clarté og mange andre, hvis udvikling erobrer nye styrkepositioner for arbejderklassen og de folkelige kræfter og deres kamp.

Venstresvinget må styrkes og øges. Det sker i tæt sammenhæng med styrkelsen af det kommunistiske parti APK og det kommunistiske ungdomsforbund DKU.