En anden verden er nødvendig: Stop imperialismen! Socialismen er fremtiden!

Som forelagt APK’s 2. kongres, april 2003

Den leninistiske analyse af imperialismen som kapitalismen sidste og højeste stadium beviser sin gyldighed og aktualitet i de dramatiske udviklinger, som verden gennemløber i disse år.
Imperialisme betyder reaktion over hele linjen, konstaterede Lenin. Åndelig reaktion, uhæmmet militarisme, stadig mere udtalte snyltende og parasitære træk ved imperialismen – det er det egentlige indhold af den såkaldte ‘Ny verdensorden’ og ‘Det ny amerikanske århundrede’, dikteret af den amerikanske imperialisme, og af den imperialistiske ‘globalisering’, dikteret af de multinationale selskaber på folkenes regning. Det har ført arbejderklassen og folkene ud i en situation, der udgør en trussel for selve klodens overlevelse, en situation af permanent global krig og kaos. Det er en verden, hvor aggression og terror er nøgleordene, hvor det er jungleloven og ‘den stærkes ret’, der råder, og hvor en international orden, baseret på lighed, retfærdighed og en bæredygtig udvikling under det nuværende globale politiske og økonomiske system – det kapitalistiske system – viser sig at være en utopi, en teoretisk og praktisk umulighed.

Dette understreges af eksistensen af en økonomisk verdenskrise, der nu har ramt også den amerikanske og de vesteuropæiske landes økonomier hårdt – med produktionsnedgang, massearbejdsløshed og nedskæringer af de sociale budgetter som følge. Dybden af krisen understreges også af den kendsgerning, at det herskende monopolborgerskab i de imperialistiske lande ikke bare søger at vælte krisens byrder over på befolkningernes flertal for at sikre de kapitalistiske profitter, men er slået ind på den traditionelle sidste vej ud af krisen for kapitalismen: krigens og aggressionens vej. Kapitalismens almene krise, som er vævet sammen med den nuværende akutte overproduktionskrise, skærpes yderligere af, at de ledende imperialistmagter har erklæret verden en permanent tilstand af krig.

Dette er et slående udtryk for imperialismens totale forrådnelse. Mens en stor del af klodens befolkning ikke kan spise sig mæt, lider af sult, mangel på vand, dør af helbredelige sygdomme bliver der scoret enorme profitter på nøden og elendigheden, på krig og på ødelæggelse. På denne ene pol findes nogle tusinde milliardærer i verdens rigeste lande, som kontrollerer verdens skæbne, på den anden side milliarder af fattige, som knap og nap overlever for under 1 dollar om dagen.
Globaliseringen – etableringen af monopolernes diktatur over alt og over alle, overalt i verden – har ført til en hurtig uddybning af uligheden, af kløften mellem rige og fattige lande og mellem rige og fattige overalt i verden.

Den nuværende verdenssituation er kendetegnet ved en kraftig skærpelse af alle kapitalismens grundlæggende modsætninger – modsætningen mellem arbejderklassen og bourgeoisiet, mellem imperialismen og de undertrykte folk og nationer, mellem imperialistmagterne indbyrdes og mellem det aggressive, kriseplagede, rådnende og døende verdenskapitalistiske system og folkenes forhåbninger om en anden og bedre verden.

Den amerikanske imperialisme er gået i offensiven for at gennemføre den imperialistiske globalisering med militærmagt og etablere amerikansk kontrol over alle regioner i verden, det fuldstændige amerikanske verdensherredømme under overskriften ‘Projekt for Det Ny Amerikanske Århundrede’ (PNAC). Den amerikanske imperialistiske supermagt, p.t. verdens eneste supermagt, vil på basis af den tilgrundliggende militærdoktrin – Bush-doktrinen – sikre amerikansk militær, politisk og økonomisk kontrol med alle strategisk vigtige områder og ressourcer gennem en uhæmmet oprustning, knusende militær overmagt på landjorden, i verdenshavene og i luften, og gennem suveræn kontrol over et militariseret verdensrum. Bush-doktrinen er en utilsløret fascistisk doktrin, som giver USA ‘ret’ til at gennemføre ‘forebyggende krige’ mod stater, som ikke udgør en trussel mod USA, og gennemtvinge såkaldte ‘regimeskift’. Den udelukker end ikke brug af atomvåben.

Den amerikanske imperialisme tåler ingen supermagtsrivaler og ingen konkurrenter, men vil realisere en ‘unipolær verden’, domineret af USA alene. USA afviser konkurrenternes snak om en ‘multipolær verden’, dvs. en verdensorden baseret på overenskomster mellem USA og de øvrige imperialistiske stormagter EU, Rusland, Kina og Japan. Derfor har USA saboteret eller tilsidesat en række aftaler og institutioner, som blev opbygget efter 2. verdenskrig og under den såkaldt kolde krig, og herunder henvist FN til en sidelinje.

Siden 11. september 2001 har USA-imperialismen kastet verden ud i en tilstand af permanent krig, betegnet af USA som en ‘krig mod terror’, men som i realiteten er en imperialistisk verdenskrig mod verdens folk og nationer for amerikansk verdensherredømme. Dens vigtigste partner er den zionistiske terrorstat Israel, som drømmer om et Storisrael, baseret på stadig undertrykkelse af palæstinenserne og deres ret til en fri og uafhængig statsdannelse. Den anglo-amerikanske imperialistiske alliance er samtidig holdt i live og udbygget, først med Margaret Thatcher, nu med Tony Blair.
Først angreb USA sammen med en krigskoalition Afghanistan under påskud af ‘kamp mod terrorisme’, Al-Qaeda og Osama bin-Laden. Det virkelige mål var at etablere kontrol over det strategisk vigtige centralasiatiske land med henblik på at etablere sig på dette kontinent og sikre sig en permanent tilstedeværelse i nærheden af det olierige Kaukasus. Resultatet af denne krig var en permanent besættelse, installeringen af en marionetregering i Kabul – og et samfund i kaos og anarki, underkastet alle former for lovløshed. Løfterne om demokrati og social fremgang for den afghanske befolkning er ikke blevet holdt.

Samtidig havde Ariel Sharons bevidste provokation af palæstinenserne udløst en ny intifada, som gav Israel påskud for at skrotte den såkaldte Oslo-fredsproces og forstærke undertrykkelsen af det besatte Palæstina, finansieret af faste multimilliard-dollartilskud fra USA. Den israelske terrorstat har med amerikansk accept og støtte rustet sig med alle mulige masseødelæggelsesvåben, indbefattet atomvåben, og afprøver de nyeste våben og besættelsesteknikker på palæstinenserne.

Det har altid været zionistisk politik at forhindre skabelsen af et frit og uafhængigt Palæstina. Hvis USA og Israel accepterer en formel palæstinensisk statsdannelse, vil det være som et appendiks til både USA og Israel, en ikke-levedygtig vasalstat. Dette er indholdet i det amerikanske ’tilsagn’ om en ‘proces hen imod en statsdannelse’. Muligheden for tvangsfordrivelse af palæstinensere i stort tal fra de besatte områder i Vestbredden og på Gaza holdes stadig åben.
Undertrykkelsen af palæstinensernes grundlæggende rettigheder og retten til selvstændig statslig eksistens har været et nøglespørgsmål i mere end fem årtiers konflikt i Mellemøsten. Israel har med amerikansk støtte i alle disse år tilsidesat FN’s resolutioner om palæstinensernes rettigheder og opretholdt en permanent besættelse og tilstand af terror.

Nu er den aggressive amerikansk-israelske politik over for Mellemøsten og den arabiske verden gået over i en ny fase: Med den ulovlige og ryggesløse krig mod Irak, som sigtede mod at tilintetgøre Saddam Hussein-regimet og etablere en militær besættelse og installere en amerikansk lydregering i det olierige land, er USA, Israel og den gamle mellemøstlige kolonimagt UK gået i gang med at nytegne kortet over Mellemøsten. Efter Irak trues Syrien og Iran med krig – og også proamerikanske lydstater som Saudiarabien er i søgelyset for at etablere en nyordning i Mellemøsten, der skal sikre permanent amerikansk (og dermed israelsk) dominans i regionen og amerikansk kontrol med verdens største olieressourcer. Mellemøsten står over for en ny kolonialisme i form af en imperialistisk stormagtskoalition af gamle og nye kolonimagter.

Krigen mod Irak, der blev udløst i strid med folkeretten og FN’s charter, er en klassisk imperialistisk røverkrig, en kolonikrig om magt og olie. Som i Afghanistan var dens virkelige formål at vælte et regime, som USA-imperialismen ville have fjernet, og erstatte det med et pro-amerikansk styre. Påskuddene om ‘afvæbning af Saddam’ og ‘fjernelse af masseødelæggelsesvåben’, der angiveligt skulle udgøre en trussel mod verdensfreden, er blevet afsløret som en tynd fernis over et erobringstogt, der har sat USA og de amerikanske olieselskaber i besiddelse af den irakiske olie og givet våbenindustrien og andre industrier fabelagtige kontrakter til ødelæggelse og ‘genopbygning’, til privatiseringer af samfundsværdier og fordeling af krigsprofitter.

Den ulovlige krig er blevet forvandlet til en ulovlig besættelse under et amerikansk-ledet militærdiktatur, der skal bane vejen for et irakisk lakajregime efter den ‘afghanske model’.
Irak og irakerne har betalt en enorm pris for de ny koloniherrers anden Golfkrig. Efter katastrofen i 1991 – hvor Irak var det første mål for den amerikanske imperialismes bestræbelse på at etablere den såkaldte ‘Ny Verdensorden’ – fulgte 12 års forbryderiske sanktioner i FN’s navn, påtvunget af USA, der krævede mere end halvanden million døde. Nu er Irak igen blevet udsat for en gigantisk krigsforbrydelse, der har kostet titusinder af irakere livet, ødelagt en stor del af infrastrukturen, udløst en nymiljøkatastrofe, og på amerikansk tilskyndelse har åbnet for plyndringer, kaos og anarki – indbefattet af den uvurderlige kulturelle arv fra ‘menneskehedens vugge’.

Krigen i Irak har været en forsøgsarena for afprøvning af det nyeste krigsudstyr og Pentagons nyeste lynkrigs-strategi. Der blev nedkastet flere bomber over en forsvarsløs nation og befolkning på kortere tid end nogensinde før i verdenshistorien, indbefattet klyngebomber, DU-bomber og andre ulovlige masseødelæggelsesvåben.
Det har udløst en humanitær katastrofe, som langtfra er slut, selvom krigen angiveligt er det. Irakerne vil i årtier fremover komme til at lide under den amerikansk-britiske krigsforbrydelse, som krigen var – og som kun Danmark, Australien og Polen derudover tog aktiv del i.
George W. Bush, Tony Blair, Anders Fogh og de øvrige politisk ansvarlige for denne kriminelle handling mod freden og folkene skal drages til ansvar herfor.

Optakten til Irak-krigen bragte modsætningerne mellem imperialistmagterne indbyrdes frem i det åbne. Den snævre imperialistiske krigskoalition anført af USA besluttede at gennemføre den planlagte krig trods modstanden fra Tyskland-Frankrig, Rusland og Kina. Dermed understregede Bushs USA, at det ikke vil dele imperialist-rovet med nogen. De franske, tyske og russiske ‘interesser’ i Irak bliver nu opslugt af USA og dens ‘koalition’. Disse ‘tabende’ imperialistmagter har forsøgt at få FN på banen og bringe det til at spille en hovedrolle i ‘genopbygningen af Irak’, men er blevet afvist af USA, som kun vil give FN en rolle som administrator af nødhjælp. En besættelse af Irak i FN’s navn ville give både krigen og besættelsen et falsk skær af legitimitet. Der er imidlertid intet, der kan legitimere denne røverkrig.

Det irakiske folk valgte at kæmpe mod invasionsstyrkerne for at drive dem på porten, men blev underkuet af den overlegne ildkraft, af terror mod civilbefolkningen i stor skala og af forræderi.
Det har ikke opfattet krigen som en befrielse, men som en besættelse – og gør det også efter Saddam Hussein-regimets fald, hvor besættelsesmagten er blevet mødt af demonstrationer, protester og aktioner under forsøget på at etablere et amerikansk militærdiktatur med en ‘overgangsregering’ med irakisk fernis.

Den amerikanske imperialismes krig mod lande og regimer, den ønsker udskiftet med vasalstater, foregår under påskud af at sikre ‘demokrati’ og ‘social fremgang’ og som en kamp mod ‘terrorisme’ og ‘masseødelæggelsesvåben’. Intet sted fører det til frihed eller demokrati, men til socialt kaos, ødelæggende borgerkrige, gangster- og krigshøvdingevirksomhed, til paralyserede samfund og knuste lande og mennesker.

USA og den vestlige koalition sætter sig ikke bare ud over folkeretten, men forsøger med ‘Pax America’ i monopolernes interesse at knæsætte nye internationale værdimålestokke og tildele imperialismen nye ‘rettigheder’- som supermagten USA’s ‘ret til at føre angrebskrige’ til fornægtelsen af den nationale selvbestemmelsesret som en central del af folkeretten med et umiskendeligt indhold: ethvert folk og enhver nations ret til at afgøre sin egen skæbne uden indblanding af udenlandske magter. De historiske erfaringer med amerikansk aggression viser, at de ‘nye’ imperialistiske principper ikke bringer fremgang, men nøjagtig som i kolonitiden, og dengang imperialismen endnu var ung, fører til undertrykkelse, slavebinding og udplyndring af de folk og nationer, som bliver ofre for imperialismens og nykolonialismens rådne doktriner og morderiske praksis.

En række af de globalt fungerende institutioner som IMF, Verdensbanken og WTO har afsløret sig som instrumenter i imperialismens, og i særdeleshed USA’s hænder. Irak-krisen afslørede skrøbeligheden i det FN, som blev opbygget efter 2. verdenskrig. USA’s politik over for FN er klar: Intet kommer over eller ved siden af USA, FN har kun en rolle at spille, hvis det også kan bruges som et redskab af USA – ellers kan det stå på sidelinjen eller højst blive en fordelingscentral for nødhjælp. De øvrige imperialistmagter sværger i øjeblikket til FN, fordi det kan være et redskab for en verden domineret af aftaler mellem imperialistmagterne i fællesskab, en såkaldt ‘multipolær’ verden. Irak-krigen viste, at FN ikke er i stand til at leve op til sin fremmeste forpligtelse: at sikre verdensfreden, at forhindre aggression.
Af alle disse grunde befinder FN og hele sættet af efterkrigstidens aftaler og alliancer sig i krise, hvor den amerikanske imperialisme søger at fastlægge en ny global lov.

USA’s forsøg på at etablere sit fuldstændige og urokkelige verdensherredømme skærper modsætningerne mellem imperialistmagterne indbyrdes, som alle søger at sikre deres interesser. USA tåler ingen konkurrenter – og vil holde EU, Rusland, Kina og Japan i et afhængighedsforhold, baseret på overlegen militær styrke. Optakten til Irak-krigen afslørede, hvor dybt disse modsætninger stikker. Der er imidlertid ingen grund til nære illusioner om, at f.eks. EU eller en kombination af de andre imperialistmagter udgør et ‘progressivt alternativ’ til USA-imperialismen. Modstanden mod USA-imperialismen, krigen og den imperialistiske globalisering kommer ikke fra disse magter, som selv drømmer om en førsteplads i verden. Den kommer fra, hvad der er blevet betegnet som ‘den anden supermagt’ – fra folkene, der bekæmper imperialisme, krig og reaktion, og som den 15. februar viste sig som en global bevægelse af enorm styrke. Uden denne bevægelse, som har udviklet sig som en uafhængig og selvstændig bevægelse, der ikke er koblet på nogen imperialistisk stormagts politik, ville også modstanden mod krigen fra de magter, der modsatte sig den, have været svag og ubetydelig.

Det er denne bevægelse, der yderligere udviklet som en front mod imperialisme, krig og reaktion kan udtrykke folkenes globale solidaritet og blive et vigtigt redskab til realiseringen af deres forhåbninger til en anden verden.

Den økonomiske krise, den imperialistiske globalisering, krigene og den stadig accelererende elendighed har skabt en situation, hvor folkenes harme og krav om et andet samfund vil sætte sig igennem. I mange lande, på alle kontinenter, eksisterer der revolutionære situationer – hvor de herskende ikke kan fortsætte med at regere på den gamle vis, og hvor de beherskede ikke længere vil lade sig regere på denne vis. Om disse revolutionære situationer bliver udløst i revolutioner og arbejdernes og folkets magterobring, er i første række afhængig af eksistensen af stærke marxistisk-leninistiske kommunistiske partier med en stærk forankring i arbejderklassen og folket. Ellers kan de glide over i permanent kaos og indre konflikter, der ikke betyder et opgør med det borgerlige klassediktatur og imperialismens diktat. Argentina, Colombia, Ecuador og en række andre latinamerikanske lande befinder sig på grænsen til revolution. Det samme gælder en række lande i Asien, i Mellemøsten og andre steder.

Spydspidsen i imperialismens militære, politiske og ideologiske aggression retter sig altid mod arbejderklassens og folkenes revolutionære kamp. Og det er der, det trækker op til den store styrkeprøve: Hadet til USA-imperialismen i særdeleshed og imperialismen i almindelighed verden over er enormt. Kravet om en anden national og international udvikling er rodfæstet i millioner af menneskers bevidsthed, som er begyndt at organisere sig til kamp.

Det er det, som i sidste ende bærer fremtiden i sig: En anden verden er mulig. En verden uden udbytning og undertrykkelse.
Det kan kun være socialismens verden.

Arbejderpartiet Kommunisternes 2. kongres og de kommende opgaver

Som forelagt APK’s 2. kongres, april 2003

Da Arbejderpartiet Kommunisterne blev stiftet i april 2000 som resultat af en grundig forberedelsesproces, der gjorde status over den kommunistiske bevægelses erfaringer i Danmark og internationalt i det 20. århundrede, erklærede vi, at med partistiftelsen var grundlaget for det 21. århundredes kommunistiske parti i Danmark blevet skabt. De tre år siden den stiftende kongres har bekræftet dette, og partiet har som ledetråden i sit arbejde i denne periode haft udformningen og styrkelsen af det nye marxistisk-leninistiske kommunistiske parti, som er en forudsætning for virkeliggørelsen af revolutionen og socialismen i Danmark.

Med vedtagelsen af partiprogrammet ‘Manifest for et socialistisk Danmark’, handlingsprogrammet, vedtægterne og de øvrige programdokumenter, med valg af ledelse og med fastlæggelsen af de kommende opgaver for partiet begyndte APK efter kongressen et omfattende arbejde for at føre kongressens beslutninger ud i livet. Det styrkede sin virksomhed på en række af klassekampens fronter med henblik på at placere partiet centralt i arbejderklassens kamp og rodfæste det i arbejderklassen, den kæmpende ungdom og blandt det store flertal af danskere, som rammes af den kapitalistiske offensiv: af krigspolitikken, af opbygningen af den Europæiske Union som en ny imperialistisk supermagt, af det nyliberale generalangreb på tilkæmpede rettigheder og resultater.

På trods af sin lidenhed og på trods af den konstante antikommunistiske hetz, som har fulgt partiet, har det fra sin start opfattet sig som den revolutionære handlings parti og set det som sin opgave at gå i spidsen for og rejse arbejderne og det store flertal til kamp imod imperialisme, krig, skærpet udbytning og undertrykkelse.

Kun gennem deltagelse i massekampen og revolutionære aktioner i overensstemmelse med den foreliggende situation i klassekampen og styrkeforholdet mellem klassekræfterne kan det kommunistiske parti opnå tillid i en arbejderklasse, der er blevet afpolitiseret og desillusioneret af reformistisk og revisionistisk forræderi, ikke bare i socialdemokratisk eller socialistisk dragt, men tilmed i kommunistisk forklædning. Partiets analyse af klassekampen og dens udvikling og udarbejdelsen af en taktisk plan i dens skiftende situationer, på basis af programmet, er styrende for partiets indsats – og styrende for opbygningen og udviklingen af partiet selv.

APK var derfor i stand til at udskille det egentlige indhold i begivenhederne omkring den 11. september 2001, der betød indledningen til imperialismens globalisering med militærmagt, til den amerikanske imperialismes fremstød for at etablere sig som det 21. århundredes verdensbehersker, som de riges krig mod verdens fattige, og som et påskud for at intensivere undertrykkelsen af den politiske protest og arbejderklassens og de revolutionære kræfters globale kamp.

På mange måder har vi set en tilsvarende situation, som udviklede sig i 1930’erne med fascismens gennembrud og udløsning af den 2. verdenskrig. Vi har set en situation, hvor Den kolde krig – af nogle kaldt ‘Den 3. verdenskrig’ – er gledet over i en ny langvarig krigstilstand, kaldet ‘krigen mod terror’, og også betegnet som Den 4. verdenskrig: USA-imperialismens og de multinationale koncerners fremstød med alle midler for at beherske og kontrollere verdens folk og nationer.

APK prioriterede udviklingen af massemodstanden mod imperialismens krige, den imperialistiske globalisering og dens negative konsekvenser i form af angrebene på de arbejdende levevilkår og indskrænkningen af de demokratiske rettigheder som den helt centrale opgave og satsede kraftigt på udviklingen af en ny fredsbevægelse til afløsning af den gamle, revisionistisk ledede og affældige fredsbevægelse, som var brudt sammen med Sovjetunionens opløsning. Perspektivet var udviklingen af en egentlig massebevægelse mod USA’s krige, den imperialistiske globalisering og den lydige danske medvirken under både Nyrup- og Fogh-regeringen.

På dette grundlag vandt APK en vigtig rolle i udviklingen af modstanden mod Bushs ‘terrorkrig’, i modstanden mod krigen i Afghanistan og dansk krigsdeltagelse, i kampen mod den israelsk-amerikanske aggression, besættelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk og i kampen mod udløsningen og gennemførelsen af den illegitime og folkeretsstridige krig og besættelse af Irak.
Ved at arbejde for en platform og organisatoriske former, som kunne rumme og samle hele modstanden mod krigen, uanset forskelle i ideologi og politik i øvrigt, har APK givet et væsentligt bidrag til, at den største folkelige bevægelse, siden EU-modstanden udviklede sig i begyndelsen af 1970’erne og siden modstanden mod Vietnam-krigen, er blevet skabt.

Af særlig betydning er udformningen af en antikrigs-bevægelse, som både er en del af den storslåede globale krigsmodstand og som rejser de centrale spørgsmål og angriber de centrale mål i det officielle Danmarks krigsanstifter-politik, som understøttes af landets største multinationale koncern A.P. Møller og de afgørende dele af monopolkapitalen.

Den ny antikrigsbevægelse, som for alvor kom til syne som en global kraft op til udløsningen af Irak-krigen, og som manifesterede sig som en mangemillionbevægelse verden over på den historiske aktionsdag den 15. februar 2003, har bevirket en radikalisering af hele klassekampen, som ikke er set i adskillige årtier, og som vil have langtrækkende betydning. Ikke mindst for en ny generation af unge, som gennem denne kamp inddrages i den globale modstandskamp mod det imperialistiske udbytningssystem og vækkes til protest og aktivitet.

APK vil i den kommende periode søge at fastholde og udvikle modstanden mod USA-imperialismen og dens krigskoalition, mod dansk deltagelse i krig og besættelse og mod, at arbejderklassen og det brede flertal i befolkningen skal bære byrderne af økonomisk krise og imperialistisk krig i form af sociale nedskæringer, faldende realløn, forringede levevilkår og indskrænkning af de demokratiske rettigheder og retten til protest.

USA-imperialismen og dens krigskoalition søger sig nye mål for og har blikket rettet mod at tegne et helt nyt kort over Mellemøsten. Den er i gang med at konsolidere besættelsen af Irak, Afghanistan og Palæstina. ‘Krigen mod terror’ udstrækkes til andre kontinenter og lande som Filippinerne, Colombia og Venezuela. Den imperialistiske globalisering forstærkes. Reaktionen marcherer i alle lande.

Den nye antikrigsbevægelse og antiglobaliseringsbevægelsen må udvikles i retning af en egentlig antiimperialistisk bevægelse, vendt imod den amerikanske imperialisme og dens krigskoalition, mod al imperialisme og al reaktion, i solidaritet med arbejderklassens og folkenes modstandskamp og revolutionære kamp, der som sit banner har kampen for en anden verden, en socialistisk verden.

Der findes opportunistiske kræfter, som vil opstille udviklingen af den Europæiske Union – supermagten ‘Europas Forenede Stater’ – op som et alternativ til den amerikanske imperialismes globale dominans. Det udgør imidlertid ikke noget alternativ for arbejderklassen, de europæiske folk eller verdens folk. Monopolernes ‘Forenede Europa’ drømmer selv imperialistiske supermagtsdrømme, som den p.t. svagere part i forhold til den dominerende rival, den amerikanske imperialisme. EU er en fjende af arbejderklassen og folkene verden over – og APK vil forsætte og forstærke sin aktivitet i kampen mod EU-forfatning og militarisering af EU med henblik på dansk udtræden af dette gamle imperialistiske og kolonialistiske Europa, der søger at pynte facaden.
Dermed afviser vi ikke nødvendigheden af at udnytte modsætningerne imperialistmagterne indbyrdes, som skærpes uophørligt, til gavn for folkene og freden.

Under den nuværende økonomiske verdenskrise, som fortsat uddybes, og som rammer Danmark hårdt, med massearbejdsløshed, faldende realløn og samtidige sociale nedskæringer, slås vi for at lade de rige betale for krise og krig, for at rejse en stadig stærkere bevægelse i arbejderklassen og den brede befolkning mod Fogh-regeringens og de herskendes politik. Med Fogh-regeringens og folketingsflertallets beslutning om dansk deltagelse i den ulovlige krig mod Irak har den overskredet alle grænser, selv for en reaktionær regering. Den skal væk – og krigsforbryderflertallet stilles til ansvar, på alle måder.

Under Fogh-regeringen har den socialdemokratisk styrede fagbevægelse udvist komplet manglende både evne og vilje til at forsvare arbejderne og deres interesser. Den socialdemokratiske fagbevægelse er i krise, og APK arbejder for, at der opbygges en kæmpende og slagkraftig fagbevægelse i opposition til LO-toppen og det faglige bureaukratis korrupte og fallitte linje, som tjener det herskende borgerskabs interesser.

Ungdommens kamp rummer mange og store perspektiver. Den nuværende ungdom har kastet sig ud i en omfattende kamp mod nedskæringer og ændringer i reaktionær retning på skoler, gymnasier, universiteter og øvrige uddannelsessteder og har ikke mindst aktioneret over hele landet i forbindelse med krigen mod Irak. Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund DKU har været en aktiv kraft i udløsningen af ungdommens kamp og vil fortsætte sit arbejde med at mobilisere og organisere den i alle retninger – og med at opbygge den nødvendige stærke revolutionære ungdomsorganisation.

I sine tre første år har APK opnået en række vigtige fremgange med hensyn til at opbygge og konsolidere partiet selv: Det har udvidet sig på landplan og har rekrutteret en del nye medlemmer, ikke mindst unge. Det har udgivet centralorganet Kommunistisk Politik, som er blevet et vigtigt redskab i klassekampen, opbygget en velbesøgt daglig udgave af den i form af Netavisen (www.kpnet.dk) og har udviklet en række andre vigtige hjemmesider. Det har opbygget et trykkeri og er begyndt at udgive bøger og pjecer i stadig større omfang.

Et stort arbejde står foran partiet med hensyn til at udvide dets rækker med mange nye unge klassekæmpere og kampvillige arbejdere. Mulighederne herfor bliver stadig større i takt med den skærpede klassekamp og voksende radikalisering. Gennem en lang række offentlige og halvoffentlige møder omkring partiets politik, organisering af særlige studiekreds- og mødevirksomhed og ikke mindst gennem afholdelsen af seminarer, 1. maj-arrangementerne og gennemførelsen af den årlige revolutionære sommerlejr skabes rammer for at knytte en stadig voksende kontaktflade af venner og sympatisører til partiet.

APK har på grund af sin indsats i klassekampen opnået at blive en respekteret kraft blandt venstrekræfterne. I en række sammenhænge har partiets linje for at skabe enhed i klassekampen omkring centrale kampspørgsmål været frugtbar og medført et positivt kampfællesskab med en række venstrefløjsorganisationer. Samtidig er denne linje blevet imødegået og bekæmpet af en række revisionistiske kræfter, i f.eks. Enhedslisten og i de revisionistiske ‘kommunistiske’ organisationer DKP/ML, KPiD og DKP, som i praksis opfatter den revolutionære marxisme-leninisme som deres hovedfjende, og hvis parlamentsfikserede og opportunistiske politik uvægerligt splitter massekampen.

DKP/ML og KPiD er ved at slå kludene sammen og proklamere sig som ‘det kommunistiske parti’ i Danmark. Dette projekt er dømt til at mislykkes, fordi det bygger på den samme ideologi, politik og organisationsopfattelse, som førte til det revisionistiske DKP’s sammenbrud i slutningen af 80’erne.
APK vil fortsat praktisere en smidig og principfast enhedspolitik – og samtidig afsløre den revisionistiske politiks og de revisionistiske organisationers fejlkurs og de skader, de påfører arbejderklassens kamp og den revolutionære bevægelse.

APK deltager ikke i et forsøg på at skabe en alliance med Socialdemokratiet med henblik på at bringe det tilbage ved regeringsmagten. Socialdemokratiet har bevist, at det er et borgerligt parti, i perioder monopolkapitalens foretrukne regeringsparti, et proimperialistisk og reaktionært parti.
Også af denne grund kan vi ikke ved valg støtte Socialistisk Folkeparti eller Enhedslisten, som er de to mindre socialdemokratier i dansk politik.

APK er en del af den internationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse og deltager aktivt i Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (IKMLPO), som har stor betydning for udbredelsen af en kommunistisk politik i overensstemmelse med det 21. århundredes betingelser på verdensplan.
I oktober 2002 var APK vært for den årlige verdenskonference for medlemsorganisationerne, med deltagelse af 17 partier og organisationer fra alle kontinenter.
Også i den kommende periode vil APK styrke sit arbejde og sin indsats i forhold til Den Internationale Konference og samtidig udvikle de bilaterale forbindelser til broderpartierne.

* * *

Fra partiets 2. kongres konstaterer vi, at APK med held er begyndt at udføre det gigantarbejde, som partistiftelsen definerede. På en hel række områder er der opnået betydningsfulde og positive resultater.
Der er også mangler og svagheder i arbejdet. Omstillingen fra partiforberedelse til omfattende deltagelse i klassekampen har ikke været uden vanskeligheder og har stillet store krav til opbygningen af partiorganisationerne. Der har været tendenser til at fokusere væk fra det partibyggende arbejde, organisationsarbejde og det økonomiske arbejde også ud over, hvad der var nødvendigt og rigtigt i en situation, hvor megen opmærksomhed og mange kræfter er blevet brugt ikke mindst i antikrigsbevægelsen, og hvor en række partiopgaver i forvejen har måttet gennemføres med et absolut minimum af kræfter.
Det er derfor af stor betydning, at partiet i forlængelse af den 2. kongres styrker arbejdet med at revolutionere grundorganisationerne, så de overalt kommer til at fungere som centrer for hele partiets virksomhed i klassekampen og partiopbygningen, at der lægges vægt på skoling og uddannelse af en række nye dygtige partiledere, at den professionelle del af partiapparatet udvides – og ikke mindst at arbejdet med sympatisører og optagelse og uddannelse af nye medlemmer intensiveres kraftigt. Samtidig sætter partiet sig dristige mål for at udvide sin organiserede tilstedeværelse overalt i landet.
Den 2. kongres konstaterer, at situationen er positiv for partiet. Det står enigt på marxismen-leninismens grund, forenet omkring programmet og løsningen af de store opgaver, det har stillet sig.

Frem mod et styrket APK!
Leve APK’s 2. kongres!

Stop krigsforbryderregeringen!

Udtalelse fra APKs 2. kongres

Anders Fogh og hans regering har lænket Danmark til den amerikanske imperialismes globale imperiebygning og globaliseringen, som gennemføres med militærmagt og et væld af økonomiske, politiske og propagandistiske midler.
Hans regering har samtidig virket for den amerikanske imperialismes interesser under opbygningen af Den europæiske Union, som har sine egne supermagtsambitioner.

Med deltagelsen i besættelsen af Afghanistan og den danske krigserklæring mod Irak og aktive deltagelse i en kriminel krig mod et land, som ikke har udgjort en trussel mod Danmark, har Fogh Rasmussen-regeringen forvandlet Danmark til et aggressorland og til en besættelsesmagt med det formål at sikre de danske monopoler krummerne fra de store røveres plyndringstogter.
Det er det reelle indhold i den danske stats ‘globale engagement’ og ‘internationale fredsbevarende opgaver’: den lille tyvs rakkertjeneste for de store røvere.

APKs 2. kongres konstaterer, at Danmark har en krigsforbryderregering og at et snævert flertal i folketinget stemte for en krigsforbrydelse.
Denne regering, baseret på Venstre, De Konservative og det sorte og om muligt endnu mere krigsgale Dansk Folkeparti, er en af de mest reaktionære regeringer i Europa. Den har mistet sin legitimitet og skal tvinges bort.

Fogh-regeringen sender ikke bare unge danske soldater i krig for olie og andet bytte til gavn for monopolerne – men sender også regningen for krigseventyrerne til arbejderne og den brede befolkning. Foghs krige og ‘internationale engagement’ bliver betalt med sociale nedskæringer, faldende realløn, massearbejdsløshed og generelt forværrede levevilkår for det store flertal.
Særlige mål for den sorte regerings klapjagt og hetz er flygtninge- og indvandrere, bistandsmodtagere, arbejdsløse og andre på overførselsindkomster.

Fogh er i fuld gang med at realisere den reaktionære drøm om ‘mininalstaten’. På få år har han omskabt den danske stat til en minimalstat og en slyngelstat, der tager fra de fattige og med rund hånd giver til de rige.

I stedet for Fogh-regeringens og den parlamentariske oppositions imperialistiske og nyliberale politik sætter arbejderklassen og det store flertal sit eget kampprogram mod imperialisme, krig, krise og reaktion:

Fredspolitik i stedet for røverkrig:
Boliger og velfærd i stedet for raketter! Uddannelse og bøger i stedet for bomber!
Ikke en mand og ikke en øre til den imperialistiske krig!
Ud af NATO! Nej til missilskjold!
Luk Thule-basen! USA ud af Grønland!
Ud af Den europæiske Union! Nej til ‘Europas Forende Stater’.

Social oprustning! Militær nedrustning!
Stop for sociale nedskæringer, privatiseringer og udliciteringer til fordel for monopolerne!
Stop massearbejdsløsheden – skab nye jobs!
Genopret og udbyg de sociale ydelser, de arbejdsløses og bistandsmodtagernes rettigheder, udbyg folkepensionen.
Lad de rige betale krisen!

Kommunistisk Politik 9, 2003
Netavisen 24. april 2003